Anmeldelse
Den store Asterix er den hidtil bedste udgivelse af den europæiske klassiker om gallerbyens kamp mod den romerske overmagt. Bedre trykt end tidligere og med mere ekstramateriale end nogensinde før.
To klassiske tegneserieskabere: René Goscinny og Albert Uderzo. To ikoniske tegneseriefigurer: Asterix og Obelix. To klassiske albummer: Lus i skindpelsen og Asterix i Alperne. Goscinny og Uderzo holdt et ekstremt højt niveau igennem deres fælles tid med Asterix-serien. Ok, de skulle måske lige bruge et par album på at komme i gear og tabte tråden lidt til allersidst, men indimellem er der så bare tyve album fra den øverste europæiske hylde.
Nu har Cobolt sat sig på rettighederne i Danmark og fejrer det ved at genudgive serien både enkeltvis i softcover og samtidig i hvad de kalder ”den ultimative luksusudgave”, navngivet Den store Asterix. Luksusudgaven samler kronologisk historierne parvist, og er den udgivelse, der her er i fokus. For hvad får man egentlig, som man ikke allerede har på reolen eller kan købe billigere ved at nøjes med softcoverversionen?
Udvendigt ser det lækkert og indbydende ud indbundet med stofryg og guldpræg på ryggen. Men det vigtigste befinder sig trods alt indvendigt. Her er formatet større end tidligere. Ikke overdrevent, bare et par centimeter, hvilket Uderzos tegninger på alle måder kan holde til. Jeg har sammenlignet med Egmonts Den komplette samling, der har omtrent tyve år på bagen. Det lidt større format hos Cobolt er dejligt, men ikke i sig selv det, der springer tydeligst i øjnene. Det gør derimod farverne og trykkvaliteten.
Når man direkte sammenligner de to udgaver, så er det tydeligt, at farverne hos Egmont var lidt for mørke, hvormed de i for høj grad druknede Uderzos detaljerede streg. Omvendt står de hos Cobolt knivskarpt. Tekster på skilte, bygninger mm. er også langt bedre sat hos Cobolt, hvor de står lidt tilfældigt kastet ind eller med rester af den franske tekst indenunder i den gamle udgave. Måske man som jeg selv ikke har tænkt særligt over det, når man læste tidligere udgaver, fordi det jo bare har været sådan tegneserien nu engang var – troede man. Men når man har den nye udgave liggende ved siden af, er det som at sammenligne med kvaliteten på et VHS-bånd med en Blu-ray eller et kassettebånd med en lp-plade.
Hvor Egmont brugte håndtekstning har den nye en (Uderzo?)font, der selvom den mangler den charme og det liv, en håndtekstning i ”gamle dage” gav, fungerer upåklageligt. Både Egmont og Cobolt tilskriver Per Då oversættelsen. Et oplagt valg, i stedet for at nyoversætte, da han ofte blev lovprist for dette arbejde. Men her kommer der også lidt mystik ind i billedet, for hvordan kan han have oversat så forskelligt? Hvem der snyder på vægten, skal jeg ikke kunne afgøre, men pudsigt nok er teksten dog langt fra enslydende i de to udgaver. Her et par eksempler.
I Egmonts udgave af Lus i skindpelsen siger Cæsar:
”Det senile senat driller mig, fordi jeg stadig ikke kan få bugt med den usle lille modstanderrede… jeg udbeder mig forslag til omgående likvidering!”
Hos Cobolt siger han:
”Senatet vil hævne sig på mig, fordi jeg har mindsket deres indflydelse. Jeg er nødt til at udvise handlekraft, og derfor må det lykkes mig at udslette den forbandede lille gallerby.”
Det er da immervæk noget af en forskel, for to udgaver, der påstår at benytte den samme oversættelse. I Cobolts udgave er der mere tyngde i magtspillet mellem senatet og Cæsar, end der var i den gamle.
I Asterix i Alperne afholder den romerske guvernør Corpus Bombastus et af sine sædvanlige orgier i Rennes. En deltager undrer sig over, hvordan han kan gøre dem så ”overdådigt dekadente” så langt fra Rom, hvortil Bombastus i Egmonts udgave svarer:
”Det er kun et spørgsmål om god smag. Det er romeren Fellinus, der har organiseret mit søde liv…”
Hos Cobolt lyder det i stedet:
”Det er blot et spørgsmål om god smag. Den romerske traktør Fellinius iscenesætter mine orgier…”
Begge steder er det måske nok tydeligt, at der henvises til den italienske instruktør Federico Fellini. Men hos Egmont er det elegant koblet til Fellinis film Det søde liv, hvor det hos Cobolt i stedet kommer til udtryk i hans rolle som ”iscenesætter” og med et ekstra ”i” i hans navn.
