Den fantastiske bus er en fantastisk tegneserie!
Strids magnum opus af en tegneserie, Den fantastiske bus, er et overlegent farvelagt og orkestreret stykke grafisk fortællekunst. En litterær begivenhed af de helt store.
Strids Den fantastiske bus er et magnum opus af en tegneserie, hvor den danske veteran har ydet sit ypperste. Han har pisket et væld af inspirationskilder, fra Rasmus Klump over Claus Deleuran, Moebius og Miyazaki, sammen til en original postmoderne powersuppe der smager umiskendeligt af Strid og som helbreder sjælen ligeså vel som de safranliljer, historiens helte drager ud i deres bus for at finde.
Det føles på alle måder som at være vidne til en litterær begivenhed af de helt store og sjældne, når man sidder med næsen begravet i denne 205 sider lange tegneserie. Dels fordi det digre værk fysisk vejer pressefolderne ud af bukserne når man har det i skødet, og dels fordi det i skrivende stund er mere efterspurgt end torsk til nytårsaften, fordi det er totalt udsolgt fra forlaget.
Men især – selvfølgelig – fordi kvaliteten og ambitionsniveauet er så tårnhøjt. Jakob Martin Strid har arbejdet på denne fortovsflise af et pragtværk i cirka 15 år, som han skriver i den rørende dedikation til sin søn, sammen med løftet om at “nu skal vi på ferie!”.
På den måde bliver værkets gennemgående personlige og inderlige stemning slået an allerede før vores fortæller, den lille bjørn Taku, træder ind på scenen og historien om det mangfoldige quest for alvor går i gang. Det er svært ikke at blive lidt fugtig i øjenkrogen undervejs.
Historien om en farverig forsamling af “misfits” der begiver sig ud på en lang rejse i et mastodontisk patchwork af en maskine, fordi omstændighederne kræver det af dem, har man set flere gange i Strids arbejde. Helt tilbage fra en forrygende føljeton om en vis gul undervandsbåd i den stribe som han havde i Politiken for år tilbage, over Den kæmpestore pære, Mimbo Jimbo og den lange vinter til Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor og Monsterbogen.
Fra “Den utrolige historie om den kæmpestore pære”
Fra “Den fantastiske bus”.
Særligt sidstnævnte har et tonalt fællesskab med Den fantastiske bus, selv om Monsterbogen indeholder væsentligt flere gags og en mere eksplosiv energi. Bussen her er gearet til et længere og sejere træk, fornemmer man. Ikke mindst i den passage hvor der optræder drive-by kagekomisk slapstick i mødet med en dum diktator; det er sjovt, men humoren står hele tiden på et fundament af socialkommenterende alvor, og hele passagen er ovre før man har slækket på smilebåndet igen.
Men som den italienske forfatter Antonio Pennacchi skrev i forordet til sit mesterværk, romanen Mussolini Kanalen fra 2010, kunne Strid her med rette sige: “Hvis der er ting her, der minder om noget jeg har lavet før, er det ikke fordi denne bog kopierer de andre bøger, det er de andre der er tilløb til denne bog.”
Suk… Hvem der bare lavede opvarmning på dét niveau!
I Den fantastiske bus er lille Timo dødssyg af den forurenede luft i Ahnstarr City, en postapokalyptisk storby, der til forveksling ligner nutidens asiatiske millionbyer, med reklameskilte og skyskrabere så langt øjet rækker. Timo og hans mor bor med de andre forhutlede eksistenser i byens nedrivningstruede, men farverige havneslum. Her kæmper de voksne med håbløshed og desperation, og deres gamle drømme om at finde Balanka, landet med safranliljerne der kan helbrede Timo, er langt væk.
Samspillet mellem de alvorlige elementer i den post-apokalyptiske fortælling og de antropomorfe dyr i klare farver væver en fin hinde af melankoli som strækker sig ud over hele tegneserien. Efter en ikke nærmere specificeret atomkrig er planeten blevet nulstillet, som jeg-fortælleren, bjørnen Taku siger i begyndelsen, og nu er det op til børn og voksne fra havneslummen, at genstarte den, som man genstarter en gammel busmotor.
(Apropos tiny Timos Dickenske dødskamp har podcasten Radio Rackham lavet en forrygende analyse af hele tegneserien, hvor de netop læser det som “en dødsfortælling i slægt med Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte” – du kan lytte til det HER – og det bør du unde dig selv at gøre, for det er en solid sag de fører.)
