Foto: Hornemans far
Lars Horneman er efter længere tids pause tilbage med et selvstændigt værk, nemlig tegneserielangdigtet ”Når jeg ikke er til stede”. Vi har snakket med tegneserieskaberen om hans ret overraskende værk.
Et kendskab til Lars Hornemans tidligere tegneserier vil ikke nødvendigvis forberede læserne på hans nye værk. Her er nemlig ikke tale om en humoristisk eurotegneserie, men i stedet en poetisk meditation over ensomheden i det moderne København. To billeder per side med meget lidt tekst.
Lars, det er ved at være længe siden, at vi har hørt fra dig som tegneserieskaber – i hvert fald med selvstændige udgivelser. Hvad fik dig til at kaste dig over et nyt projekt?
Ja, det er 8 år siden, jeg sidst fik udgivet en tegneserie, men det er nu ikke fordi, jeg havde opgivet min tegneseriekarriere, og jeg har også haft flere forskellige projekter i gang. Blandt andet ligger der et 2/3 færdigt ”Frida”-album, som jeg forsøgte at udvikle i retning af en børnetegneserie. Siden forsøgte jeg nok en gang på min “Alting smutter” tegneserie, en ironisk nedturs-tegneserie, men samtidigt begynder jeg at mærke en indre træthed for mine egne projekter og ideer, de begynder at minde om hinanden, jeg får en fornemmelse af, at jeg ikke rigtigt udvikler mig, og at jeg kun arbejder med halvdelen af mig selv. Nemlig den humoristiske del som bestemt er en stor del af min person, men sandheden er, at jeg siden min teenagetid, har haft en indadvendt og melankolsk side, som jeg har båret i mig og ønsket at kunne udtrykke gennem mine tegneserier, men jeg har ikke kunne gennemskue hvordan. For 3 år siden befinder jeg mig i en følelsesmæssig turbulent tid, og det bliver åbningen til, at jeg en sen nat pludselig får ideen til, hvordan jeg kan udtrykke min tristesse.
Formen er ret interessant. Du arbejder meget med steder – ofte uden mennesker eller set igennem hovedpersonen eller læserens øjne. Tomme steder, både indendørs og udendørs. Kan du sige lidt om tankerne bag dette valg?
Jeg har altid haft en dragning mod steder ”uden liv”. Jeg kommer fra en familie, hvor min far har fotograferet meget, og min søster og jeg tager også mange billeder i dag, men hvor min far altid har argumenteret for, at et godt motiv skulle have noget levende, f.eks. en kvinde med paraply, en mand på cykel, har jeg altid stået og ventet til folk var skredet ud af mit billede. Jeg ville have det tomme motiv, måske som et symbol på at mangle noget i mit liv, et fravær, at drømme om at tingene var anderledes. Jeg synes på en måde, at et tomt motiv er mere åbent end f.eks. motivet med en gammel mand, som kigger ud over havet. Der ved du hvad du skal føle og tænke. Det tomme billede kan man selv fylde ud.
Kan du fortælle lidt om processen? Skrev du manus? Tegnede du først? Eller foregik det hele samtidigt? Og var processen anderledes end på dine andre tegneserier?
Når jeg laver tegneserier, har jeg altid arbejdet med flere forskellige metoder. Jeg har både lavet thumbnails, skrevet manus med beskrivelse af handlinger og replikker, og jeg har improviseret mig frem kun med en ide til starten. Den allerførste historie, jeg lavede til dette projekt, skrev jeg som et digt, det var faktisk slet ikke meningen der skulle billeder til, men kort efter tænkte jeg, at jeg jo ér tegner og at det kunne blive stærkere hvis jeg fortalte det som en tegneserie. Den første side laver jeg så i klassisk 4 striber, men fordi emnet er ret personligt, føler jeg mig temmelig usikker, og jeg vælger at sende det til 3 personer og høre deres mening. Jeg viser det til Lars Gabel og sender det til Jan Solheim og Henrik Rehr. Alle vender ret positivt tilbage, men Henrik skriver, at han synes, jeg skal give det mere plads og brede det ud over flere sider. Derefter vælger jeg formen med de 2 billeder pr. side.
Ret hurtigt producerer jeg en del historier, mange af dem bliver dog liggende som ufærdige skitser, fordi jeg hele tiden får nye ideer og kaster mig over dem. I samme periode har jeg dog rasende travlt i mit professionelle liv som illustrator, og projektet går lidt i stå. Her bruger jeg de sociale medier til at holde mig i gang. Jeg poster fra tid til anden et billede og får megen positiv respons. Jeg har også personer i min omgangskreds, som gør sig umage med at spørge til projektet, når de kan. Alt dette hjælper faktisk med at holde mig i gang i årene, der går. Ved årsskiftet til 2014 bliver Pernille Arvedsen ansat ved Cobolt, og hun kontakter mig hurtigt, fordi hun har set noget af det på nettet og beder mig sende det hele til hende. Det gør jeg, og hun går i gang med at redigere og skære ud og komme med forslag. Det er første gang, jeg har haft en meget aktiv redaktør på et af mine tegneserier, og det kan jeg ikke anbefale nok til andre.
Et fraklip fra “Når jeg ikke er til stede”
Går der 8 år, inden vi hører fra dig igen?
Nej det må der simpelthen ikke. Det har været en pine at se det ene år gå efter det andet. Efterhånden kunne jeg jo dårligt kalde mig for en udøvende tegneserieskaber, og det har slet ikke været en udvikling, som jeg ønskede, men måske jeg har haft brug for tiden til at genopfinde mig selv. At lave denne tegneserie har næsten været som at starte helt forfra, og jeg brænder for at lave flere tegneserier. Jeg har siden udgivelsesreceptionen redet på en bølge af positive og inderlige tilkendegivelser, og det har berørt mig meget dybt. Jeg har de senere år møvet mig ind i illustrator og forfatterbranchen og det har givet mig en masse rare oplevelser og nye gode bekendtskaber, men jeg synes stadig jeg hører til i den danske tegneseriebranche, både som udøvende kunstner og som engageret medlem, og det har jeg tænkt mig at blive ved med.
Læs også Nummer9s anmeldelse af Lars Hornemans “Når jeg ikke er til stede”.
Del på
