9. maj døde redaktør og oversætter Per Då, 90 år gammel. For at hylde den måske bedste danske tegneserieoversætter nogensinde bringer vi her Ivar Gjørups interviewartikel fra 2000.
af Ivar Gjørup
Han har sin hule i Snekkersten. Oppe syd for Helsingør, i et hus fyldt med bøger, tegninger, hæfter, hilsner fra et langt liv i forlagsbranchen. Han var manden, der kunne fransk, da de franske tegneserier væltede ind over os, først Tintin, siden Asterix. Og så kom alle de andre.
Fransk var udenlandsk dengang. Jeg husker, at jeg i begyndelsen sagde Tængtæng, når jeg ville købe et album. Manden i kiosken så fortabt på mig. Den havde de ikke. Så prøvede jeg med Tind Tind. Den havde de.
Det var de år, hvor den store tv-mand Flemming Madsen grundlagde sit ry for arrogance ved at interviewe en fransk politiker – på fransk. Madsen talte fransk! Han måtte bilde sig noget ind.
Per Då bilder sig ikke noget ind. Han er blevet langsom til bens, men taler og tænker med samme hurtighed som før. Det er hans fordanskning, der har reddet Asterix for os. En gennemarbejdet oversættelse, nye navne, nye ordspil, lokale vitser, som den danske læser kan glæde sig over, i stedet for de franske, vi ikke ville kunne forstå.
Nu genudgiver de Asterix. Og Per går sine oversættelser igennem på ny, retter, hitter på. Han forestiller sig, at han kan forbedre sine tekster.
Måske bilder han sig alligevel noget ind.
Udkanten
Det var midt i tresserne. Per Då sad som redaktør på Forlaget Gutenberghus, og man havde fået fat i denne bizarre fortælling om en lille gallisk landsby, der ikke overgiver sig til Romermagten. Her bor de gæve gallere, de uovervindelige, den lille mands trøst. Medgang i modgangen. Det skulle vise sig at blive danskernes yndlingslæsning.
Centrum er altid et andet sted. Det ved danskerne. Det er ikke Snekkersten, en lille times togkørsel fra København. Det er heller ikke København, det er knap nok Paris. Centrum er Rom. Magtmennesket Cæsar hersker i Rom og omegn. Omegnen er hele verden. I verdens udkant ligger Gallien, og allerlængst væk ligger den lille galliske by, hvor livet går sin vante gang.
I centrum kredser livet om mig. Om forfængeligheden, om forbruget, om magtkampene, konsulentlønningerne, psykologhonoraret, modens seneste påhit, moralske bombetogter, forfatterskolegenierne. I periferien går livet sin vante gang.
Der må være meget periferi i verden. Hæfterne om de gæve gallere har solgt i millionoplag, og gjort ophavsmændene til millionærer. Fireogtyve historier blev det til. Så døde Goscinny, og tegneren måtte fortsætte uden sin mesterfortæller. På egen hånd – om vi så må sige. Uderzos streg er genial, dansende veloplagt, milevidt fra klassikeren Tintins omhyggelige redegørelser for alle ting. De senere udgivelser er blevet købt og læst med begejstring.
Men de store dage var Goscinnys dage: Da vi hjemsøgte Spanien og Korsika i selskab med de to, den store og tykke og den lille og vågne, beså pyramiderne, dystede i Olympia, fik besøg af vikingerne eller shoppede i Lutetia med konerne (Paris, hvis nogen skulle være i tvivl), lærte briterne at drikke te, opdagede Amerika.
Per Då har genfortalt det hele. Han fik opgaven i 1968. En anden havde været i gang, og havde fundet på navnet “Forsikringetorix” til landsbyens skjald, ham vi kender som Trubadurix. Det gik jo ikke.
“Budet til trykkeriet stod og ventede, det gik stærkt dengang,” fortæller Per Då. “Jeg fik altså opgaven på en slags afbud, men typograferne grinede, når de satte teksten ind i boblerne – og så blev det til, at jeg måtte fortsætte.”
