Siden 1989 har John Porcellino skildret sit eget livs mest prægnante øjeblikke i zine-form. Nummer 9 har mailet med veteranen, der fik sin danske bogdebut i foråret.
John Porcellino er en institution i den amerikanske tegneserieverden. Som stædig selvudgiver af hæfteserien “King-Cat Comics and Stories” gennem 25 år er han indbegrebet af gør det selv-ånd, og hans selvbiografiske serier har vundet ham mange beundrere blandt læsere og anmeldere.
Gennem enkel prosa og minimalistiske tegninger skildrer Porcellino hverdagens skjulte magi – de små, prægnante øjeblikke, hvor alt lades med en mening, der rækker langt ud over situationens tilsyneladende banalitet. Han er en mand med en mission, for hvem liv og værk hænger uadskilleligt sammen.
Vi har gennem en del måneder mail-interviewet den unikke serieskaber og lagde for med at spørge til hans nye danske samling, “Under stjernerne”, udgivet i foråret på Forlaget Damgaard:
Du har selv håndplukket historierne i “Under stjernerne”. Hvad var rationalet bag det udvalg, du endte med?
– Altså, det var ikke så højtravende endda. Forlægger Ole Damgaard foreslog en slags “Det bedste fra King-Cat”-samling, med en vifte af historier, der strakte sig fra seriens første år til nutiden. Så jeg gennemgik og udvalgte historier, som jeg synes udmærkede sig, som var personlige favoritter eller som forekom mig at være repræsentative for en særlig epoke i King-Cats udvikling.
Hvilke slags tanker og reflektioner udløste arbejdet med at udvælge de her historier?
– Jeg havde allerede haft fat i mange af historierne, da jeg sammensatte de engelsksprogede samlinger – “King-Cat Classix” i 2007 og “Map of My Heart” i 2009 – så reflektionerne fandt mest sted dér. Men at grave gamle serier frem kan bestemt give aha-oplevelser: Man ser tingene fra et nyt perspektiv, mønstre tager form og udvikler sig. At rode de gamle ting igennem med et par års mellemrum er som regel ganske inspirerede – det minder mig om, hvor jeg har været, og motiverer mig til at fortsætte.
Hvordan ville du beskrive og karakterisere den udvikling, dine serier har gennemgået – helt overordnet?
– Jeg startede som lille dreng med at lave tegneserier i notesbøger, som jeg ikke viste til nogen. Da jeg som ca. 12-årig opdagede fotokopimaskinen, begyndte jeg at lave små hæfte. Det var de første af mine tegneserier, som jeg delte med andre.
– Efter jeg blev involveret i zine-verdenen og startede King-Cat i 1989, fulgte en tidlig, søgende periode, hvor jeg var optaget af at lære mig selv at lave tegneserier og alt var muligt. Det gik de første rundt regnet 30 numre af serien med. Omkring hæfte 30 (oktober 1991, red.) begyndte mine tanker om at lave selvbiografiske tegneserier og udforske hverdagslivets små tildragelser for alvor at tage form. Så det udforskede jeg i de næste 20 numre. Omkring hæfte 50 (maj 1996, red.) begyndte det for alvor at ligne det, jeg laver nu. Det var også deromkring, at jeg for alvor begyndte at dykke ned i zen-buddhismen, og de to ting blev hurtigt forbundne i min tænkning.
Hvordan har du det med de forskellige epoker af serien i dag?
– Jeg accepterer dem alle. De enkelte tåkrummende historier springer jeg typisk over i samlingerne, men på det personlige plan accepterer jeg dem. For mig handler det om Livet og om at bevæge sig igennem Livet, så jeg favner de forskellige stadier, jeg har gennemgået – de er alle sammen del af en større helhed.
Du nævnte, at zen-buddhisme midt i halvfemserne blev en vigtig del af din tilgang til serierne. Hvorfor det?
