I “10 fra 10’erne” vælger Kristian Bang Larsen den væsentligste danske tegneserie fra hvert år i 2010’erne.
Zenobia var en hård og højaktuel børnetegneserie i 2016, og blev en stor international succes.
2010’erne var de grafiske romaners årti, og det var de færreste af de store navne fra albumboomet i 80’erne og 90’erne, der formåede at omstille sig en ny tids tegneserier – ingen nævnt, ingen glemt.
Tiderne skiftede, og tegneserien havde bevæget sig fra at være populær- og massekultur hen mod at blive smal og kunstnerisk.
Det var en udfordring at omstille sig, hvis man havde brugt et halvt liv på at jagte drømmen om at skabe en dansk Tintin eller Asterix, og der nu ikke længere var efterspørgsel på den type tegneserier. Det var ikke sådan, at de gamle navne forsvandt eller ikke længere havde karrierer. Mange af dem klarede sig vist fint (så fint man nu kan som dansk tegner) med faste job på aviser og med at illustrere børnebøger og den slags. De var bare ikke længere en del af den kulturelle zeitgeist – af tegneseriens hippe fortrop. Sådan går det oftest.
Men så var der Lars Horneman. Undtagelsen.
Lars Horneman albumdebuterede i 1993 og udkom de næste små 15 år med otte albumtegneserier inklusiv et par eventyr-fortolkninger, to album i den Henrik Rehr-skrevne serie Rumvælling og tre album i hans egen serie om Frida. Det er flere, end jeg troede, og det er måske ikke underligt, for de gjorde ikke noget synderligt indtryk på tegneserie-Danmark.
Jeg læste en af dem, Frida 2 – Modvind (2004), for ikke så længe siden, og den var ikke særlig god. En masse forceret ironi og ikke så meget andet. Mest undrede jeg mig over, hvad Lars Horneman egentlig ville mig med den.
Fra euro-album til grafiske digte
Så Lars Horneman var en del af albumgenerationen, men han kom sent til og var ikke et stort navn. Han var, hvis jeg må tillade mig at bruge en fodboldmetafor, selv om jeg skriver om cykelløb-entusiasten Horneman, ikke i Superligaen. Snarere i røven af 1. division.
I starten af 2010’erne havde Lars Horneman ikke fået en udgivet en tegneserie i snart mange år. Tiden syntes at være løbet fra hans klassiske fransk-inspirerede serier, nu var det graphic novel-slænget med Rikke Bakman og Rikke Villadsen og Thomas Thorhauge og Søren Mosdal og så videre, der satte tegneserie-dagsordenen.
Men tegnere tegner, de kan ikke lade være, og Horneman puslede med nogle personlige fortællinger. Han tænkte nok, at det ikke var noget, der kunne udgives, at det var for privat og for introvert, men han lagde nogle sider op på de sociale medier, og de fangede den nyansatte Cobolt-redaktør Pernille Arvedsens opmærksomhed.
Hun bad Lars Horneman om at sende hende alt, han havde lavet, og gik derefter aktivt i gang med at redigere og byde ind med ideer til projektet.
(Min fornemmelse er, at danske tegneserieredaktører generelt ikke er særlig aktive som sparringspartnere til tegneserieskaberne, men Pernille Arvedsen er, som jeg forstår det, undtagelsen, og hun har haft stor betydning for mange af de danske tegneserier, der udkom hos Cobolt i anden halvdel af årtiet. Hun er en af nyere dansk tegneseries ubesungne heltinder).
I 2014 udkom så Når jeg ikke er til stede, en række lyriske tegneseriedigte eller fortællinger, kredsende om ensomhed og den der fraværende tilstand, når man forsvinder fra virkeligheden og ind i sig selv.
En side fra Når jeg ikke er til stede
Det var den bedste tegneserie, Lars Horneman nogensinde havde lavet. Her ville han mig noget. Her havde han endelig noget på hjerte. Når jeg ikke er til stede var et stille hit, blev nomineret til Pingprisen som årets bedste tegneserie og toppede, som jeg husker det (jeg kan ikke finde linket), Politikens liste over ”Årets bedste langdigte i tegneserieform”. Det var så det eneste værk på listen, men for fanden, de opfandt listen for den ene tegneseries skyld!
Det var den bedste tegneserie, Lars Horneman nogensinde havde lavet.
To år senere i 2016 kom så Zenobia, skrevet af den erfarne børnebogsforfatter Morten Dürr og tegnet og farvelagt af Horneman i en stil og med en begrænset og dæmpet farvepalet, der lå i forlængelse af Når jeg ikke er til stede.
