Dracula
Alle den gotiske uhygges midler tages i brug, når den franske tegneserieveteran Georges Bess giver sit bud på Bram Stokers klassiker Dracula. Det gør han godt, og tegneserien, der på dansk udgives af forlaget E-voke, er et must for alle blodtørstige vampyrelskere.
Georges Bess (f. 1947) startede for alvor sin karriere i Stockholm i starten af 70’erne, hvor han blandt andet arbejdede på MAD magasinet og Fantomet. Han var dog nærmest ukendt i sit hjemland, indtil han i 1986 mødte forfatter Alejandro Jodorowsky, et møde der blandt andet resulterede i den succesfulde Le Lama blanc (Den hvide lama) fra 1988-1993. Siden har vi fået en del tegneserier fra hans hånd. I Dracula fortolker Bess på egen hånd, men det er tegningerne og ikke mindst sidernes komposition, der udmærker sig.
Bess følger nemlig den oprindelige historie tæt. Afvigelserne fra forlægget handler primært om scenernes rækkefølge, og hvor meget de enkelte afsnit får lov at fylde. Ligesom i den oprindelige historie svælges der i dødsromantik og tyk symbolik undervejs, hvilket Bess til perfektion formidler ved hjælp af sin streg. Brugen af skraveringer og sorte mod hvide flader i alt fra ansigter og høje hatte til bygninger er effektivt udnyttet og uhygge-stemningsskabende. Desuden er der flere steder indlagt en gråtone ”farvning”, der tillader en spændende graduering af forholdet mellem sort og hvid på siderne. Fraværet af farver er et godt valg! Det er dog synd, at den grå tone i den version, jeg sad med, nogle gange blev så mørk, at det kunne være svært at skelne sort fra grå.
Den ildevarslende stemning fremgår allerede af forsiden og de i øvrigt flotte vignetter, der indleder hvert kapitel, men der skrues hurtigt endnu mere op for symbolikken. Allerede i indledningen ser vi således i et dobbeltopslag den længselsfulde Mina gå tur på kirkegården i Whitby, England. Hun savner sin forlovede, advokaten Jonathan Harker. Han er på forretningsrejse i det yderste af Østeuropa for at besøge den gådefulde grev Dracula i forbindelse med færdiggørelsen af dennes ejendomskøb i London. Mina har intet hørt fra Jonathan, men frygter det værste, og snart ser vi jorden flænges under hendes fødder og afsløre en afgrund af sort tomhed. Intet er tilsyneladende, som det ser ud på overfladen, og som den gamle mand, Mina møder på kirkegården, siger: ”Der ligger ingen under de sten, frøken!” Her er den virkelige kaoskraft alt det, der sker over jorden blandt levende og (u)døde. Men truslen mod Minas engelske idyl har et ophav. Noget er nemlig helt anderledes ved den uhyggeligt tegnede, men på sin egen vis aristokratisk smukke greve, som Jonathan møder på slottet et sted midt i karpaterbjergkæden.
Rejsen til Transsylvanien og besøget hos greven er mesterligt fremstillet og så bestemt højdepunktet i Bess’ udgave. Jonathan Harkers (og læserens) udforskning af Dracula-skikkelsen i form af Harkers natlige vandringer på slottet er en flot udnyttelse af tegneserieformen. De enkelte stentrin på trapperne, kaotisk ødelagte stengulve, uendelige gange, korridorer og porte og så det dyriske i ulvenes hylen, spindelvævet og flagermusenes piben i kældrene optræder alle som manifestationer af grevens eget komplekse indre.
Det står i grel kontrast til Draculas ydre fremtoning, som udfoldes over en række sider, hvor Jonathan først møder den rolige og velovervejede greve i sin pæne aftenkåbe med gamacher på skoene, vest og butterfly. Samtidig er han dog ubehagelig afventende med sine hvide pupilløse øjne og de lange skarpe negle. Dobbeltheden kommer også til udtryk i de flotte sideopslag i afsnittet om mødet med grevens konkubiner. Det ukontrollerbare vanvid i form af død, ødelæggelse og ikke mindst samfundsnedbrydende erotik skildres fremragende af Bess. Det lurer i skyggerne på slottet, kun oplyst af Harkers olielampe, og truer hele det kosmos, der udgøres af det tilsyneladende trygge (vestlige) hverdagsliv hjemme i England, hvor den ombejlede Lucy, Minas veninde, snart efter grevens ankomst bliver ramt af en underlig sygdom.
