Anmeldelse
Pigen fra Havet er en fortælling om kærlighed og seksualitet, om ikke at passe ind, om skilsmisse og hemmeligheder, om at passe på naturen. Og så er det en knaldgod tegneserie.
Det er efterhånden mange år siden at den bærende del af den nordamerikanske tegneserieverden bestod af kun superhelte. Børn og unge i dagens USA læser flere tegneserier af Dav Pilkey (Hundemand og Kaptajn Underhyler) og Raina Telgemeier (Smil, Drama og Kvalme) end de læser Marvel og DC. Når de så er blevet for gamle til at læse om tant og fjas i Hundemand og om venner, skole og familie hos Telgemeier… stopper de så med at læse tegneserier? Ikke hvis det står til Molly Knox Ostertag. Pigen fra Havet er fyldt med guf for enhver frustreret teenager.
Morgan er 15 år og bor på en ø i et lille lokalsamfund med sin mor og lillebror. Forældrene er blevet skilt, og faren er for nylig flyttet væk. Morgan har tre bedste veninder, og så har hun en hemmelighed. Hun har fundet ud af, at hun er lesbisk. Hendes plan, for hun har en plan, er, at holde det aldeles hemmeligt indtil hun er gammel nok til at flytte væk. Så kan hun komme ud i verden og dér kan hun være den hun er. Så må hun være noget andet indtil da.
Planerne får en drejning da Morgan falder i havet, men reddes af en Selkie – et mytisk væsen der er halvt sæl og halvt menneske. Selkien har skikkelse af en ung pige, Keltie, og de bliver straks forelskede. Morgan vil gerne dele sin kærlighed med Keltie, men hun vil samtidig gerne have at alt forbliver opdelt i kasser. Familie for sig, veninder for sig og så Keltie som den store, lesbiske hemmelighed. Det går selvsagt ikke i længden…
Der er forviklinger, afsløringer, frustrationer, døre der smækkes, forældre der ”ikke forstår noget”; der er sågar et større økokritisk drama fordi den ene af venindernes forældre har købt et kæmpe luksusskib, hvis turistrute vil ødelægge sælernes levested. MEN Pigen fra Havet gør er par ting der adskiller den fra mængden af bøger der vil fortælle præcis det samme.
Alt det trælse og knuderne i maven til trods, så er der faktisk ingen platte, overdrevne skurkagtige personer. De rige forældre med skibet kan godt snakkes med om ruteændringer når det kommer til stykket. Morgans forældre er skilt, og det er svært, ja, men det er svært på en almindelig måde, og det er okay. Hendes lillebror opfører sig åndssvagt, men det er fordi han har det svært, og alle parter skal øve sig i at have tålmodighed med hinanden. Morgans mor bliver naturligvis overrasket da det afsløres af hun er lesbisk, men hun er stadig hendes mor, og hun elsker hende stadig.
Det er befriende når fortællinger lykkes med at vise ægte følsomhed og neglebidende drama, men faktisk ikke er nødt til at forfalde til de værste klichéer. Ikke at Pigen fra Havet er banebrydende, slet ikke, men den er renset for alt det som er irriterende ved sådanne historier – og tilbage står en fin og god fortælling som de fleste vil kunne forholde sig til – selv som 38-årig mand.
Transformation er i centrum i fortællinger om teenagere og seksualitet, og især i denne tegneseries nuværende amerikanske virkelighed. Ostertag bruger ofte mytiske hamskiftere som metafor for alskens former for queer. Mødet mellem selkie-myten og Morgans udspringende homoseksualitet fungerer rigtig godt. Det betyder at Pigen fra Havet kommer til at handle om mere end bare ungdom og kærlighed – der er også havet, naturen og myterne (Vores egen Feminiche har skrevet mere om queer selkier hos blandt andet Karoline Stjernefelt – læs her).
Pigen fra havet er desuden en tegneserie. Molly Knox Ostertag kan tegne, og hun kender sin kunstform. Fokus i denne bog er først og fremmest på personerne (der er brugt kræfter på især Kelties hår), men de få gange hvor vi skal ned i havet, ja, så åbner Ostertag op for sluserne med store helsider hvor naturens detaljer fylder helt ud i hjørnerne. Det giver en fed rytme med de her skift.
Og så er der chatten! Ostertag har forstået, at det er 15-årige veninder hun fortæller om. Hun fylder ikke bogen med tegninger af hoveder der snakker rundt om cafe-borde eller på ungdomsværelser. I stedet brydes handlingen af chat-tråde hvor veninderne springer mellem emnerne, afbryder hinanden – og til tider skriver i separate tråde for at afklare noget uden om hinanden. Det fungerer vildt godt, og giver både en fed dynamik og en følelse af ægte, frustrerende ungdom.
Den danske oversættelse er ikke perfekt, men den er slet heller ikke dårlig, og i sidste ende er det bare fedt, at vi kan have sådan en tegneserie oversat til dansk. I sin genre er den kun overgået i salgstal af Alice Osemans Heartstopper serie (som også findes på dansk), og det er der god grund til. Find din nærmeste 10-16 årige og smid denne bog efter dem!
