Lars Horneman går nye veje med sin tegneserie, ”Når jeg ikke er til stede”. Et tegneserielangdigt, der kan få en voksen mand til at græde.
Der er meget langt fra Hornemans humoristiske tegneserie om ”Frida” til den lækkermelankolske omgang, der møder en allerede på den fine forside til ”Når jeg ikke er til stede”. Over de københavnske tage ses en svævende ung mand. Han er holdt helt i sort-hvid, imens byen er farvet brun. Der er en kontrast imellem personen og lokaliteten. Vigtigt er det også, at det er let for læseren at navngive denne lokalitet. Der er ikke tale om et fantasiland, men et ægte sted fra den virkelige verden. Og alligevel mere end antyder den svævende, smilende unge mand, at vi er i drømmene eller poesiens verden i stedet for ude i den konkrete virkelighed.
Forsiden er en elegant indgang til bogen (og det skal man ikke altid tage for givet), selvom den jo netop har en person i centrum. Det har bogen ikke. I hvert fald ikke i klassisk forstand. På de første sider møder vi fortælleren som dreng. Jeg kalder ham ikke for ”Lars”, da det på alle måder er ret uvist, hvor selvbiografisk bogen er. Fortælleren ligner ikke Horneman, og han skifter også udseende flere gange i bogen. Så lad os kalde ham fortælleren. Vi møder ham som dreng. Alene og legende i en baghave. Ligesom i resten af bogen er der kun to tegninger på denne første side, og den eneste tekst er en kort sætning over hvert billede. Vi starter altså helt klassisk med et barndomsminde om ikke at være så god til fodbold, som fortælleren selv troede, at han var. Han var god, da han var alene, men imellem andre børn, må han erkende, at talentet mest var i fantasiens verden. Her i starten er fortælleren selv til stede på billederne det meste af tiden. Senere hen forlader han ofte fortællingen, og vi præsenteres i stedet for tomme rum og øde lokaliteter rundt omkring i byen. Men mere om det senere.
Resten af bogen består af en række tematisk sammenhængende og flot og elegant sammenflettede vignetter, der alle handler om at være mand, ensom og lukket inde i sig selv. I en af bogens længste sekvenser fortæller Horneman i pinagtige og hverdagsgrå detaljer om den ikke-begivenhed, det er at gå på vaskeri. Det er en del af de fleste storbymenneskers liv, men det er i virkeligheden hverken fugl eller fisk. Tid, der går, men ikke bruges til noget – andet end ensomhed. Men imens teksten bliver i fortællingen om hverdagssituationen, så letter den visuelle side i ordets bogstaveligste forstand, da fortælleren træder ud af sin mørke, skyggeagtige og løst skraverede krop og bliver til den noget strammere tegnede, sort-hvide figur, vi mødte allerede på forsiden. I drømme eller i fantasien svæver denne skikkelse så hen over byens tage og griber endda ud efter kærligheden. Kontrasten imellem tekst og billeder er stille og roligt knusende, hvis man selv er en lidt indadvendt person med hang til sortsind.
For lad mig sige det, som det er: Det her er ikke en tegneserie for mænd, der kun elsker biljagter, tjubang, humorstriber, superhelte og ramasjang. Her er ikke nogen pirater, rumvæsener, gangstere eller hvad ved jeg. Så hvis du synes, at ”Fast and the Furious” er verdens bedste film, og Arnold Schwarzenegger verdens bedste skuespiller, så er det nok bedst at holde sig væk. Mandeføleri er ikke for alle, og det er fair nok. Men lad mig sige det sådan her: HVIS du kan genkende dig selv i nogle af bogens situationer og selv har stået som en sort, dunkel og enlig skygge langs væggen til en fest, hvor du lige så godt kunne have været sunket ned igennem gulvet og være forsvundet, så kan ”Når jeg ikke er til stede” være en aldeles grum oplevelse i al sin enkle skønhed. I hvert fald måtte jeg – anmelderen! – klemme en god håndfuld melankolitårer ud og skjule dem, så godt jeg kunne, da jeg læste bogen i toget på vej imod min arbejdsplads ude i den virkelige verden.
Så jeg følte mig altså ramt. For mig var Hornemans bog en ret personlig oplevelse, men lad mig lige hæve mig over det i saglighedens navn. For Horneman gør SÅ mange rigtige og spændende ting her. Som nævnt er lokaliteter, geografi, steder og byen som mere end blot kulisse en stor del af værket. På næsten Edward Hoppersk vis tømmer han sine gader, dagligstuer og bygninger for mennesker og viser os i stedet det tomme rum. Den forladte verden. Konkrete, virkelige steder bliver til metaforiske billeder på melankoli og ensomhed. En løbetur igennem Frederiksberg Have vises helt uden at vise den løbende, men han er i den grad til stede i teksten, hvor han fortæller om sin egen bitterhed over at være blevet afvist natten før.
Et af bogens mest knusende billeder er silhuetten af fortælleren, der står alene i en mørk, blålig lejlighed med udsigt over fyrværkeriet. Det er nytår, og han er alene. Det er et helt enkelt billede, hvor fortælleren placeres bagerst i billedet helt ovre ved vinduet, imens vi som læsere står og kigger ud over lejligheden og det tomme gulv, der adskiller os fra både fortælleren og udsigten. Det er flot og enkelt.
Farvelægningen i bogen er også enkel (men er der egentlig noget sværere at opnå end effektfuld enkelthed?). Visse steder holdt helt i sort-hvidt og brunt, imens de blå farver ofte overmander fortællerens lejlighed. En elskers(?) røde hår virker både voldsomt og overraskende midt i denne farvemæssigt nedtonede verden.
Det her er en meget personlig tegneserie, det er jeg sikker på. Og min egen læsning af den var også meget personlig. Således også min karaktergivning. Men jeg vil vove at påstå, at det netop er tegneseriens mission at være både personlig, selvudleverende, intim og hudløs. For det hele føles 100 procent ærligt. Og det sammen med det faktum, at Horneman bruger det visuelle medies virkemidler på en underspillet og ofte lidt bagvendt og for tegneseriemediet ret overraskende måde (mangel på handling til at beskrive en følelse med i stedet for et større handlingsforløb, stilhed i stedet for larm etc.) gør, at jeg nærmest – i al stilfærdighed – falder på halen over det her. Her er både mådehold og ro.
Ud fra værket alene kan jeg ikke afgøre, om Lars Horneman er til stede i bogen – det går jeg dog stærkt ud fra, at han er – men jeg ved, at jeg selv er. Eller at jeg var til stede, imens jeg læste den. Det er velsagtens bogen og Hornemans store bedrift: Fortælleren forbliver så anonym, at det er let for læseren at træde i hans sted og projektere sig selv ind i historien, følelserne, melankolien og ensomheden. Den gik i hvert fald rent ind hos denne ofte lidt indadvendte og melankolske mand med bopæl i det københavnske.
Og det vælger jeg at belønne.
Læs i øvrigt også vores interview med Lars Horneman om “Når jeg ikke er til stede”.
Karakter: 5/5
Tegner og forfatter: Lars Horneman
Forlag: Cobolt
Udstyr: Softcover i farver, 80 sider
Vejledende pris: kr. 198
ISBN: 9788770855662
Dansk udgivelsesår: 2014
Del på
