I “10 fra 10’erne” vælger Kristian Bang Larsen den væsentligste danske tegneserie fra hvert år i 2010’erne. Vi er nået til 2018.
En af dansk tegneseries vigtigste og mest populære tegnere gjorde comeback med et nyt hovedværk i 2018, men tegneseriemiljøet opdagede det knapt nok. Det var for børn.
Der er et helsidebillede i Jakob Martin Strids ”Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor” af en tankstation ved motorvej om natten. Tankstationen lyser med et varmt gulligt skær, mens vejen og landskabet omkring den er venligt mørkeblåt. Der er lys i vinduerne på de få omkringliggende huse, og i de passerende bilers lygter.
Omme bag tanken ligger flodhesten Mumbo Jumbo, der er kæmpestor, og krøbet ind til ham kan man ane hans venner Geparden og elefanten Mimbo Jimbo. Foran er der slået et telt op, og i det ligger en ræv og læser i Strids ”Den utrolige historie om den kæmpestore pære” under en ophængt lommelygte.
Det billede. Det er ligesom om jeg har et drop i armen, der pumper min barndom tilbage i blodet på mig. Bilferier hvor vi kører gennem Europa om natten i mine forældres Volvo Amazon, mens motorvejslysene blinker forbi; at falde i søvn i de voksnes favn; at bo i telt og læse med lommelygte. Ikke Strid-bøger, men Franquins ”Splint og Co”. Dem med Zorglub, hvor alting skulle hedde noget med Z.
Det er ligesom om jeg har et drop i armen, der pumper min barndom tilbage i blodet på mig.
En stor del af Jakob Martin Strids succes hviler på, at han ikke kun tegner til børnene. Han tegner også til børnene i os andre, og han tegner i en folkelig dansk tradition for slentrende, fantastifulde, venlige og antiautoritære eventyr der trækker tråde tilbage til de første Valhalla-album, til Claus Deleuran, til Rasmus Klump og til Storm P.
Fra tegneserier til børnebøger – og tilbage igen
I dag er Jakob Martin Strid, eller bare Strid, nok mest kendt for sine børnebøger, men han var først tegneserietegner. Han begyndte at lave tegneserier som en del af det københavnske venstreradikale miljø, for hurtigt at blive hustegner for Enhedslistens avis Socialisten Weekend, hvor han gjorde sig i lige dele flade brandere og politisk satire.
Det store gennembrud fik han med striben ”Strid” i Politiken, der i sit korte, eksplosive run i 2000-2001 var et vaskeægte fænomen. Her foldede talentet sig for alvor ud, og Strid vandrede ubekymret gennem genrer og tonearter: her gik poesi, satire, meta-jokes, pruttehumor og eksperimenter ud i det surreelle hånd i hånd. Serien og skaberen nåede ogsåat blive anklaget for terrorsympatier af Tante Berlinger.
Men seks ruder om dagen er er hårdt arbejde, og Strid stoppede med Strid. Han lavede i 00’erne yderligere et par tegneserier, men blev efterhånden mere børnebogsskaber – og en af Kongerigets bedste og mest populære af slagsen. Mustafas Kiosk (1999) var vrøvlepoesi i den stolte Halfdanske tradition og den episke Den Utrolige Historie Om Den Kæmpestore Pære (2012), blev siden filmatiseret og set af 200.000 børn og barnlige sjæle.
Den store Strid-børneserie er dog bøgerne om den blå elefant Mimbo Jimbo (2010 og frem), der er god med hænderne, men ikke taler meget, og hans mange venner i den lille dal. Første bog var for de mindste, men over årene blev bøgerne større og målgruppen langsomt ældre, måske i takt med at Strids børn selv blev ældre.
Så da ”Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor” udkom i 2018, var der nærmest ingen i tegneseriemiljøet der opdagede, at en af 00’ernes vigtigste danske tegneserieskabere havde lavet sin første tegneserie i nær et årti. For Strid lavede børnebøger nu, og Mimbo Jimbo var en børnebogsserie, ikke en tegneserie-serie.
Jeg kan også have min tvivl om Mimbo Jimbo-seriens faste læsere, børn og forældre, bemærkede forskellen. Ok, replikkerne står i talebobler og ikke ved siden af billederne, og der er flere sekventielle forløb end i de andre bøger, men læseoplevelsen er ikke synderlig anderledes, hvad der jo siger noget om hvor utydelig de formelle grænser reelt er mellem tegneserier og billedbårne børnebøger for de mindste. Men det er en anden diskussion…
Rendyrket fortælle- og tegneglæde
Historien i ”Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor” er ligefrem og dejlig gakket: Mimbo Jimbos bedste ven, flodhesten Mumbo Jumbo, kommer til at spise mysteriesvampe, der gør ham kæmpestor. Den eneste der kan gøre ham lille igen er heksen Baba Jaga, der bor i Sibirien, 10.000 km væk. Så Mumbo Jumbo må på en episk rejse med sine tre venner, Mimbo Jimbo, Tapiren og Geparden, der rejser ved hans side i en hjemmesyet luftballon med et Pierre Baussin-badekar med kinesisk emalje som gajol, undskyld, gondol.