Man bør give sig tid til at nærlæse de enkelte sider I Bess’ tegneserie. Et væld af dystre detaljer gør nemlig, at man kan gå på opdagelse efter mere, uanset om vi så befinder os på grev Draculas slot eller i de velresearchede østeuropæiske eller engelske bymiljøer, der ifølge Bess selv er inspireret af det virkelige Whitby, det såkaldte Holy Village ved London og andre steder, tegneren har besøgt. Layoutmæssigt veksles der mellem sider, der er mere klassisk opstillede med rammer, der dog varieres frit i form og udtryk, og så mere collageagtige opbygninger af sidernes tegninger, der henleder læserens opmærksomhed på sansninger, erfaringer og oplevelser hos karaktererne i fortællingen. Nogle steder er der bag sidens tegninger indsat slørede billeder af teksturer eller miljøer bestående af træer med sne, skyer, vand og lignende. Andre steder er der svungne nærmest Art Nouveau-agtige linjer omkring figurerne, og nogle steder lader Bess grevens slot eller trækronerne opløses i flyvende flagermus. Alt sammen meget stemningsskabende, og så giver det en fornemmelse af hele tiden at være indhyllet i denne fortælling, ligesom karaktererne er det i grev Draculas planer.
Hvor tegningerne er uhyggeligt flotte og effektive, kan teksterne, der i flere tilfælde synes at være lånt direkte fra Bram Stokers original, nogle steder føles en smule omstændelige. Måske er det derfor, at læsningen bliver lidt tung hen imod slutningen af den 200 sider lange tegneserie. Muligvis skyldes det også, at historien flere steder ligesom i originalen formidles som tanker i stedet for som direkte tale. I Bram Stokers Dracula bestod hele teksten af sider fra de forskellige karakterers dagbøger, breve og journaler. I Bess’ version kombineres der mellem tanker og direkte tale, men da karaktererne oftest optræder i meget alvorstunge positurer, gør det især samtalesekvenserne lidt mere stive og derfor også læsningen mere tung i modsætning til de flotte drømmesekvenser eller de dramatiske jump scares, som Bess også får lavet, når for eksempel Nosferatu, Draculas avatar i England med åben mund og hugtænder, angriber Lucy, Mina eller vampyrjægerne med Dr. Van Helsing i spidsen.
Hændelserne omkring Draculas tro tjener Renfield får ikke helt så meget plads i denne version, men Bess leverer en god skæv fortolkning af ham, tegnet som en klon mellem Keith Richards og den gale hattemager. Forholdet mellem Dr. Seward og Dr. Van Helsing bringes fint til at afspejle den videnskabelige rationalitet over for erfaring og tro uden at der dog er nogen konflikt mellem de to i denne fortælling.
På den måde er Bess helt i tråd med den originale historie. Han ændrer ikke på noget væsentligt ved forlægget, men udmaler og forstørrer ved hjælp af sine formidable tegninger den oprindelige historie for et publikum, der sikkert er lige så glad for gys og gotisk uhygge, som man var i det victorianske England, hvor irske Bram Stoker først udgav sin bog. Men han forstørrer nogle ting mere end andre. Hvor oplevelserne i Transsylvanien har fået ca en tredjedel af pladsen i denne version (noget mere end i originalen), så fylder grevens rejse med skibet Demeter til London samt Jonathans senere ankomst til London kun ganske få sider. Harkers flugt og indlæggelse i Budapest er reduceret til en notits i en tekstboks. Sammensætningen af gruppen af vampyrjægere med Van Helsing i spidsen, Lucys færden, Dr. Sewards optegnelser over Renfields gøren samt det endelige opgør efter Draculas flugt fra London er dog stadig omdrejningspunktet for resten af historien.
Efter at Dracula-tegneserien udkom på fransk i 2019, har Georges Bess adapteret endnu en klassisk uhyggehistorie i samme stil, nemlig Frankenstein. Det værk har vi endnu til gode på dansk, og vi må derfor indtil videre nøjes med historien om greven fra Transsylvanien. Den er til gengæld djævelsk flot.
