Visne kronblade
Der er langt fra Ønskeøens Klokkeblomst til feen Nil fra Embryus Visne kronblade. Men temaet er måske det samme.
Regis Loisel kunne med sin version af Peter Pan, trække mørket frem i lyset, så at sige. Men selv der er Klokkeblomst bare en jaloux alf, som handler uden tanke på konsekvenserne. Kigger man på omslaget, eller slår op på en tilfældig side i Visne kronblade, kan man forledes til at tro, at der er en sammenhæng. Derfor referencen til Peter Pan.
Men, nej. Dette er Oberons alfer. Selvoptagne og tankeløse, og såre menneskelige.
Vi møder feen Nil på vej ud for at samle bær med vennen Coco. Nil er doven, eller egentlig bare et legebarn, og vil samle bær i krattet nær menneskene, mens Coco vil til søen og uden held forsøger at holde Nil tilbage. Det går selvfølgelig galt for den egenrådige Nil og hun mister sine vinger. Allerede her bliver det tydeligt, at denne historie er noget andet end vi er vant til. En modbydelig og hjerteskærende historie, hvor Nil formeligt mister sig selv.
Tilbage i feernes by, er der ingen medfølelse at spore. Ansporet af en klikeleder, mere end en egentlig autoritet, forvises den defekte Nil fra feernes by og den egentlige dannelsesrejse kan begynde. En langt mere brutal rejse end Nil kunne forestille sig. Lad det blive ved det. Resten af historien kan læses som rendyrket horror, eller som en allegori over ungdomslivet og overgangen fra barn til voksen, fra sorgløs leg til alvorlig pligt. Den livsudvikling som Peter Pan netop modsætter sig. Uanset hvilken læsning man vælger, er det blændende fortalt og skarpt tegnet op.
Tegnestilen bringer mindelser om manga og trækker på nogle stilmæssige virkemidler derfra. Ikke bare i rudernes opbygning og den filmiske klipning, men også f.eks. ved mange kuriøse lydord. Alt er sort/hvid og barskt. Men tegnestilen og udlægningen er alligevel Embryus egen. Sjovt nok, er der faktisk reminiscenser netop fra nævnte Regis Loisel og Vincent Mallié og deres Den døde kæmpe i den overordnede stemning og den stigende fornemmelse af anderledeshed hos Nil, kulminerende med Nil der kaster de nu visne blade, hun har haft til pynt om halsen, af sig.
Der er ikke mange personer, men de skildres ægte og medlevende. Det er faktisk lidt interessant at tænke på, at man som læser i den grad lader sig trække ind i Nils karakter. Afskyr hende for hendes egoisme og sørger med hende når hun straffes. Det er berusende og deprimerende på samme tid.