Det er med andre ord ikke den samme oversættelse, der benyttes i de to udgaver. Hvilken der så er den (mest) rigtige af Per Då, skal jeg ikke gøre mig klog på. Til gengæld har begge udgivelser omtrent lige uinspirerede forsider, angiveligt fordi man ikke tillader at de originale bruges. I stedet er en illustration med Asterix og Obelix fra Asterix i Alperne blæst op i overstørrelse, hvilket er en fattig erstatning for Uderzos originale forsider, der trods alt gengives i fuld størrelse inden hvert album.
Farver, trykkvalitet og oversættelse adskiller dog ikke Cobolts to nye udgaver fra hinanden, det gør derimod et ekstremt fyldigt ekstramateriale i Den store Asterix-udgaven. Jeg havde egentlig aldrig troet, jeg kunne få for meget ekstramateriale, men det er lige før, jeg gør det i denne udgave. Ikke mindre end 32 sider får man at tygge sig igennem inden hvert album, altså 64 sider i alt. Det er imponerende, og jeg har mod på at tygge mig igennem det meste, så længe det giver noget ekstra til læsningen af historierne. Når jeg alligevel har lidt forbehold, så skyldes det mest redigeringen af det. For det er lidt for tilfældigt og rodet leveret, selv om der absolut er guldkorn at hente.
Der er masser af fin insider-nørde-info på et niveau, der vil tilfredsstille de fleste Asterix-entusiaster. Der er nogle udmærkede analyser af historierne og lidt interviewklip med de to skabere, hvor det giver mening. Der er historiske perspektiveringer, der måske nok tipper lidt over i ren historisk redegørelse, da det kommer til Asterix i Alperne. Der er lidt om farvelægningen i udgivelsen, hvor udgaven benytter den nyreviderede fra 2006, hvilket trods alt er en undskyldning ift. Egmonts udgave! Men pludselig dukker fire sider om ”Albert Uderzos fabelagtige bestiarium” op. Her gennemgås og lovprises hans tegninger af dyr. Måske egentlig interessant nok, men bare ikke særlig oplagt som optakt til Asterix i Alperne, hvor dyr spiller en ualmindeligt perifær rolle. Man liver heller ikke op, når den israelske udgivelsesrækkefølge gennemgås over to fulde sider, uanset hvor mange jødiske aner, Goscinny så har med i bagagen. Det er vel også de færreste læsere, der har taget den lille latinprøve. Så hvorfor ikke yde den service at give de latinske gloser i historierne en oversættelse med på vejen, om ikke andet så i ekstramaterialet, så det ikke ”forstyrrer” i historierne? Det havde været både oplagt og givende.
Et eksempel på ekstramateriale fra et tidligere album i serien.
Dertil savner jeg i høj grad et mere inspirerende billedmateriale. Måske findes der ikke et væld af skitser fra Uderzos hånd, men illustrationerne består primært i albumillustrationer blæst godt op i størrelse. De 32 sider om Asterix i Alperne har mindre end ti illustrationer, der ikke er taget direkte fra albummet (eller andre album i serien). Dertil er der enkelte fotografier af skaberne eller skulpturer, men ikke noget, der for alvor løfter det. Samtidig vises mere end tredive illustrationer fra det album, der skal læses umiddelbart efter. Enkelte gange giver det mening, fordi der kommenteres på noget specifikt, man ellers ville skulle bladre frem for at se, men det er absolut undtagelsen. Så her virker det ganske enkelt for uinspireret.
Det var en del forbehold, så lad mig slutte med at opremse de mange positive ting, der gør dette til den ubetinget bedste Asterixudgivelse på dansk hidtil. Først og fremmest er der jo de to album, to af de mange højdepunkter i serien. Lus i skindpelsen, hvor Cæsar sender Pschychopathos Provocalorius ud for at udøve psykologisk krigsførelse i gallerbyen. Asterix i Alperne, hvor Asterix og Obelix må til Schweiz for at finde en edelweiss blandt kukure, ostefonduer og bankbokse. Så klassisk som det bliver. Et album i gallerbyen og derefter et til udlandet, der i mange år var den faste rytme. Det hele pakket ind, så det fremstår flot i det ydre og lækkert i det indre. Dejligt papir med den bedste trykkvalitet og de flotteste farver, Asterix har været præsenteret i på dansk. Så meget ekstramateriale som hjertet kan begære. 32 siders til hvert album løber immervæk op i 768(!) sider, når Goscinny og Uderzos 24 album er færdigudgivet, det må siges at være imponerende og langt, langt mere, end man har været forvænt med i tilsvarende udgivelser.