Trubadurix’ franske navn er en begavet vits, det minder om “kaskoforsikring”, som hos franskmændene hedder assurance-tout-risque, “forsikring for enhver risiko”. Udtalen ender med et “sk”, og laver man det om til et “ks”, klinger det straks som et rigtigt gallisk navn: Assurancetourix.
Vi kender dem fra Cæsars Gallerkrig: Terroristen Ambiorix, høvdingen Dumnorix, frihedshelten Vercingetorix. De er virkelige, ihvertfald fortæller Cæsar om dem. Nu er Assurancetourix også virkelig. Goscinny og Uderzo har opfundet ham, og Per Då fortæller os om ham: Trubadurix.
Stjernekrigen
Bellum Gallicum er blevet en lille smule sjovere, både for franskmænd og danskere. Stjernen er ikke længere den store Cæsar, men en lille hidsig og godhjertet galler med vinget hjelm.
En “asterisk” er en lille stjerne, som vi bruger ved fodnoter. En “obelisk” er en stenstøtte af den slags, som Napoleon slæbte hjem fra Ægypten til Paris, da det blev hans tur til at lege centrum. Lav slut-lyden om til et “x”, og de to helte har fået deres navn. Den tykke af dem har også fået et arbejde.
Majestix og Miraculix hentede han fra den tyske oversættelse. Trubadurix og Hørmetix er hans egne små genistreger. De franske navne ville ikke give mening i et dansk øre. Eller de kunne oversættes til samme tunge mening som “Forsikringetorix”. Per Då skar igennem. Med redaktørens sikre blik for det langtidsholdbare. Mens budet ventede i forkontoret. Trykkeriet ventede. Danmark ventede.
“Siden kom der større bevågenhed om sagen,” fortæller Per Då. “Der sad en mand i Belgien, han var hyret til at læse alle mine oversættelser igennem, han kunne dansk – mere eller mindre – og aflagde rapport til Goscinny.” To gange gennem 24 udgivelser gjorde den store franskmand indsigelser. To gange! Den ene var en biting, den anden var udtrykket “Den Med Tyren”. Det havde Per Då skrevet på en amfor i Colosseum, og Goscinny havde ingen anelse om, hvad det betød. Han havde aldrig hørt om det danske vinfirma Skjold Burne, “Den Med Tyren”. Men han fik forklaringen og var tilfreds.
“Jeg måtte slås med belgieren ind imellem. Han havde en svensk kone og fik penge for at tage det alvorligt. Han blev ved med at kræve ændringer, indtil jeg sagde til ham: Dine forslag kan ikke være i boblerne! Så fik jeg arbejdsro.”
Per Då arbejder stadig.
Vi tager måske ikke tegneserier alvorligt i Danmark. Det kan hænge sammen med, at vi heller ikke tager alt andet alvorligt. I Sverige er situationen “alvorlig, men ikke katastrofal”, som man plejer at sige: I Danmark, derimod, “er situationen katastrofal, men ikke alvorlig”. – Men vi tager dem alvorligt nok til at sætte ordentlige oversættere på opgaven. Vi takker Ida Elizabeth Hammerich for “Nuser”, “jeg græmmes”, “Søren Brun”, “Trine” og “Thomas”; Sonja Rindom for “Rip, Rap og Rup”, “Fætter Højben” og “Joakim von And”, værdier i århundredets danske sprog. Og vi takker Per Då for “Helgrim Halgrimsøn” og “Halgrim Helgrimsøn”, for “Sextur” og “Sutur” og “Kukur”, gode gotiske navne, “Taverna Non Credita”, som er Cepaderefus på fransk, i “Cæsars Laurbær”.
Min egen yndling er “Bonus Melior Optimus”. Navnet på denne romer opfylder de grundlæggende krav til et romersk adelsnavn, sammenlign f.eks. med Marcus Tullius Cicero, fornavn, slægtsnavn, familienavn. Det lyder, som det skal. Efter bogen. Men bonus, melior, optimus er ikke et adelsnavn, det er en grammatisk remse, som de stakkels latinelever må lære sig, det er “god, bedre, bedst” på Cæsars tungemål.
Altså alligevel efter bogen. Bare en anden bog.
