Moore does Ennis – og det gør han i det store hele ret godt.
To personer på flugt, på vej op i højlandet, uden håb om andet end at udskyde deres uundgåelige og alt andet lige pinefulde og langstrakte endeligt for hænderne af en hel verden nedsunket i vanvittig grusomhed og blind blodrus … Sådan slutter Alan Moores bud på en story arc til den herostratisk berømte splatter-serie Crossed, og dermed mimer den meget præcis slutningen på Garth Ennis’ første arc fra 2008, der dengang var tænkt som et afsluttet værk. Siden da er seriens univers blevet udbygget til en vedvarende svælgen i lemlæstelse og ulækkerier, men den oprindelige idé var faktisk god nok.
Crossed refererer til det korslignende udslæt i ansigtet, som de ramte af en zombie-lignende smitte udvikler, og som berøver dem al menneskelig moral, empati og impulskontrol og reducerer dem til deres mest primitive drifter i form af aggression, liderlighed og skadefryd. Denne skamferede og barnligt fnisende pjaltehær, der kaster sig over de endnu ikke smittede som en flok skoledrenge over et stankelben, er langt mere skræmmende end nogen zombie-horde ved netop ikke at være andet end vores artsfæller, når de er allerværst og såmænd ikke (meget) værre end dem, der gjorde menneskearten ære i Belgisk Congo, Cambodja eller Rwanda, gør det nu i Sydsudan og Syrien og kommer til at gøre det igen andre steder i fremtiden.
Moore flytter med “+100” handlingen 100 år frem i tiden, til 2108, hvor de få overlevende og ikke-smittede så småt har vundet fodfæste og overtaget igen ved ganske enkelt at lade de smittede, som ikke er gode til at passe på sig selv og deres afkom, uddø i stort omfang. Overleverne har etableret sig på ruinerne af deres bedste- og oldeforældres civilisation. De har (bl.a.) forskanset sig i en fæstning i Chattanooga ved Tennessee-floden, Chooga kalder de byen, fordi byskiltet er eroderet i midten. De er stille og roligt ved at genetablere jernbanenettet, der udgår derfra. De foretager opdagelsesekspeditioner ud i det omgivende land, forsøger at indsamle så meget som muligt fra, hvad der er tilbage af biblioteker, for at bevare menneskets historie, de har et foreningslignende bystyre, strudseopdræt og trives vel egentlig meget godt.
Moore har gjort meget ud af, hvordan folks sprog, tankegang, seksualmoral, kultur i det hele taget, har udviklet sig i løbet af 100 år på den givne baggrund, og har mange gode, små og større idéer hertil, grundigt researchede og gennemtænkte, som det kendetegner ham. Men det ville være lidt kedeligt, hvis han ikke havde andet end endnu-endnu en indretning af et postapokalyptisk samfund at byde på. Og heldigvis har han da også et plot, et rigtigt mysterium.
Vi følger et ekspeditionshold, især den kvindelige ”arkivar” Future Taylor, der gør flere mystiske opdagelser. De møder f.eks. flere smittede, end de plejer og burde. Og de finder flere små, interimistiske altre med levende lys og små bunker af salt. Ved et af dem står et indrammet, mere end 100 år gammelt avisudklip af en tegning af en fedladen mand og starten af et ord – Ph. Arkivøren finder også nogle vhs-bånd med foruroligende og forvirrende indhold. Og Chooga-indbyggerne finder en kæntret båd fuld af sammenlænkede skeletter – plus et ikke-sammenlænket med en foruroligende halskæde.
Der er noget på færde i dette postapokalyptiske univers. Og Moores genistreg er at gå fuldstændig ind på seriens gory præmisser, men alligevel puste fornyet liv i den ved pakke den eksplicitte bestialskhed ind i mysteriets uigennemskuelighed og først gå fuld bersærk i den store finale, der måske ikke ligefrem har Adrian Veidts dommedagsmaskine-dimensioner, men som fungerer og rammer ret præcist inden for skiven af Crossed. Før var serien kun Ennis’ oprindelige og så en masse støj og pjat, nu er den også Moores fortsættelse. Begge kan anbefales som misantropiske fuldtræffere i solar plexus – forudsat man ikke har sart mave.
Karakter: 5/6
Titel: Crossed +100
Forfatter/tegner: Alan Moore/Gabriel Andrade
Forlag: Avatar
Format: 160 sider i farver
ISBN: 9781592912650
Udgivelsesår: 2015
Udgivelsesland: USA
Vejl. pris: 160,- kr.