Grant Morrison forsøger at redefinere Wonder Woman, men løber hurtigt ind i problemer, der ellers ikke burde give den skotske superstjerneforfatter sved på panden.
Grant Morrisons “All-Star Superman” er verdens bedste historie om Superman. Morrison rammer ikonografien lige i øjet, tilføjer modernitet og legesyghed og omfavner alle de mere fjollede elementer i figurens univers samtidigt med, at han nænsomt opdaterer dem uden at miste den charme, der lå i de gamle historier. Derfor har der været høje forventninger til den skotske forfatters forsøg på også at redefinere og præcisere en anden af DCs tre store helte, nemlig Wonder Woman. Morrison genfortæller historien om hendes rejse fra Paradise Island – der her hedder Amazonia – og til menneskenes og især mændenes verden.
Wonder Woman er af en eller anden grund en figur, som det er svært for mange forfattere at gøre fede ting med. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvorfor det er tilfældet, men i hvert fald er der lavvande i kassen med ikoniske Wonder Woman-historier. Morrison er så i vanlig stil gået tilbage til udgangspunktet, nemlig William Moulton Marstons oprindelige historier. Naturligvis med et moderne twist.
Marston var overbevist om, at kvinder var superiøre i forhold til mænd. De ville en dag overtage verden og skabe et bedre samfund end den krigshærgede, voldelige omgang slam, som mændenes herredømme havde skabt. Marston ville forberede verden på denne mulighed og skabte således Wonder Woman. Han tilsatte en sund dosis bondage og SM-lege, da der ikke var nogen grund til at frygte underkastelse i en verden, hvor mænd ikke dominerede. Underkastelse var en del af kærligheden. Og mon ikke der også var mindst et lille niveau af fetich i det for den gode mand? Det er svært at forestille sig andet, men jeg skal ikke dømme.
Morrisons Amazonia er en utopi, men som alle utopier, så dækker den nok også over et mere problemfyldt samfund. Kvinderne i Amazonia hader mænd. Det er der ikke nogen tvivl om. De hånes, jages og dræbes, hvis de kommer for tæt på. Her kan man hurtigt komme op i det røde felt – både hvis Morrisons holdning virkelig er, at mænd er pænt nederen (det er det ikke) eller at feminister er lige så hadefulde som de mænd, de kæmper imod (det er heller ikke hans pointe) – men faktum er nok, at Morrisons egentlige pointe er fredelig, ligeværdig sameksistens. Og det er sådan set sympatisk nok.
Men desværre bliver der ikke dvælet ved kønsproblematikken. Morrison skøjter mest på overfladen.
Han prøver dog. Blandt andet gennem figuren Beth, der er en (lidt påtaget) charmerende lille tyksak fra Texas, der er fuldt ud tilfreds med at være lige præcis den, hun er. Det skal hverken mænd eller amazoner komme og lave om på. Beth er nok tænkt som en kritik af det kvindelige kropsideal, der gennemsyrer både mændenes verden (ved vi fra virkeligheden, ikke fra tegneserien) og så sandelig også Amazonia (og superheltegenren generelt?). Morrison forsøger igen at trække en direkte linje til den originale udgave af serien, da Beth er en moderne udgave af den trinde veninde, Etta Candy. Hun er stolt af sin krop og lidt af en spradebasse. Det er en fin modvægt til Wonder Woman, der som altid er mere end bare almindeligt bikiniklar.
Men her forråder Morrison faktisk Marstons oprindelige vision, hvis hovedingrediens var, at kvinder var bedre end mænd og fortjente at overtage verden. I Morrisons version håner amazonerne den tykke, selvsikre pige for hendes krop. De væmmes og er nærmest ved at dåne, og i det hele taget kommer borgerne i Marstons idealsamfund nærmest til at fungere som historiens skurke. Det virker næsten, som om Morrison på en og samme tid hylder Marston og beder ham slappe lidt af. Og det bliver til en lidt mudret og uklar læseoplevelse. ER “Wonder Woman: Earth One” en feministisk tegneserie … eller lader den bare som om? Hvis den er tænkt som en diskussion af emnet, så stikker den simpelthen ikke dybt nok og har ikke noget at tilføje debatten.
I sidste ende fører det til, at man som læser stiller et meget beklageligt spørgsmål: Da Wonder Woman træder ind i mændenes verden som spirende superheltinde, hvad er det så egentlig, hun kan tilbyde verden? Hendes utopi er tydeligvis fuld af fejl, og veninden Beth har allerede bevist, at verden er fyldt med kvinder med ben i næsen, der sagtens kan klare sig selv. Så hvad skal verden egentlig få ud af, at Wonder Woman nu findes? Hvad kan hun bringe til bordet, som ikke allerede er der? I hvert fald her på Earth One. Endvidere ser kvinders venskaber i “mændenes verden” ud til at være researchet ved at se et par episoder af Sex and the City og/eller et par tøsefilm (og ikke gode film som f.eks. “Bridesmaids”, men en af dem med Cameron Diaz). Da Beth og hendes veninder giver Wonder Woman et make-over, var jeg lige ved at smide bogen ud af vinduet, og jeg kunne ikke lade være med at overveje, om Morrison nogensinde har mødt en kvinde ude i virkeligheden. For selv som mand (der velsagtens ikke kan vide det med sikkerhed), så er jeg ret sikker på, at det ikke er ALT, hvad kvinder foretager sig, når de er sammen?
