Daisy - en prinsesse i Danmark
Dronning Margrethe er bare ikke specielt lækker i striber – det synes Thomas Berger i hvert fald ikke.
Daisy og Henri – et nyforelsket par – går en tur i London. Det er sent aften, og gaderne ligger øde hen. Den nonchalante franskmand ignorerer det røde lys ved fodgængerfeltet og er på vej over kørebanen. Men den lovlydige Daisy standser ham med en belærende finger: ”Sådan gør man ikke,” lyder det fra den unge prinsesse.
Spændingen er virkelig på sit højdepunkt her midtvejs gennem Erik Svane og Thierry Capezzones første bind af deres biografiske tegneserie om Dronning Margrethes liv fra hendes fødsel i 1940, til hun udråbes til Dronning i 1972.
Der er noget umådeligt prisværdigt ved som Erik Svane og Thierry Capezzone at se på tegneseriemediet med kommercielle øjne og bagtanker. De har foretaget en vurdering af markedet, og nået frem til, at hvis de skal have flere end den sædvanlige skare til at købe deres udgivelse, så er de også nødt til at lave en tegneserie om noget, som en bredere målgruppe kan værdsætte og finde på at bruge penge på.
Kongehuset er absolut lige så godt et udgangspunkt for en kommerciel udgivelse, for ikke at sige spekulationsprojekt, som den nordiske mytologi, nyfortolkninger af HC Andersen eller Danmark under besættelsen. Og blot fordi en tegneserieudgivelse i sit udgangspunkt er tænkt at tiltale en bred, købedygtig målgruppe, er det ikke det samme som at sige, at den er rædsom og kedelig.
Men det er “Daisy – en prinsesse i Danmark”
Den gode historie mangler
Erik Svane har et kæmpe problem som forfatter – han har nemlig ingen rigtig historie at fortælle. Han griber på fornuftig, håndværkermæssig vis biografien an helt kronologisk, og det er virkelig en kedelig måde at fortælle på, specielt når hovedpersonen Margrethes liv ikke rummer det store drama.
Værket benytter sig i sagens natur primært af sekundære kilder, da forfatter og tegner ikke har haft direkte adgang til Dronningen. Derfor er Erik Svane også nødt til at gribe til utallige og ofte navnløse bipersoner, som stiger lige så hurtigt på, som de stiger af historien. De er kun til stede for lige at give lidt historisk input, forklare ting for læserne og levere manden på gulvet perspektivet.
I sin helhed fremstår de 80 sider som punktnedslag og et referat af nogle af de vigtigste begivenheder i Danmark, som påvirker kongehuset. Fra tyskernes besættelse over ændringen i tronfølgeloven til Kong Frederik den 9. død. Der bliver aldrig rigtig mulighed for at finde et reel person at identificere sig med undervejs, og læseren er henvist til rolle som tilskuer til, hvad der i denne biografi fremstår som, et umådeligt kedeligt liv.
Vaklende figurtegning og sjusk
Thierry Capezzone har som tegner haft umådeligt travlt med det kæmpe arbejde, det har været at tegne og farvelægge de mange sider – endda i en streg, der ligger i en langt mere naturalistisk retning end den, han normalt begår sig i. Tydelige fotoreferencer leverer gennem en stor del af albummet solid basis for stramme baggrunde, der desperat forsøger at holde samling på en vaklende figurtegning.
På blot en enkelt side skifter for eksempel den knap fireårige prinsesse Margrethes hoved og krop størrelse fra billede til billede i en grad, så det er ufrivilligt morsom. Stregtykkelsen i persontegningerne vælter omkring, og stilen flyder mellem det stærkt karikerede til det tydeligt foto-assisterede. Personer synes at undergå næseoperationer løbende gennem albummet, og større menneskeforsamlinger er knap kommet ud over skitseniveauet.
Capezzone har et utaknemligt job. Dels har han været tidsmæssigt spændt hårdt for, og dels skal han ramme ansigter og omgivelser, der sidder på mange læseres visuelle rygrad. Han har lov til at springe over det lave sted på gærdet her og der, men har gjort det i så udpræget grad, at albummets rent visuelt fremstår sjusket.
Et eller andet sted i Dronning Margrethes liv findes givetvis gnisten til en god tegneseriefortælling – “Daisy – en prinsesse i Danmark” formår blot ikke at finde frem til den.