– I 1995 begyndte jeg at få mystiske helbredsproblemer efter en årrække med druk og fester. Jeg var stadig ung, og selvom jeg havde været bevidst om min dødelighed i årevis, var det på et mere abstrakt plan. Pludselig stod jeg ansigt til ansigt med et fysisk sammenbrud, og lægerne anede ikke, hvad der foregik. Jeg havde altid været en “åndelig person” i dén forstand, at jeg fra en tidlig alder var optaget af livets “store spørgsmål” – hvad er liv og død? Hvorfor er vi her? Og så videre.
– Jeg blev opdraget som katolik, men som teenager vendte jeg ryggen til dén trosretning. Organiseret religion interesserede mig ikke, men jeg havde stadig den her åndelige længsel i mig.
– Mine helbredsproblemer satte tingene på spidsen, og jeg begyndte at udforske forskellige religioner og filosofier. Østlige trosretninger som hinduisme og buddhisme tiltrak mig, fordi de syntes at være meget åbne og pragmatiske. Jeg begyndte at meditere, først med udgangspunkt i hinduismen, siden zen-buddhismen. Da jeg opdagede zen, var det som at finde et par gamle sko i klædeskabet, jeg havde glemt, at jeg ejede – som allerede er gået til og sidder helt rigtigt på fødderne.
Oplever du, at du har et mere udtalt behov for at reflektere over og efterbearbejde dit liv end de fleste andre?
– Ja, fra en ganske ung alder har jeg oplevet, at jeg havde en lidt anden sensibilitet end de fleste. Ting påvirkede mig på andre måder, måske bemærkede jeg ting, folk omkring mig ikke gjorde, eller overså ting, de fandt indlysende. Det faldt mig som nævnt naturligt at fundere over store emner som livet og døden, hvorfor er vi her, hvad er meningen med det hele? Den slags. Og når man gør det, er man også tilbøjelig til at blive lidt introvert.
– Jeg var altid fascineret af den her enkle, men uforklarlige følelse af “bare at være til”. Det er den hemmelige “tip-of-the-tongue” følelse, jeg har jaget hele mit liv.
Hvordan påvirkede zen-buddhismen mere konkret dit arbejde med King-Cat?
– Meget af det, der tiltaler mig ved Zen – DIY-ånden (du er selv ansvarlig for din praksis og dit liv), optagetheden af at finde det hellige i hverdagslivet, selv de mest banale opgaver – var fænomener, jeg allerede udforskede i mine tegneserier og mit liv. Jeg tror, Zen var med til at strukturere mange af de amorfe idéer, der optog mig i forvejen.
– I Zen er dit hverdagsliv din praksis. Der er ingen adskillelse. Sådan havde jeg længe haft det med King-Cat – der var ingen adskillelse mellem King-Cat og mit virkelige liv – selv når jeg vaskede op eller bandt mine sko følte jeg det, som om jeg “lavede King-Cat”. Dén følelse er kun blevet mere udtalt med tiden. Tegneserier og King-Cat er afgjort en del af min praksis som menneske.
Det er tydeligt i historierne, der udgør “Under stjernerne”, at tegneserier for dig er en kærkommen lejlighed til at reflektere over dit liv. Men kan det ikke også blive udmattende hele tiden at gå og tænke “gad vide, om det kunne komme en god tegneserie ud af det her …”?
– Jeg kan ofte med det samme mærke, om en given situation har stof i sig til en god tegneserie. Men jeg tænker ikke for meget over det. Til tider tager det mange år, før en oplevelse når hele vejen igennem mine hjernevindinger og bliver til en tegneserie. I gamle dage, hvis jeg var i byen med vennerne og vi oplevede noget særligt, kunne jeg se det her blik i deres øjne – du ved, “bliver det her mon til en tegneserie?” Måske gjorde det, måske gjorde det ikke. Det er svært at beskrive, hvorfor og hvorfor ikke. Nogen gange sker der ting, som forekommer at være skabt til King-Cat, og når jeg forsøger at få dem ned på papiret, så virker det bare ikke. Det er et mysterie. Men for det meste tænker jeg ikke så meget over det. Jeg er serieskaber, men først og fremmest menneske. At leve livet er vigtigere end at skrive det ned.