Det er dog ikke kun bogens sære forhold til køn og feminisme, der er problematisk.
Der er noget billig tv-serie over hele foretagendet. Mange snakkescener. Et enkelt monster, der sagtens ville kunne udføres med et dårligt make-up-job og nogle trevler og så en hurtig afslutning, der sørger for at hele fortællingen kan klares på 45 minutter uden reklamepauser. Morrisons dosering af plotelementer, temaer og personkarakteristikker virker forhastet og ugennemtænkt. Han får i hvert fald travlt med at blive færdig, og der er alt for mange halvbagte elementer til, at det bliver rigtigt fedt. Jeg kunne også godt have undværet rammehistorien, hvor Wonder Woman er stillet for retten i Amazonia. Morrison er som altid lidt af et æggehoved, der gerne vil blære sig med sine litterære kundskaber, men forsøget på at forene græsk teater med superhelteramasjang går efter min mening ikke rigtigt op i en højere enhed.
Yanick Paquettes tegninger hæver sig ganske let over den grå masse af superheltetegnere fra mellemniveauet, og tegneren placerer sig fint ind i DCs husstil. Wonder Womans smokey eyes og konstante posering bliver dog ret trælse i længden. For ikke at snakke om hendes duck face-læber. Hvordan passer det lige ind i kønsdebatten? Stik imod bogens hensigt er den også fyldt med de sædvanlige poseringer fra kvindelige figurer. Numser stritter, hofter vrides, og bryster fremhæves. Det kan selvfølgelig være en pointe i sig selv, at seje kvinder ikke nødvendigvis er lig med afseksualiserede kvinder, at man sagtens kan være sexet og en kriger på en og samme gang. Men så skulle Morrison have omfavnet netop denne pointe i sin historie. Nu virker det mest, som om tegneren bare har gjort det, han altid gør, når han tegner kvindelige superhelte. Uden at overveje, om det nu passer til netop denne historie.
Amazonia skildres fint, flot og retrolækkert i en velfungerende blanding af futurisme og mytologiske elementer. Ligeledes har tegneren også hygget sig gevaldigt med at bruge alternative tilgange til rammeinddeling og sideopbygning. Skår fyldt med oldgræske malerier blandes med billederne, stjernerne fra Wonder Womans klassiske kostume bruges i rammerne, hver gang hun gør noget sejt osv osv. Det fungerer fint og sjovt. Der er nok at kigge på, trods alt.
Og hvad med det der bondage? Det er lidt på den harmløse side. Ligesom det faktum at Wonder Woman har haft en pigekæreste på Amazonia kun bliver sagt i bisætninger, så holder Morrison lidt igen med smæk og reb. Der ligger en amazone bagbundet til en fest, og der er i det hele taget lidt hyggeunderkastelse i krogene og baggrunden. Der bliver snakket om underkastelse, men det bliver aldrig nærstuderet, hvad det egentlig er for en funktion, det har i Amazonias samfund. Jeg efterlyser ikke nødvendigvis en mere explicit tilgang, men nærmere en forståelse for, hvorfor det overhovedet er med … altså udover det faktum, at det var med i den oprindelige serie og selvfølgelig er en del af Wonder Womans forhistorie og mytologi. Dengang skulle det sniges lidt ind af bagdøren, men jeg havde håbet på, at en god forfatter som Morrison ville kunne give det lidt mere dybde og kant og kæde det bedre sammen med superhelteløjerne. For det ER interessant, at underkastelse kan være en del af nærmest gudeagtige væseners kultur og en heltehistorie. Men efter endt læsning ved jeg ikke nok. Tonen i historien er let og munter (ikke en dårlig ting i sig selv), og resultatet er, at intet rigtigt stikker dybt nok.
Den ender med at være en ret ordinær og lidt tam superheltehistorie, der aldrig holder det, den lover og aldrig føles nødvendig. Jeg forventer mere af forfatteren bag den bedste historie om Superman, der nogensinde er skrevet. Og Wonder Woman fortjener bedre! Selvom jeg i gerne vil give Morrison point for at have lavet en superheltehistorie, der ikke ender i et kæmpeslag, hvor alle slås med alle og lort sprænger i luften over det hele. Og man KUNNE godt argumentere for, at anmelderen lige skal tage og slappe af og læse “Wonder Woman: Earth One” som en farverig og grineren superheltehistorie i stedet for at lede efter manifester og dekonstruktioner, men som begreb er feminisme efterhånden ret svært at diskutere, da det betyder så mange forskellige ting for mange forskellige mennesker. Især inden for tegneserier og ISÆR inden for superheltetegneserier. Det ville have været rigtigt passende med en eftertænksom tegneserie fra en stjerneforfatter, der diskuterede feminisme, kønsroller og seksualitet og underkastelse på en velgennemtænkt og kløgtig og nuanceret måde. Det blev så desværre ikke “Wonder Woman: Earth One”.
Karakter: 2/6
Værkets titel: Wonder Woman: Earth One
Forfatter/tegner: Grant Morrison og Yanick Paquette
Forlag: DC Comics
Form: 144 sider i farver.
Vejl. pris: 184,-
ISBN: 978-1401229788
Udgivelsesår: 2016
Udgivelsesland: USA
Del på