Men lige så vel som man kan læse Den fantastiske bus som en slags dødsfortælling og et muligt melankolsk farvel til Jakob Martin Strids sprudlende fantasifortællinger, kan man også læse den som en tegneserie om håb.
Måske et utopisk håb og et håb på trods, men ikke desto mindre et håb. For i stedet for at overgive sig til havneslummens “No future”, begiver hele banden sig afsted mod Balanka og Timos redning i en rullende fristad af en “immortal engine”: Titlens fantastiske bus, som de bygger op i fællesskab, imens deres hjem lige så stille bliver ødelagt af ubestemmelige fjender.
De heltemodige børn og voksne fra havneslummen er godt nok lige ved ikke at slippe afsted med bussen, men hjælpen kommer fra en – for Stridkendere – lettere uventet side. Dét sker i en nattesekvens der er så stemningsmættet farvelagt, at man næsten kan mærke støvregnen i ansigtet imens man vender siderne.
I det hele taget er Den fantastiske bus et overlegent farvelagt og orkestreret stykke grafisk fortællekunst, der i det ene imponerende opslag efter det andet – som mine ubehjælpsomme indscanninger slet ikke yder retfærdighed – drager læseren ind i Strids mangfoldige verden og leger med læsetempoet. Hele vejen igennem er den pakket med referencer og detaljer nok til at give enhver dansklærer strithår.
Der er både de specifikke referencer, som navnet på anarkist-forskerløven Tolstoj, eller de sneklædte bjerge i horisonten, der er som snydt ud af næsen på Hayao Miyazaki.
Men der er også de mere tonale referencer. Ikke mindst til de klassiske Rasmus Klump historier, hvor generel godhjertethed og gå-på-mod kun overgås af mekanisk snilde og fingerfærdighed. Sådan er det både på det gode skiv’ Mary og i Den fantastiske bus. Alt kan fikses med en skruenøgle, ihærdighed og et par gode venner!
Det er umiddelbart en ret banal og naiv tilgang til problemerne, kan man sige, men netop derfor kræver det et stort kunstnerisk mod at insistere på netop dén grundtone i en fortælling af denne kaliber. Det giver en herlig klang til hele musikken, at Strid bevarer dén tone under hinden af melankoli og de mange udflippede plot-påfund.
Og netop på grund af denne eklektiske harmoni sidder man – uanset mængden af referencer og intertekstuelle hilsner undervejs – tilbage med en helt umiskendeligt original ny Strid-tegneserie, som man med god samvittighed kan dele med sine venner, både voksne og børn.
I den forbindelse ligger der en snært af malurt i mit bæger, som er at dette fabelagtige værk bliver markedsført, købt og diskuteret som en børnebog for det meste. Jeg får lyst til at stille mig op og råbe som en anden af Strids figurer, den hidsige grå tapir: “Det er en tegneserie! Teg-ne-Serie!!” – Hvis Rasmus Klump, Peter og Ping og Claus Deleurans Illustreret Danmarkshistorie for folket kan kaldes tegneserier, så kan Den fantastiske bus edderdrønhylemsparkeme også kaldes en Tegneserie. Med stort T, endda.
Der er måske ikke talebobler i den, i klassisk forstand, som der er i Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor, men der er masser af direkte tale figurerne imellem, tekst i billederne og handlingen bliver afviklet i samspil mellem tekst og billeder.
Strid har længe bevæget sig i et prisme af fortælle- og tegneglæde som de fleste for nemheds skyld har kaldt billedbøger, men det er synd for tegneseriedanmark, hvis denne kraftpræstation ikke bliver behandlet som det den er: Et stykke sekventiel grafisk fortællekunst, aka en tegneserie/Graphic Novel! (Tak igen til Radio Rackham for at gøre netop dét!).
I en kold tid, hvor verden gradvist bliver varmere og man selv kan have en tendens til at gå i sort, er det nemlig en kærkommen opmuntring, at en tegneserie så både fysisk og kvalitetsmæssig tung, slår så hårdt ned i det danske litteraturlandskab som Den fantastiske bus har gjort. Det er svært ikke at glæde sig til at opleve efterskælvet.
Dét er fandeme fantastisk!