Forskellene på de to tegneserier var umiddelbart legio. Når jeg ikke er til stede er en introvert voksentegneserie, der tager udgangspunkt i tegnerens eget liv i København, hvor Zenobia er en børnetegneserie, der takler en af tidens store politiske emner: de mange flygtninge fra verdens brændpunkter (i Zenobia den aktuelle syriske borgerkrig), der søger mod Europa.
Alligevel var slægtskabet mellem de to tegneserier tydeligt. De havde tegningerne og fortælletempoet, men også stilheden og empatien, tilfælles. De havde den samme sensibilitet.
Pigen er os alle
Zenobia er en enkel historie. En båd med flygtninge kæntrer i Middelhavet, og den syriske pige Amina drukner. Og mens hun gør det, tænker hun tilbage på sin sidste tid i hjemlandet og flugten fra krigen.
Som Horneman og Dürr fortæller historien, er den også nem at læse. De fleste sider har kun et eller to letaflæselige billeder, og der er ikke meget tekst. Dürr er en klog nok forfatter, til at lade Hornemans billeder gøre det meste af arbejdet.
Horneman forstår beskæring, rytme og forløb som kun de allerbedste tegneserie-fortællere.
Horneman tegner lidt for skitseagtigt til min smag, og jeg synes godt, man kan mærke, at billedresearchen primært er lavet ved hjælp af Google, men han er enormt god til at fortælle i forløb af billeder. Horneman forstår beskæring, rytme og forløb som kun de allerbedste tegneserie-fortællere. Han arbejder med at sætte læsetempoet ned ved at bruge store billeder, og dét tegneserieteoretikeren Scott McCloud kalder ”moment-to moment”-transition, altså forløb af billeder i faste indstillinger, hvor kun lidt sker. Billeder og tekst arbejder forbilledligt sammen, og Syrien- og Middelhavssporene væver sig elegant ind og ud af hinanden.
To opslag i forløb. Først ét stort billede hvor Amina sover med sin onkel i en ruinhob, mens hun er på flugt, og så ét hvor hun langsom synker mod havets bund. Bemærk hvordan hun ligger i samme stilling på begge sider, og hvordan de to spor på den måde spejler sig i hinanden.
Og således er Zenobia trods sin letlæselighed en ganske sofistikeret tegneserie. Der er et genkommende motiv, der handler om at lege skjul. Pigen leger gemmeleg med sin mor. Så forsvinder forældrene, og pigen kan ikke finde dem. Så forvinder hun selv, som hun synker mod Middelhavets bund. ”Find mig!” tænker hun til sidst, og hun tænker selvfølgelig på sine forældre. Men vi læsere ved, at det er os, der har lukket øjnene for alle verdens Aminaer.
Zenobia kunne være din datter. Pigen i Zenobia kunne være dig.
Det er ikke kompliceret. Alle de flygtninge vi hører om i medierne, alle de fordrevne, alle de, der drukner i Middelhavet, er mennesker som du og jeg. Det er en grundlæggende empatisk morale for både voksne og børn: til den voksne læser: pigen i Zenobia kunne være din datter. Til barnet: Pigen i Zenobia kunne være dig.
Og hun dør. Det er som et knytnæveslag i maven.
Årtiets eksportsucces
Zenobia var en hård børnetegneserie, men også en enorm succes. Den udkom, mens flygtningekrisen stadig var højaktuel, og var samtidig fortalt så enkelt, at alle kunne være med og med så stor effekt, at det var svært ikke at blive berørt.
Den vandt Claus Deleuran-prisen som årets bedste danske tegneserie og Pingprisen for årets tegneserie for børn & unge, ligesom at Lars Horneman modtog Kulturministeriets Illustratorpris for albummet.
Og så kom Hornemann og Dürr i kontakt med den italienske litterære agent Alessandra Sternfeld. Hun mente, at Zenobia i sin aktualitet og sin almengyldighed, havde et globalt kommercielt potentiale. Deri havde hun ret.
Senest er Zenobia udkommet i Japan.
Zenobia er opkaldt efter en syrisk dronning fra det tredje århundrede, der erobrede både Egypten og den østlige del af romerske imperium. Tegneserien Zenobia lod ikke dronningen noget tilbage – den er i dag blevet udgivet i 19 lande, inklusive USA, Australien, Brasilien, Rusland, Frankrig, Palæstina og Japan. Det gør den, ifølge forlaget, til den danske tegneserie, der er udgivet i flest lande. Således er Zenobia på det parameter større end Rasmus Klump.
Både i Danmark og i mange af de andre lande Zenobia er blevet udgivet i, har den været populær hos skolelærere og undervisere. Det er en problemtegneserie, der kan læses af alle og er oplagt at bruge i undervisningssituationer og til klassediskussioner.
