Vinderne af Pingprisen 2024 blev kåret til en stor prisfest lørdag den 18. maj i Kulturhuset Islands Brygge. Superheltesatiren Robin får et arbejde blev årets bedste danske tegneserie.
Ved prisfesten lørdag aften var Anders Lund Madsen veloplagt vært, DJ Noize leverede et spektakulært show, mens drag-performer Britney Corvette underholdt den festklædte sal med lipsynchs og stand-up.
Vinderen af hovedprisen som Bedste danske tegneserie blev Johan F. Krarups tåkrummende morsomme satire Robin får et arbejde, hvor to unge mænd klædt ud som superhelte vil opklare forbrydelser i København. Her lød juryens begrundelse blandt andet:
”Krarup er en formidabel humorist. Tegneserierne om Bruce og Robin demonstrerer hans veludviklede sans for det akavede, det pinlige og det grænseoverskridende. Stregen er præcis, timingen perfekt. Det er til tider næsten ulideligt – men vi kan ikke kigge væk.”
Årets journalistiske tegner blev Weekendavisens Christoffer Zieler, mens der også var priser til Anne Bomholts stilfærdige spøgelseshistorie Karl, Jeppe Sandholts mastodontiske debut om broderkærlighed mellem en dreng og en ørneunge, Ørn, Thomas Bugges skæve Instastriber om det moderne faderskab, norske Nora Dåsnes’ Utøya-fortælling Ubesvaret opkald, samt Emily Carrolls gyser A Guest in the House.
Æresprisen gik til aktivist, forlægger, og forfatter Jens Peder Agger, der skrev den første danske fagbog om tegneserier, og som redaktør hos Carlsen Comics udgav serier som Linda og Valentin, The Spirit, Corto Maltese, Vindens passagerer og mange, mange flere, foruden af være manden der fandt på det danske navn til Smølferne. Jens Peder Agger gik desværre bort få dage inden prisuddelingen, men hans datter Katinka var der til at modtage prisen på hans vegne og holdt en rørende takketale. Hans enorme betydning for danske tegneseriekultur kan ikke overvurderes. Læs motivationen for prisen her på Nummer 9.
Vinderne af Pingprisen 2024
- Bedste danske tegneserie: Johan F. Krarup: ”Robin får et arbejde” (Optic Circus Press/Fiesta Forlaget)
- Årets journalistiske tegner: Christoffer Zieler (Weekendavisen)
- Bedste børne/ungdomstegneserie: Jeppe Sandholt: ”Ørn” (Fahrenheit)
- Bedste danske debut: Anne Bomholt: ”Karl” (Cobolt)
- Bedste danske nettegneserie: Thomas Bugge – instagram.com/thomas__bugge/
- Bedste internationale tegneserie på dansk: Nora Dåsnes: ”Ubesvaret opkald” (Turbine)
- Bedste internationale tegneserie: Emily Carroll: “A Guest in the House” (Macmillan)
- Æresprisen: Jens Peder Agger
Juryens motivationer for de syv vindende værker kan læses her.
Om Pingprisen
Pingprisen har siden 2011 hvert år hædret de bedste danske og internationale tegneserier. Prisen er indstiftet af Dansk Tegneserieråd og tegneseriemagasinet Nummer 9.
De nominerede i hver kategori udpeges af de danske tegneseriekritikere, mens en håndplukket jury af tegneserieeksperter og kulturpersoner hvert år vælger vinderne.
Årets jury bestod af: Tegneserieforsker Charlotte Fabricius (forperson), youtuber Rasmus Kolbe, aka Lakserytteren, journalist ved Politiken Felix Katzenelson, kulturformidler Taina Hvidlykke, tegneserie-formidler Henry Sørensen, tegneserieskaber Sofie Louise Dam og animationsinstruktør Karla Von Bengtson. Se juryen her.
Læs mere på www.pingprisen.dk