Benni Bødker fik idéen til den okkulte thriller Meschugge i 2008. Først i år er fortællingen om Nathan, der jager en morder i Københavns jødiske ghetto anno 1900erne, udkommet på dansk. Hvad tog Bødker og tegner Christian Højgaard så længe?
Det krævede to tegnere, en tur til Frankrig, en hel masse ansøgninger til Kunstfonden og spandevis af tålmodighed at bringe Meschugge – jiddisch for “skør” – fra idé til færdig tegneserie. Men forrige måned landede den endelig på dansk, og konsensus er klar: Den 150 sider lange, sindrigt konstruerede og smukt tegnede krimi er en af årets mest markante tegneserier.
Vi har taget en snak med Bødker og Højgaard om den lange proces, om at omskrive manus, så det passer til en anden tegnestil, og om at ekstrapolere fra virkelige begivenheder.
Hvor kom idéen til “Meschugge” fra?
Bødker: Jeg havde i Information anmeldt tegneserien Blodbryllup, baseret på Federico García Lorcas drama, og var meget begejstret for Cav Bøgelunds tegninger. Ikke længe efter mødte jeg Cav til en julefrokost på en tegnestue. Det må have været i december 2008, og vi blev efterhånden som aftenen skred frem rørende enige om, at vi helt sikkert skulle lave en tegneserie sammen. Det er altså en historie, jeg har arbejdet med det meste af min professionelle karriere!
– Nå, men næste morgen vågnede jeg op til en adventsgave fra min kæreste: Til bords inden for murene, en kogebog og kulturhistorie om det jødiske borgerskab i København omkring sidste århundredeskifte. Det kan måske synes lidt specielt, men jeg er stærkt historieinteresseret og var på det tidspunkt optaget af den jødiske kulturhistorie i Danmark efter at have slugt Morten Things disputats De russiske jøder i København om flygtningene fra de russiske porgromer og den såkaldte jødiske ghetto. Og nærmest helt af sig selv samlede stoffet og aftenens forbrødning med Cav sig lige der til en stort set flyvefærdig idé. Jeg havde også netop været i London og på Docklands set en udstilling om Jack the Rippers ofre, så det lå naturligvis også og rumlede i baghovedet.
– Jeg skyndte mig allerede samme dag at skrive en mail til Cav – “det virker måske lige lovligt pushy, men jeg har faktisk en idé til en tegneserie” – og så sad jeg ellers og opdaterede hvert femte minut i spændt forventning, om han ville svare, eller om det bare var mig, der var så indtaget af ideen og tanken om et samarbejde.
– Da Cav endelig svarede dagen efter var han heldigvis begejstret, det var lige sådan et projekt, han havde drømt om, skrev han – og vedhæftede med det samme de første udkast til, hvordan nogle af historiens figurer kunne se ud. Jeg gik i gang med at researche alt, hvad jeg kunne opdrive og skrev det meste af historien fra foråret 09, og samtidig gik Cav i gang med at tegne. Han arbejdede på den on and off i fem-seks år og nåede at tegne omkring en tredjedel af historien; men han var også i gang med at opdage, at han havde en karriere som animationsinstruktør og smagsdommer og meget andet, og når han vendte tilbage til Meschugge efter en lang pause, havde hans stil ofte udviklet sig. Så begyndte han at omtegne det, han allerede havde tegnet, og sådan gik tiden.
Bøgelund døde 2018 i en tragisk ulykke. Var det derfor, Christian Højgaard kom ind i billedet?
Bødker: Nej, det skete faktisk allerede før, måske i 2015. Cav havde så mange jern i ilden, at det begyndte at virke urealistisk, at han nogensinde ville blive færdig – så han var fuldt indforstået med, at en anden tog over.
Højgaard: Jeg havde arbejdet med illustration et godt stykke tid, stort set siden firebinds-serien Gudernes skat (2003 – 2005), men ville jo helst lave tegneserier. Så jeg tog til den store tegneseriefestival i Angoulême i 2015 med et lille portfolie under armen, og dér fik jeg opsnuset, at min gamle redaktør på Les Humanoïdes Associés – skidefin fyr, i øvrigt – nu arbejdede på Glénat, et af Frankrigs største tegneserieforlag. Han fortalte, at han var redaktør på en serie pulpy gysertegneserier, sort/hvide one-shots i blødt omslag. “Sig til, hvis du har en idé,” sagde han.
– Jeg kunne godt lide tanken om at arbejde på noget afsluttet i stedet for en lang serie som Gudernes skat: Det er hårdt at pukle på et album i månedsvis og så vide, at så snart man er færdig, begynder forlaget at rykke for den næste. Og så var det fedt, at det var helt åbent: Jeg kunne selv komme med et projekt.