Det har Morten Dürr og Lars Hornman været glade for:
– Bogen har fået ekstremt gode anmeldelser, men vigtigst at alt synes lærere og bibliotekarer, at det er en bog, der skal formidles og diskuteres i skolerne. I Palæstina bliver bogen brugt i workshops for børn, og i anmeldelserne fra USA og Australien bliver bogen fremhævet som et oplagt valg i skolesammenhæng for at facilitere en diskussion om flygtninge og krig. Det samme gør sig gældende i Danmark. Når jeg har besøgt skoler i Danmark, har jeg flere gange fået at vide, at bogen er brugt til at diskutere krisen i Syrien samt ikke mindst at gøre det muligt for flygtningebørn i Danmark at sætte ord på deres oplevelser, sagde Morten Dürr i et interview i 2018.
Der er meget problemkunst derude, og det meste er noget lort, fordi de gode intentioner kvæler de kunstneriske kvaliteter. Men Zenobia er noget særligt. Den er både vigtig og god.
Op i superligaen
Efter Zenobia er Morten Dürr forsat med at skrive både bøger og tegneserier, mestendels for børn og unge, mens Lars Horneman lavet to yderligere tegneserier: I dag har jeg gode ben (2018), en mere direkte fortsættelse af Når jeg ikke er til stede, og Ivalu (2020), endnu en tung børne-tegneserie med Morten Dürr, denne gang om incest og selvmord på Grønland.
De er begge rigtig gode. Måske føles de lidt mindre nødvendige end deres forgængere, men til gengæld er de smukkere.
Jeg ved, at Lars Horneman elsker sine gamle franske tegneserier, Franquin, Mézières, Giraud og alle dem, men i virkeligheden passede hans temperament og hans kvaliteter meget bedre til de grafiske romaners mere alvorlige og personlige udtryk.
I fortællingen om de danske albumtegneseriers guldalder fik han kun en birolle. I fortællingen om det danske graphic novel-gennembrud er han en af stjernerne. Han er rykket op. Han tegner ikke længere i røven af første division. Han er i superligaen og konkurrerer med de unge sultne løver om medaljerne.
Tre nyklassikere i 2016
Der kom andre væsentlige og ambitøse tegneserier i 2016.
Jeg ved ikke helt, om det er en tegneserie, selv om der er masser af tegneserieelementer og en enkelt længere tegneserie i den, men den store Philip Ytournel-opsamling, Hvad føler du lige nu, var fuldstændig forrygende, og det var sgu’ dejligt at se årtiets sjoveste og bedste danske bladtegner få den store coffee table-treatment. Det var den afsluttende kraftanstrengelse fra Steffen Rayburn Maarups Aben Maler-forlag, og her blev fanen holdt højt til det sidste.
Og så lukkede Halfdan Pisket sin fortælling om sin indvandrer-far i Dansker – det i mine øjne bedste bind i årtiets vigtigste danske tegneserieværk. Jeg har været rundt om Pisket, så ikke mere om ham her, men Dansker, Hvad føler du lige nu og Zenobia alene var nok til at gøre 2016 til endnu et godt år for danske tegneserier. Det er tre nyklassikere lige der.
Også andre bragte ambitiøse værker til bordet. Det gælder Henrik List-adaptionen Pussyland Express, med tegninger af Søren Mosdal, Pedro Lopez og Jørgen Bitsch; Morten Hesseldahl og Henrik Rehrs Jan Stage-biografi Det Cubanske Efterår; Thomas Mikkelsen og Michael Nybrandts Drømme i tynd luft om sidstnævntes projekt med at skabe et Tibetansk fodboldlandshold; Stine Spedsbjergs postkortsamling Hjertesorg; og på B&U-området Morten Dürr og Lars Gabels blodige bibelske Fra Vand til Blod, samt Anette Herzog, Katrine Clante og Rasmus Bregnhøis Hjertestorm/Stormhjerte, der fortalte en historie om den første kærlighed fra henholdsvis drengens (tegnet af Bregnhøi) og pigens (tegnet af Clante) synsvinkel.
Det var dog ikke alle, der nåede helt i mål med deres ambitiøse fortællinger og frække konceptuelle ideer, så min bonus-shout out for 2016 går i stedet til andet bind i Bjørk Mathias Friis’ serie Midgårdsskrøner, Gennem Rans net.
Den store danske vikingemytologi-serie er selvfølgelig Valhalla, men Midgårdsskrøner er dejligt frigjort fra arven efter Peter Madsen og co. Den følger trællen Rod i en vikingeverden, der er historisk troværdig, men hvor den nordiske mytologi er lige så tilstedeværende som langskibe og ligbål.
Serien er gået lidt under radaren, måske fordi den som en klassisk albumserie er alt andet end hip. Men Midgårdsskrøner er bundsolid – veltegnet, hittepåsom og sjovere end man skulle tro.
Næste gang: It’s my party, and I’ll cry if I want to.
Del på
