Anmeldelse
Jakob Albrethsens Terror på hjernen læses som én stor liste af alt, som fødes ud af mediernes og dagligdagens ustandselige snak om terror, Mellemøsten, indvandring, islamisme, flygtningekriser, integration…
Man sidder på nettet og blandt de opskrifter, man søger efter inspiration til aftensmaden i; blandt de memes, man griner af eller ikke helt forstår endnu; og blandt de utallige nyheder om kongehuse, sportsstjerner og modetrends, man kun læser overskrifterne på, dukker historierne om konflikt, drab, terror, krig, hungersnød, militærkup, flygtningestrømme, klimakriser, ulighed, koncentrationslejre, svindende biodiversitet, vira osv. osv. op som evindelige bekræftelser af, at verden er fucked. Jakob Albrethsens nye tegneserie Terror på hjernen handler om terrorrelaterede begivenheder i nyhedsstrømmen samt denne nyhedsstrøms ord og er historien om den overmætning af skrækhistorier, vi oplever som nyhedsforbrugere i dag.
Imperialismens klichéer
Hvordan fortæller Albrethsen så denne historie? Gennem gentagelsens figur. Således indledes hver sætning i Terror på hjernen af ’Det er’. Herigennem oplistes begreber, vendinger og udtryk, som stammer fra mediernes og hverdagens håndtering af de mellemøstlige konflikter og deres følger. Nogle gange strækker sætningerne sig kun over én rude, andre gange over flere, men fælles for dem er, at hver tegning metaforisk, ironisk eller mere bogstaveligt afbilleder den oplistede genstand. Over tre ruder, som fylder én side, folder sætningen ”Det er vold i opdragelsen…, …sjakaler, ensomme ulve…, …identitet og accept.” sig ud. Disse sætningsbidder optræder henholdsvis sammen med et gyngestativ, en enkel mand af mellemøstlig oprindelse med et stenet ansigtsudtryk og en person, som bevæger sig gennem en røgsky for at tilse en anden person, som lader til at være kommet til skade.
Man kan let forestille sig, hvordan denne side kort fortæller historien om en persons forfærdelige opvækst, som resulterer i, at han begår et terrorangreb. Med dette eksempel får man dog også en dybere fornemmelse af omdrejningspunktet for tegneserien. Det handler selvsagt om følgevirkningerne af de utallige imperialistiske engagementer i Mellemøsten. Samtidigt kan man ikke undgå at bemærke, at udtrykkene ’vold i opdragelsen’, ’ensomme ulve’ og ’accept’ alle flittigt bruges i den offentlige debat angående terror og kriminalitet begået af folk med mellemøstlig baggrund. Bogens omdrejningspunkt er også selve de ord og billeder, som vi proppes med af debatten angående disse problematikker. Tager vi et andet eksempel bliver dette kun tydeligere. På en side står der: ”Det er en humanitær udenrigspolitik…, … med en moralsk dimension. Det er forsamlingsfrihed, pressefrihed, religionsfrihed, vestlige værdier og demokrati.”
Billederne, som ledsager sætningerne, er henholdsvis et bombefly, en mor og hendes to børn og endnu et bombefly. Sidestillingen af de voldsomme motiver og de humanistiske budskaber udtrykker modsætningsforholdet mellem, hvordan konflikter håndteres og omtales. Den humanitære udenrigspolitik og udbredelsen af de vestlige værdier og vores borgerrettigheder har været blandt de vigtigste argumenter for vores engagement i Mellemøsten siden Foghregeringens aggressive udenrigspolitik. Og hermed bliver det også tydeligt, at tegneserien ikke blot beskæftiger sig med forskellige aspekter og følgevirkninger af konflikter i Mellemøsten, men også med alle klichéerne, de faste vendinger og udtryk, som optræder i medierne og den offentlige debat. Skal man være sur, er der måske ikke helt kød nok på den stramme form til at fylde en hel tegneserie. Det føles som om, man ikke behøver at læse hele værket for at vide, hvad værket vil fortælle. Efter at have læst de første ti sider er resten af tegneserien ikke meget andet end en bekræftelse og gentagelse.
Noget er off
Albrethsens tegninger er rimelig naturtro gengivelser, og mange af dem er endda efterligninger af virkelige journalistiske fotografier. Den tynde kuglepensstreg og til tider omhyggelig kryds- og parallelskravering giver et alvorligt udtryk. Albrethsens teknik er fed; ikke blot fordi han er dygtig, men fordi den så effektivt er hægtet op på tegneseriens tema. På linje med gentagelsen af ’det er’ er der også et mønster, som gentager sig i tegningerne. Hver fjerde side bryder med den let rødlige farves monokrome dominans. Her sniger en større farvepalet sig ind, og selvom stilen er den samme fine, detaljeorienterede, smalle streg, optræder der unaturlige væsner i tegningerne.
Selv der hvor intet naturstridigt finder sted, har disse tegninger, der gerne fylder en hel side, et skær af noget fremmed, uvant og off over sig. Denne afbrydelse af listeformens monotoni giver tegneserien et uventet element og sørger for, at monotoniens apatiindgydende og trættende tyngde ikke bliver den eneste affekt, der styrer listens ophobning. Også forvirring og uhygge dominerer denne tegneserie, der er stilfuldt og -sikkert udført. Ordene, billederne, retorikken, propagandaen har gjort Mellemøstens virvar af konflikter til en zone af uvirkelighed, hvor alt opleves i et skær af fremmedhed, og hvor selv ord er tonstunge.
Del på