Det er en klassisk hjem-ud-hjem struktur og en historie, som man godt kan læse alt muligt om børn der bliver store ind i, men som mest handler om venskabets kraft og glæden ved at være på eventyr.
Men det er ikke det der gør bogen så fed. Det er ikke indholdet, hvis man vil lave den distinktion. Det er formen. Det er den totalt overskudsagtig slentrende måde Jakob Martin Strid fortæller sin historie på, de store fede billeder af tankstationer og troldkvindehuse og langdistance-atommissiler, myldrende med detaljer og referencer til egne værker og Strids favoritter, Miyazaki-film og Franquin-tegneserier.
Det er humoren, de visuelle og sproglige gags der bobler ud over siderne (…)
Det er humoren, de visuelle og sproglige gags der bobler ud over siderne, personificeret i den sammenbidte krokodille, og den totalt selvoptagne tapir, en fantastisk figur, der løber med en del af scenerne, og siden bliver centrum for en krænkelses-fatshaming-shitstorm, da han får hovedrollen i ”Tapiren kommer i form”. Der er små sjove vignet-tegninger overalt, og til sidst adskillige epiloger, hvor den hvor vore helte taler til kameraet er bide-i-bordkanten sjov. Og det er varmen og poesien, en motorvej om natten, hyggen i heksens gående hus, et festmåltid til sidst, det åbenlyse og aldrig svigtende venskab mellem Mimbo, Mumbo og alle de andre – også den ulidelige tapir!
Der kom andre gode børnetegneserier i 2018, og de fleste handlede om tunge temaer. Psykisk sygdom, ensomhed og den slags. ”Da Mumbo Jumbo Blev Kæmpestor” handler næsten ikke om noget. Den er rendyrket fortælle- og tegneglæde på højt niveau, og en bedre tegneserie for det. Nogle gange er det nok.
”Da Mumbo Jumbo Blev Kæmpestor” er 2018’s vigtigste danske tegneserie, alene på grund af alle de børn og forældre der sammen har læst den og som i mange år fremover vil læse den. Fordi den er så god. Og så lidt fordi den bærer håbet i sig, at Strid, en af ganske få danske tegneserieskabere der har opnået reel folkelighed, også fremover vil lave tegneserier, for både børn og voksne.
Ida Rørholm Davidsens “Lonely Journey”
Et år for gode børneserier
Som sagt kom der andre danske B&U-tegneserier i 2018, de fleste henvendt til piger:
”Fuglemanden”, handler om en teenagepige, der er psykisk syg. Sarah Engell er en dygtig forfatter af bøger til unge, og Lilian Brøgger en af vore fremmeste børnebogsillustratorer, men ingen af dem har før lavet tegneserier, og det mærkes. Bogen skriver sig fint ind i hovedpersonens sind, men det ligner og læses lidt som en billedbog for en målgruppe, der ikke læser billedbøger mere.
Mere vellykket var Ida Rørholm Davidsens ligefremme Pingvinder ”Lonely Journey”, en sirlig og fint følt historie om ensomhed og computerspil.
Mest populær hos målgruppen er dog nok andet bind i Sabine Lemire og Rasmus Breignhøis serie om tweenpigen Mira der i ”#Husbåd #Far #Kærlighed” møder den far hun aldrig har kendt. Der er i skrivende stund fem bind og en række sideprojekter om Mira, der er ved at udvikle sig til en nyklassisk dansk pigetegneserie. Det er godt gået.
Den er sjov, ulækker, rørende, og har høj production value (…)
Men havde jeg ikke skrevet om Mumbo Jumbo, så havde jeg skrevet om Tor Fruergaard (tegner og forfatter) og Sissel Dalsgaard Thomasens (medforfatter) gakkede, voldsomme og veloplagte webserie ”Betsy and the Mutant Scouts”, om en tyk, udstødt pige, der må træde i karakter, da et atomkraftværk eksploderer og hendes spejderkammerater muterer. Den er sjov, ulækker, rørende, og har høj production value, men er især interessant fordi den vellykket indarbejder animationer i sin tegneseriefortælling.
Fra “Betsy and the Mutant Scouts”.
Der kom også gode danske voksentegneserier i 2018, herunder Lars Hornemans ”I dag har jeg gode ben”, og et par lovende debuter i Anne Mette Kærulf Lorentzens ligefremme ud-af-skabet-fortælling ”Skamlebben” og bladtegner Morten Voight og Kim Schous lækre ”Pyt”, om en fordrukken forfatter i krise. Men det var et år, hvor det var tegneserierne for børn og unge der lyste op.
Næste gang: 10’erne var de grafiske romaners årti, så vi lukker klummen med en stor, fuldfed en af slagsen.
Del på