Navnet kunne godt stå i et af de franske hæfter. Men det gør det ikke. Det står i Per Dås danske. Det er Pers opfindelse.
Littenix og Ibenix er to yndige damer i gallernes lille by. Spørg mig ikke, hvad de hedder på fransk. Men spørg Per, og han fortæller om sine to højrehænder, som han siger, i årene på Gutenberghus, Litten og Iben. Læserne elsker dem. Undtagen måske lige ham i Belgien.
Et liv med bobler
Per Då blev født i 1921. “Jeg er undfanget på Langelands Plads. Meget passende, for min far kom fra Langeland og blev kriminalbetjent i København. Ikke midt på pladsen, de gik indendørs, det var pæne tider. Så fødte de mig, det var også inden døre, den 7. april, men nu var de flyttet fra pladsen, jeg er født i Nansensgade. Og en måned senere blev jeg frederiksberger, for da flyttede vi til Falkoner Allé og blev.”
“Men rigtige frederiksbergere skal enten være født på Frederiksberg, eller i det mindste have studentereksamen fra Frederiksberg Gymnasium. Jeg har realeksamen derfra, men kunne ikke komme ind som sproglig, fordi mine matematikkarakterer var for dårlige. Sådan er verden så mærkelig. Jeg har den opfattelse af matematik, at når de begynder med de irrationelle tal, er det svindel resten af vejen. Det skal de ikke bilde mig ind!”
“Jeg er altså tæt på at være rigtig frederiksberger, men ikke tæt nok. For piger er der en anden betingelse, plejer man at sige: De skal bare se godt ud. Men der er jeg ingengang tæt på! Jeg er ikke pige, mener jeg.”
“Men man skulle have Fanden til oldemor for at få et sted at bo på Frederiksberg, socialdemokraternes venner fik anvist lejlighed i det sociale byggeri, og de konservatives vælgere flyttede ind i de private ejendomme. Jeg var ingen af delene, så jeg flyttede til Islev, det er i nærheden af Herlev. Der boede jeg med min familie, indtil vi kom her til Snekkersten, det er tredive år siden nu.”
Per Då er et stykke dansk tegneseriehistorie. Han læste Mickey Mouse og Peter & Ping og Hr. Madsens Fataliteter som alle andre i tyvernes og tredivernes København, i Hjemmet og Familie-Journalen og Søndags-BT. Blev nysproglig student i 1939 fra Statens Kursus, med Goethe og Schiller, Shakespeare og Shelley i skoletasken; var medhjælp ved Københavns Kommunes Biblioteker under krigen, og blev korrekturlæser efter befrielsen, fik efterhånden flere forlagsopgaver. Sad på Bulls Pressetjeneste i halvtredserne, kom over til Gutenberghus i 1960 og tilbage igen efter en freelance-periode, i 1966. Den 18. april 1968 udkom Fart og Tempo med den første danske udgave af Asterix.
Oversat af tidligere korrekturlæser, nu redaktør Per Då. Man kan sige, han havde arbejdet sig op nedefra. Fra stavefejl til talebobler.
“Besættelsesårene var en mærkeligt rastløs tid. Nu er der ingen længere, der forstår stemningen dengang, vi gik i onkels aflagte tøj og samlede ind til kommunister under jorden, ventede på, at verden skulle åbne sig igen. Jeg måtte ud, da befrielsen kom, jeg cyklede i Norge allerede sommeren ‘46, året efter var det England, og i 1948 rejste jeg gennem det sønderbombede Tyskland, toget blev lukket og dørene måtte ikke åbnes igen før Holland. Der fik jeg så cyklen læsset af og cyklede til Paris og Metz og Luxembourg og tilbage igen til Apeldoorn og op i det forseglede tog tilbage gennem Tyskland til den danske grænse.”
“Hjemme igen meldte jeg mig ind i Alliance Française, jeg havde fået smag for det franske. Sidenhen blev det bil og campingferie, telt og kogekar, også Sverige, Østrig, Schweiz og Grækenland. I halvfjerdserne kørte jeg Frankrig tynd med mine to døtre, nu havde jeg jo fået forretningsforbindelser til landet.”
