Der er noget i gære i den danske undergrundsscene, og det er drevet af kvinder. Endnu en tegneserietegner fra det feministiske netværk Yngel er kommet med et værk, denne gang som digitalt download. Nummer9 har talt med undergrundstegner Rebekka Bernadette Myttersen, alias BENNIZONE.
Tegneserienetværket Yngel er drevet af intersektionelle feministiske værdier og har navne som Christine Reinwald og Kristine Tiedt som medlemmer, som så småt er ved at bryde igennem i den bredere offentlighed med deres magtkritiske tegneserier.
Yngels medlemmer udsender værker både digitalt og som zines, og det var her, tegneserieskaber Rebekka Bernadette Myttersen stødte på netværket. Hun er ny i gruppen, men har netop udsendt sit første zine, Vast Zero som digitalt download. Værket kommer med en advarsel om blandt andet body horror og light violence. Myttersen fandt Yngel igennem sit netværk, og forsøger at være aktiv i fællesskabets Facebookgruppe.
– Yngel fungerer som et netværk af tegnere der hjælper hinanden. Har man et tegneserie-projekt der kræver lidt ekstra hænder, fx en event eller workshop, så har man en gruppe bag sig.
I internettets dybe skatkammer
Myttersen har altid lavet tegneserier. Som lille stod den på tegneserier om Diddl-bamser og hendes egne Anders And-serier.
– Jeg havde også en goth-fase med tragiske faldne engle, en manga-fase med kattepiger – og nu er jeg så landet i zine-kreation, forklarer hun.
Hun mindes hvordan, hun som 13-årig googlede ”nerdy comic” eller ”cool goth girl”, og hvordan hun finder drivkraft i at vende tilbage til den passion, hun følte som teenager.
– Der var sgu ingen hæmninger, griner hun.
Hun fortæller begejstret om de tegneserier hun fandt på internettet som teenager. Om websider der ikke var for strømlinede, hvordan det var som at udforske en underjordisk grotte med alle mulige sære kroge, fora og personlige hjemmesider som var udsmykket med de ting, ejeren var vild med.
– Ligesom at falde over et skattekammer i en hemmelig hule og også det at vide, at der ventede endnu flere skatte rundt om næste hjørne, fortæller tegneren, der stadig henter inspiration i de opdagelser hun gjorde på internettet i sine formative år.
Tegneserier som fandenivoldsk selvforkælelse
Hun forklarer, at tegneserietegning for hende ”er fandenivoldsk selvforkælelse”, fordi de tager lang tid at lave og er nicheprodukter.
– Kan det betale sig at være ked af det man laver?, filosoferer hun.
– Hvis jeg vil tegne en historie om en bomstærk lesbisk dame der kører monstertruck og tæsker aliens, så gør jeg det. Hvis min næste tegneserie handler om en anden lesbisk chauffør, denne gang med dobbelt så store muskler, så er det også fint. Jeg følte længe, at jeg skulle tegne på den rigtige måde, følg strømningerne – det kan jeg ikke længere tage mig af.
– Så jeg er endt med, at hovedreglen i min proces er sådan her: Hvis jeg føler mig blokeret og mister motivationen, så tænker jeg “hvordan kan jeg vinkle det her på en måde, jeg er fyr og flamme over?” Nogle gange skal taxichaufføren ha’ ENDNU større muskler! Spøg til side, så prøver jeg virkelig bare at forkæle mig selv med mine yndlingsting, når jeg tegner.
Hvis jeg vil tegne en historie om en bomstærk lesbisk dame der kører monstertruck og tæsker aliens, så gør jeg det.
Rebekka Bernadette Myttersen har udgivet sit zine Vast Zero som pdf på onlinemarkedspladsen Itch.io. Adspurgt om hvorfor hun udgiver noget så håndlavet som zines digitalt svarer hun:
– Jeg elsker fotokopierede hæfter. Men det er svært at få dem ud til et publikum. Måske jeg bare er uvidende, men jeg kan kun komme i tanke om få gange om året, hvor man kan dele sine zines med andre. Jeg synes fysiske zines er magiske, men en del af deres ånd er jo også, at de er let tilgængelige; og det er en simpel PDF også.
Vast Zero kan downloades online til en pris brugeren selv bestemmer, og det er der også en bagtanke med:
– Jeg ønsker sådan set mest af alt, at folk læser mine tegneserier og tænker, ”wow den her slags narrativ har jeg sgu savnet”, forklarer Myttersen.
– Min erfaring er, at folk glædeligt betaler hvad de kan, også gerne mere end hvad produktet er værd, hvis de ønsker at sende lidt ekstra støtte. Jeg tror også, jeg er påvirket af det faktum, at mange af os queers er ludfattige. Mine historier omhandler jo os, så hvis folk som mig ikke engang kan læse serien – det virker absurd.
Tegneserier giver plads til queers
Som queer tegneserietegner betyder det rigtig meget for Myttersen at kunne bestemme selv. At der ikke er nogen der siger hvad hun skal. Tegneprocessen bruger hun til at bearbejde de grænseoverskridende oplevelser hun bliver mødt med i det offentlige rum, hvor LGBT+-personer er blandt de mest udsatte grupper.
– Jeg kan gå på gaden og få råbt efter mig, at jeg og min kæreste er kællinger, der bare skal gå hjem og kneppe, fordi det er det eneste os lebber er gode til. Det gør ondt, især den følelse af at være udstillet og den frygt, man står tilbage med. Det frirum jeg har til at lave historier, hvor lesbiske får lov til at være blide, eller onde, eller kloge, eller svage, eller heroiske, eller grimme kællinger der kun kan kneppe, eller smukke gudinder der hader sex – det er en enormt helende proces. Og jeg kan mærke, at andre også finder tryghed i disse narrativer.
Så Myttersen udgiver sine zines selv på platforme hvor hun selv kan bestemme. Valget er faldet på Itch.io, fordi den er gratis, tillader ’voksent’ indhold og støtter personlig tilpasning.
Faktisk overvejer Yngel også at finde en måde, hvorpå zines og lignende værker kan købes og ses online, efter de 20 fotokopier er solgt. Formatet vil tiden vise.
I mellemtiden har Myttersen allerede kastet sig over sit næste værk, som er helt anderledes end Vast Zero.
– Det er en tosset rom-com sat i en verden som vores, bortset fra at alle mennesker er grønne, antropomorfiske væsner med horn og kaninøre. Hovedpersonen er en fitness-besat goth dulle. Den får ikke for lidt!
– Jeg vil dog også gerne lave flere mørke sci-fi fortællinger a la Vast Zero. Det er en af mine yndlingsgenrer. Vi må se, hvad jeg færdiggør først.