Var 2023 havfruens år? Feminichen fik i hvert fald hav-kvinder på hjernen – og nu er de endelig kommet op til overfladen for at gøre os klogere på queer begær og knaldgode tegneserier.
Venner i det danske tegneserieland, jeres feministiske trendspotter er tilbage. Denne gang har det været længe under opsejling – faktisk lige siden Copenhagen Comics i maj 2023, hvor jeg købte Tale of a Fisherman’s Wife af Snackbag Studios. En skøn, lille tegneserie, der satte det store apparat i gang i hovedet på mig.
Ikke så snart havde jeg læst færdig før jeg lavede en bunke (sådan arbejder min hjerne bedst med tegneserier: en stabel tegneserier betyder ”skriv noget om dette her; de hænger sammen”). Det var en ret spinkel bunke, fordi én af tegneserierne kun er en del af min digitale samling, men en bunke blev det alligevel: Tale of a Fisherman’s Wife, lagt oven på Usete Steder af Karoline Stjernfelt, med en note om 24-timers-tegneserien Shark Wife af Ollie Hicks.
(Hicks er vist nok det eneste menneske i verden, ud over mig, der har skrevet en ph.d.-afhandling om pige-superhelte – og den eneste i dén meget eksklusive kreds, der også laver tegneserier).
”Hvad er det med lesbiske kærlighedshistorier og sexy-uhyggelige kvinder fra havet?” rumsterede det i mit hoved den søndag aften, jeg satte mig med mine indkøb og gik ombord (min akademiske hjerne holder aldrig ægte fri, åbenbart).
Sirenesange
Tale of a Fisherman’s Wife kombinerer, kort fortalt, et Skagensmaleri og en spøgelseshistorie i en queer fortælling om forbudt kærlighed og længsel. Inderlig længsel. Fiskerkonen Agnes møder Matilde-Karoline, en husmoder med kunstneriske ambitioner. Ingen af dem er forberedt på det skæbnesvangre møde. Én af dem er ikke af denne verden.
Ja, jeg er lidt vag med detaljerne her – alle de tegneserier, jeg skriver om i dag, trækker veksler på afsløringen af nogens sande natur. Hvis du går meget op i spoilers, så læs tegneserierne og vend tilbage til denne tekst…
Bevares, den mystiske kvinde i Tale of a Fisherman’s Wife er ikke et faktisk havvæsen, men hun er uløseligt forbundet med Vesterhavet og de voldsomme naturkræfter, der hersker der. En havfrue i overført betydning. I de andre fortællinger møder vi en sælkvinde og en hamskiftende haj.
Så tilbage til spørgsmålet: Hvad er det med uhyggelige kvinder, der er forbundet med havet og leder pæne, ordentlige damer i vidunderligt, sexet fordærv?
Store historier i små formater
Det er små tegneserier, alle tre. Som med Snackbag Studios’ andre tegneserier er historien om fiskerkonen og malerinden første gang udgivet på Webtoon (og den tilsvarende platform Tapas.io), i tre dele som man scroller ned igennem. Den fungerer overraskende godt på print (der er nok tænkt over det på forhånd), hvor forløbet er inddelt i sider og hæftet i et zine-agtigt A6-format.
Det lillebitte format føles intimt at læse – som sad man med en hemmeligholdt dagbog i hånden. Den er fortalt i brevformat og det er tænkt helt ind i rytme og formgivning. Trods den visuelle side er tydeligt digital, gør printformatet meget for at formidle historien. Og selvom den digitale skrifttype er lidt kedelig, får billedsiden mig til at glemme at savne håndtekstning. Farvelægningen er lige i skabet og mimer sit Skagensmalerforlæg, så det er umuligt ikke at blive revet med.
