Bogen “101 danske designikoner” indlemmer tegneseriefiguren i det fine selskab – sammen med Y-stole, postkasser og H.C. Andersen.
Når Designmuseum Danmarks biblioteks- og forskningschef Lars Dybdahl gør status over fædrelandets designhistorie i den nye bog “101 danske designikoner”, er der en enkelt tegneserie på listen. Det er bjørnen Rasmus Klump, som blev skabt i 1951 af Carla og Vilhelm Hansen og siden har gået sin sejrsgang verden over.
I designbogen kaldes serien et “litterært eksporteventyr, der kun overgås af H.C. Andersen, Karen Blixen og Søren Kierkegaard”, og ifølge rettighedshaver Egmont har Klump nået et oplag på i alt 20 mio., når striber og bøger tælles sammen.
Netop Egmont har de senere år arbejdet målrettet med at optimere Klump som intellectual property, og derfor er Michael Benzon, koncernens Head of Licensing, selvfølgelig godt tilfreds med hæderen:
– Jeg er hamrende stolt, og det viser endnu en gang, hvor stærkt et brand Rasmus Klump er. Egmonts mission har været at genrejse Rasmus Klump. Han er en klassisk dansk figur, som vi skal værne om, og som vi gerne vil dele med så mange som muligt, siger han.