– Benni havde på det tidspunkt allerede skrevet en del gyserhistorier til børn og unge, og jeg tænkte på ham nærmest med det samme. Så da jeg var vendt hjem fra Frankrig, hev jeg fat i ham, og han fortalte mig om Meschugge. Derfra begyndte vi at lave materiale, vi kunne vise til Glénat – et fuldt manuskript, eksempelsider og så videre – og de gav os grønt lys i foråret ’16. Det viste sig i øvrigt hurtigt, at historien var for stor og ambitiøs til deres pulpy serie, så i sidste ende blev den udgivet som et regulært album.
Hvordan forandrede manusset sig undervejs i projektet?
Bødker: Den grundlæggende historie om den unge jødiske kvinde Nathan, der efterforsker en række mord på prostituerede i Københavns jødiske kvarter, var på plads fra starten. Men da Christian kom på som tegner, syntes jeg, at det stillede nogle andre krav til historien – så jeg lagde nogle flere lag ind i den.
Hvad er det ved Christians streg, der kalder på noget andet? Og hvad kalder den på?
Bødker: Ja, altså, Cavs stil var jo på én gang cartoony og inspireret af ekspressionistiske tyske stumfilm som Dr. Caligaris kabinet med deres kantede former og forvrængede perspektiver. Den lagde op til at arbejde med noget, som var mere symbolsk og visuelt fortolket. Christians stil er klassisk fransk realisme à la Jean Giraud (Blueberry); den kalder snarere på psykologisk realisme og et genkendeligt univers. Hvor Cav tegnede et stiliseret bybillede, en abstrakt metropolis, tegner Christian tættere på et historisk København, som vi gennemresearchede ned til mindste detalje.
Højgaard: Jeg er en historienørd som Benni, så min proces starter altid med research – beklædning, arkitektur, illustrationer fra dengang og så videre. Jeg samlede mapper og mapper med billedreferencer i alle mulige kategorier, og den proces fortsatte hele vejen igennem, det holdt aldrig op.
Bødker: Nogle gange er de bedste kilder dem, man finder til allersidst, når man næsten er færdig, men sådan er det jo: ”Dér var den! Lige det, jeg hele tiden har ledt efter!” Men ud over den historiske og visuelle realisme, så blev det for mig også vigtigt, at Meschugge i Christians streg skildrede en verden, der eksisterede i sig selv – også, når Nathan ikke var i billedet. Så jeg skrev subplottet om politikorruption ind, inspireret af en virkelig skandale fra historiens samtid: Den kører i baggrunden, dukker for eksempel op i sladderen på Nathans arbejdsplads, men man kan selv bestemme, hvor meget man vil følge med i den del af historien og hvor meget man vil fokusere på hovedplottet.
Foråret ’16 var det franske forlag ombord, og Christian kunne bare tegne derudaf. Alligevel gik der yderligere syv år. Hvordan kan det være?
Højgaard: Jamen, jeg søgte Kunstfonden om nogle midler til at arbejde på tegneserien og fik også en fint lille beløb, som jeg brugte, mens jeg lavede grove skitser til hele tegneserien. Men så løb pengene ud, og jeg blev nødt til at lave nogle projekter, jeg kunne tjene penge på, fx en letlæsningsserie med Josefine Ottesen. Meschugge gik i stå indtil coronaen i ’19, hvor jeg fik søgt et lidt større beløb hjem fra Kunstfonden og kunne sætte alt andet til side.
Bødker: På det tidspunkt troede jeg aldrig, den ville blive færdig. Jeg var sikker på, at den var død, da du sagde: ”Jeg skal bare lige have renoveret kælderen først…”
Højgaard: Ha, for mig var den aldrig død. I ’20 begyndte jeg også at bruge af forlagets forskud, og så skulle det jo laves. Jeg fandt for nylig en mail fra samme år, hvor jeg vurderer, at jeg nok kan tegne 14-16 sider om måneden. Sådan gik det slet ikke. Det tog mig lang tid at ramme den stil, jeg gerne ville: Jeg havde svært ved at gøre den til min egen, det kom til at se fake ud. Jeg kunne tegne ti sider helt færdige, kigge dem igennem og så starte forfra. Jeg hang fast i de første 30 sider længe, inden jeg kom i flow. Men det var vigtigt for mig at ramme noget, jeg ikke ville cringe over om et år.
Bødker: Mange ville nok synes, dine sider fungerede fra starten…
Højgaard: For nylig fandt jeg 30 sider, jeg kasserede på det tidspunkt, og de var altså ikke nær så gode som dem, der er i albummet. Det var ikke bare mig, der var meschugge!