Ligeledes småt, men anderledes råt, står det til i Shark Wife. Jeg ejer den desværre kun i digital form, men det svækker ikke læseoplevelsen. Hicks producerede Shark Wife til ’24 hour comic day’ i 2018, så der er skruet ned for perfektionisme og helt op for et råt, ekspressivt udtryk. Historien er et eksplicit queer take på (den egentlig også ret queer) Moby Dick (her i skikkelse af punkbandet Moby Dyke, komplet med logo og setliste), pirateri og riot grrl punk. Mystikken er humoristisk, snarere end uhyggelig, og Hicks’ karakterer svælger tydeligt i det absurde. ”Ja, gu er hun en haj, men hun er fandme også lækker.” Den simple streg og genre-legen gør det umuligt ikke at gå med på præmissen.
Rendyrket fortælleglæde
Og så er der Tidevand – Karoline Stjernfelts lille perle af en vignet om tabuiseret begær og lokkende skikkelser. En fotograf får en mystisk kvinde i sigte og vover sig meget længere ud end til navlen. Tidevand er for mig det klare højdepunkt i samlignen Usete Steder, hvor jeg allerede har mange favoritter. Ikke mindst fordi den demonstrerer, at i virkelig gode tegneserier er det billedfortællingen, der er den drivende kraft.
Egentlig er historien relativt forudsigelig – ikke en dårlig ting; tværtimod bliver hovedpersonens længsel omsat til læserens længsel efter at se historien gå derhen hvor vi godt ved, den vil. Men vi må vente: Stjernfelts timing er præcis og bygger mesterligt op til afsløringen. Skulle man lide af den vildfarelse, at hendes metier ligger i rigt detaljerede, nærmest fetichistiske, billeder, skal man læse Tidevand: det er rendyrket tegneserie-fortælle-kunst.
Og ligesom hos Hicks og Snackbag Studios er den drevet af samme kernekonflikt: den måske-tabubelagte kærlighed og fysiske tiltrækning mellem to kvinder, omformet gennem overnaturlige elementer knyttet til havet.
Det lyder næsten banalt: Havet symboliserer driftslivet, det cykliske, naturens ubønhørlige tiltrækning. Havvæsener, især dem der tager kvindeskikkelse, er sirener, selkier, havfruer – væsner, der lokker. Tidevanden trækker os derud, hvor vi ikke kan bunde. Hvor der er frydefuldt farligt.
Leve som dem?
På overfladen (jojo, flere hav-metaforer) handler havfrue-fortællinger tit om klassisk, heteronormativt begær: mand vil have smuk, mystisk kvinde. Kvinde enten lokker mand i fordærv eller omskaber sig for at blive en del af hans verden.
Under overfladen er der noget mere queer på spil. Havfruen er nødt til at lade sig omskabe, for hvor sidder egentlig det reproduktive system på en havfrue, og hvorledes får man(d) adgang til det? Dén går ikke, hvis verdensordenen skal bestå.
Havfruens antinormative potentiale har været tydeligt siden HC Andersens Den lille havfrue, hvor mænd er nogle røvhuller og havfruen ender ensom og fortabt. Snesevis af forskere har læst fortællingen som udtryk for Andersens egen frustrerede begær, der ofte gik i andre retninger end datidens socialt acceptable.
Disneys version, uagtet at den omskrives til at ende med det lykkelige hetero-ægteskab, var også en queer mands fortælling. Howard Ashman, der skrev sangteksterne til blandt andet The Little Mermaid, var homoseksuel og døde af komplikationer som følge af HIV/AIDS i 1991. Hans outsider-længsel blev omsat til drivkraften for hans figurer: Belle og Udyret, Aladdin, og så Ariel. ”Up where they walk, up where they run, up where they stay all day in the sun / wanderin’ free, wish I could be part of that world”.
En generation er gået, og queer kunstnere kan fortælle deres historier på andre præmisser – heldigvis. Metaforer er der stadig nok af, og den mystiske kvinde fra havet bliver ved med at drage. Men nu kan hun få lov at drage, og drages af, en anden kvinde.
Grundspændingen er den samme: Mystisk, overnaturligt skøn kvinde dukker op, hvor bølgerne brydes. Hun drager, som tidevandet drager. Hun er farlig, uforståelig, forbudt. Men vi behøver ikke længere skjule hendes queerness.