“Det franske forlag ville have, at vi også udgav album – åndssvagt ord, lad os kalde det hæfter – med Asterix. Vi kunne ikke nøjes med at bringe serien i Fart og Tempo. Serien var blevet en stor succes allerede i Frankrig, efter en lidt langsom start i 1961, nu kom der også en tegnefilm med Asterix og Cleopatra, i 1970. Det satte skub i de danske udgivelser, men førte til kludder i rækkefølgen, “Cleopatra” hoppede ud af rækken.”
“Jeg var med Gutenberghus’ direktør i Paris og forhandlede vilkårene, og lærte efterhånden også at forstå, hvad de sagde til os. Det var jo meget godt. En franskmand og en belgier, der talte lynhurtigt i munden på hinanden, mens min direktør spurgte mig, hvad siger de?”
Styrkeprøven
Egmont genudgiver nu Asterix. Nyoversat, står der i bibliotekskataloget, med streg under. Understregningen er passende. Oversætteren kan aldrig blive helt tilfreds.
“Man skal være fri i sin oversættelse, men loyal,” siger Per Då. “Bogstavelighed er et forræderi. Det er især de første oversættelser, jeg har haft brug for at gå igennem. I de senere retter jeg mindre og mindre. Men vi kommer altså alle de første 24 igennem og genudgiver dem, med håndtekst i taleboblerne i stedet for sats, og med ny typografi i ledsageteksterne.”
“Vi savner Goscinny. Jeg har mødt dem begge, jeg sad lige over for Uderzo ved bordet, da han fyldte 60. Han er et selskabsmenneske, lever på sit franske gods med sine italienske sportsvogne, som han elsker, mens datteren sidder på forlaget nu. Goscinny var mere omskiftelig, han arbejdede som en hest og var chefredaktør og organisator og forfatter på flere andre tegneserier, Lucky Luke bl.a. Boede i Paris’ fineste forstad med rød løber og butler til at tage imod – men faldt af cyklen en dag og var død, af et hjerteslag. I 1977.”
“Da var Uderzo i gang med at tegne “Styrkeprøven”. Jeg plejer at sige, at man kan se, hvornår Goscinny dør. Side 37 foroven!”
Løgn og latin
Der hænger en tegning i Pers hule i Snekkersten. En originaltegning, fra Uderzo, med personlig hilsen til den danske oversætter. Danskerne læser Asterix, næsten som om vi selv havde fundet på ham. Den lille mand med det gode hjerte, og den store tykke, som er for dum til at gøre noget helt forkert: Den uovervindelige udkant, som gør grin med magtens centre.
Latin var magtsproget engang. Per Då hører til de generationer, der stred med sproget i gymnasiet, gennem alle tre år. “Det gjorde indtryk på mig at læse Ciceros taler,” husker Per. “Endnu mere hans breve, de var øjebliksbilleder fra en helt anden verden, som er så længe siden, at man tror det er løgn. Men brevet er fra i går, sådan virker det, når man læser det: I går havde Cicero mavepine. Det ved vi, for det står der.”
Latin er længe siden. Både i Danmark og Frankrig. Sproget forener den klassiske tradition med den kristne, latin medvirker til den geniale vittighed, som er Asterix. Ved Goscinnys død skrev de sørgende efterladte – det var latinstuderende i Århus, jeg var selv en af dem – et mindeord og hængte det op på Instituttets opslagstavle.
Asterix’ danske oversætter føjer sin nordiske tone til fortællingen. Asterix er godt fundet på, også på dansk. Uovertruffent i en af de bedste af alle Asterix-fortællinger, den om vikingerne, der vil lære frygten at kende. Grossebaf er høvdingen fra det kolde Nord, en verden som virker fjern og fremmed på de franske, sne og kulde og hårdførhed. Hos Per Då kommer han hjem, hjem til sit eget sprog: Halgrim Helgrimsøn hedder han. Selv den belgiske læser må have moret sig.
Artiklen har tidligere været bragt i Tegneserietidsskriftet STRIP! #12.
