Copenhagen Comics 2025 bliver ikke i de velkendte rammer i Øksnehallen. Det meddelte foreningen bag Danmarks største tegneseriefestival kort efter årets udgave var overstået. Regningen er blevet for stor i Øksnehallen.
Selvom af Copenhagen Comics har haft fast base i Øksnehallen centralt på Vesterbro i København de sidste otte udgaver, er det slut for denne gang. Regningen er blevet for stor til, at det er en mulighed at fortsætte i Øksnehallen, lyder det fra Aase Thylstrup, der er formand for foreningen bag tegneseriefestivalen. Næste omgang bliver i Valby Hallen.
– Da vi blev præsenteret for de fremtidige priser for leje af i Øksnehallen, stod det klart, at vi ikke ville kunne fortsætte dér. Det kunne ikke hænge sammen med festivalens økonomi. Vi lægger vægt på, at entréen for vores publikum ikke skal være for høj, og det ville vi ikke kunne opfylde hvis vi skulle fortsætte i Øksnehallen, siger hun.
Reseach på erotikmesse
Bestyrelsen har kendt realiteterne i noget tid, og har derfor også haft tid til at afsøge mulighederne for alternative lokationer i København. Det har ikke været let at finde en løsning, der kunne passe, men Valbyhallen er et fuldgodt alternativ, mener Aase Thylstrup.
– Vi var lidt betænkelige ved, at Valby Hallen i udgangspunktet er en sportshal, og om det kunne gå fungere som rammen for Copenhagen Comics. Så bestyrelsen måtte på erotikmesse for at se, hvordan lokalerne føles, når hallen er ramme om en messe, og der blev vi altså overbevist om, at det kunne blive rigtig godt med en tegneseriefestival dér, fortæller Aase Thylstrup med et grin.
Formanden lægger desuden vægt på at der på den nye lokation fortsat er let adgang til festivalen med offentlig transport og samtidig gode adgangs- og parkeringsmuligheder for de festivalgæster, der kommer i bil.
Nye rammer, nye muigheder
Årets festival havde omtrent 4.500 besøgende i Øksnehallen hen over festivalweekenden i år. Det var en markant stigning fra sidste år.
– Vi havde cirka 50 procent flere besøgende i år end ved forrige festival. Vi er meget tilfredse og har også fået gode tilbagemeldinger fra både besøgende og standholdere, fortæller Aase Thylstrup.
Med sine i alt 10.605 m² er Valbyhallen cirka dobbelt så stort som Øksnehallen, og det betyder ifølge Aase Thystrup, at der er mulighed for at prøve nogle nye ting af og ryste posen lidt.
– Jeg synes at vi fik søsat nogle nye tiltag i år, som gik rigtig godt. Blandt andet et nyt mangaområde – og artist alley var større end nogensinde. Det er eksempler på ting, som vi også tror, vi kan udvikle mere i de nye rammer, siger hun.
Hun nævner tre ting, som foreningen umiddelbart gerne vil have fylder mere på den næste festival: Nordiske tegneserier og serieskabere, børneområdet og så skal der også være mere plads til andre former for populærkultur.
– Men det skal ikke ændre på at Copenhagen Comics er en tegneseriefestival, og at det er tegneserier, der er omdrejningspunktet for de ting man vil kunne opleve på festivalen, understreger hun.
Næste omgang af Copenhagen Comics finder sted 7. og 8. juni 2025.
Fakta: Venues for Komiks.dk/Copenhagen Comics:
2004: Kedelhallen, Frederiksberg
2006: Kedelhallen, Frederiksberg
2008: Vanløse Kulturhus, Vanløse
2010: Øksnehallen, Vesterbro
2013: Øksnehallen, Vesterbro
2015: Øksnehallen, Vesterbro
2017: Øksnehallen, Vesterbro
2019: Øksnehallen, Vesterbro
2022: Øksnehallen, Vesterbro
2023: Øksnehallen, Vesterbro
2024: Øksnehallen, Vesterbro
2025: Valby Hallen, Valby