Da projektet endelig kom i mål, udkom Meschugge med undertitlen Le Labyrinthe du fou for lige godt et år siden. Hvordan var det at blive udgivet på et af Frankrigs største forlag?
Bødker: Jamen, det var jo noget helt andet end at udkomme herhjemme. Den danske udgave er blevet anmeldt af én avis, her på Nummer 9 og i Troldspejlet, men da den franske kom på gaden, væltede det ind med anmeldelser.
Højgaard: Helt tilfældigt udkom den samme dag og på samme forlag som Aksel Studsgarth og Daniel Hansens Alva i mørket, og mange af anmeldelserne dækkede dem sammen: ”Skandinavisk noir”; ”hvis du kan lide Forbrydelsen, vil du også kunne lide…” Og så var der kulturprogrammet på fransk radio, der dækkede Meschugge og lavede en del af den til et radiodrama – med professionelle skuespillere og det hele. Men de kunne selvfølgelig heller ikke bare vise sider fra den.
Benni, både Meschugge og din anden store tegneserie, Homunculus, foregår omkring sidste århundredeskifte, og begge berører på forskellige måder det okkulte. Hvad er det, der fascinerer dig ved dén periode og det emne?
Bødker: Det var en periode, hvor det esoteriske og okkulte havde en stor betydning også i mainstreamkulturen. Måske ikke så underligt, eftersom den tids videnskabelige nybrud – røntgenstråler, atomteori etc. – for de fleste har forekommet at være ren magi og lige så fornuftsstridige som ånder og spøgelser. Det er også et tidspunkt, hvor det underbevidste bliver undersøgt – Freuds Drømmetydning kommer i 1900, og forfattere som Strindberg og Nietzsche beskriver, hvordan mennesket tilsyneladende er underlagt irrationelle kræfter. Vi tager låget af gryden og må erkende, at vi slet ikke har styr på, hvad der foregår dernede. Så det er i ekstrem grad en brydningstid, hvor det okkulte og mystiske spiller en stor rolle. I Meschugge er den side repræsenteret ved kabbalaen, som er et element i traditionel jødisk mysticisme, der dels motiverer fortællingens seriemorder og dels udgør et vigtigt fundament for den moderne okkultisme, der på det her tidspunkt i ekstrem grad får vind i sejlene.
Siden starten på arbejdet med Meschugge er der i den offentlige samtale kommet meget fokus på, hvem der må fortælle hvilke historier. Er det noget, der har påvirket jer – som to ikke-jøder, der laver en tegneserie om jødiskhed?
Bødker: På nogle punkter har jeg da været ved at skide i bukserne, men på andre punkter slet ikke. For mig er Meschugge ikke så meget en jødisk historie, som det er en historie om indvandring og et kultursammenstød, der har været med til at forme såvel nye som gamle danskere. Mange af mekanismerne er jo helt de samme som i alle mulige andre indvandringsbølger, og de fordomme, der var på spil for 100 år siden, går nærmest ord til andet igen i dag.
I én sekvens har Nathan et mareridt om jødiskhed, hvor ”Oldefar Samuel” bliver tegnet som en uhyggelig jødekarikatur …
Bødker: Ja, den sekvens er – som det meste i øvrigt – direkte inspireret af autentiske erindringer fra den tids dansk-jødiske miljø. Jeg kan ikke huske, om jeg fandt det hos litteraten Georg Brandes, der kom fra en jødisk familie, men i al fald fortæller forfatteren, hvordan han som dreng hører alle mulige forfærdelige fordomme om jøder og spørger sin mor: ”Hvordan ser en jøde ud?” Hun holder så et spejl op foran hans ansigt og siger til hans chok: ”Sådan!” Jeg læste jo undervejs i arbejdet alt fra Meïr Goldschmidt til Henri Nathansen for at komme ind i, hvordan det miljø blev oplevet både for de assimilerede jøder, for de nytilkomne flygtninge og for den danske offentlighed.
– Rigtig meget i Meschugge er på den måde ekstrapoleret ud fra historiske begivenheder – der var såmænd også en mordsag med udgangspunkt i den jødiske ghetto, som opskræmte datidens københavnere. Det gælder naturligvis også historien om de assimilerede jøders frygt for at blive slået i hartkorn med de fattige, jiddisch-talende og sågar socialistiske jøder fra Rusland, som også er veldokumenteret – og på mange måder ikke svær at sætte sig ind i. Hvis man finder noget at være pikeret over i Meschugge, så er det altså historien med stort H, man er pikeret over!