Føler du dig nogensinde usikker på, hvor relevant eller interessante dine tegneserier mon er for folk, der ikke er dig? Hvordan tager du bestik af “universaliteten” i de hverdagsbegivenheder, du gengiver i King-Cat?
– Jeg har lært IKKE at tage bestik af det, for det kan blokere fuldstændig for at få noget ned på papiret. Normalt stoler jeg bare på mit instinkt eller min “muse”. Hvis begivenhederne har så meget resonans for mig, at jeg har lyst til at lave en tegneserie om dem, så går jeg ud fra, at nogen derude vil finde en slags mening i eller have gavn af den. De historier, jeg har følt mig mest usikker på, har næsten uden undtagelse udløst et brev fra en King-Cat læser, der fortæller mig, hvor vigtig lige præcis dén fortælling er for vedkommende. Og selv hvis det kun gælder ham eller hende, så er det formål nok for den tegneserie – at være der for dén person.
– Faktisk tør jeg godt sige, at selvom jeg selvfølgelig opnår en personlig tilfredsstillelse ved at lave mine tegneserier, og de er dybt terapeutiske for mig, så gør jeg det for alle. Jeg laver de her ting, sender dem ud i verden og sætter så min lid til, at de et eller andet sted, på en eller anden måde, har en positiv effekt. Det er godt nok til mig.
Når man bladrer igennem de kronologisk organiserede serier i “Under stjerner”, får man et indtryk af, at din tegnestil har gennemgået en støt, systematisk raffinering. Hvordan ser du selv din egen udvikling som tegner?
– På en måde tegner jeg på samme måde nu, som da jeg var barn: Et ovalt hoved, to prikker som øjne, en streg til munden. Det er vældigt enkelt. Men selvfølgelig er det blevet mere sofistikeret gennem årene, og forhåbentlig er jeg blevet bedre til at bruge tegneserien som kommunikationsmiddel. Det er svært at gøre noget i 30 år uden at blive bedre til det.
– Jeg har altid følt mig tiltrukket af enkle ting, både i billedkunst, musik, skrivekunst, film – så det er ikke så mærkeligt, at mit eget arbejde også har minimalistiske tilbøjeligheder. Tingene har udviklet sig naturligt, noget falder fra, nyt støder til, det er altid i forandring. I dag går det så langsomt, at det måske kun er mig, der rigtig lægger mærke til det, men jeg oplever stadig selv, at mine tegneserier udvikler sig. Jeg lærer stadig nye tricks hist og her.
– Med tiden er mine enkle tegninger blevet endnu enklere – de sorte flader er næsten helt væk, stregen er blevet mere præcis og ensartet. Jeg har svært ved at sige andet om det, end at jeg altid forsøgte at gøre det, der faldt naturligt. Jeg prøvede at lukke det, der var inden i mig, ud med så lidt indblanding som muligt. Det er ikke noget, jeg nødvendigvis kan forklare eller forsvare.
– Før i tiden, når jeg skulle tegne en nattescene, ville jeg ofte fylde himlen med sort for at vise mørket. På et tidspunkt blev det redundant for mig. Jeg behøvede ikke tegne mørket, tænkte jeg, for læseren ved, at natten er sort. Mørket er allerede til stede i hans sind. I dag vil jeg nogle gange tegne en nattescene og så føle mig kaldet til at gengive mørket visuelt. Jeg gør bare, hvad der falder for, og prøver ikke at kæmpe imod. Måske er det inkonsekvent til tider, men jeg har tillid til processen og lader den gå sin gang.
Hvilke slags drømme og håb har du for King-Cat i dag – kunstneriske, kommercielle, andre? Hvad er dit brændstof som serieskaber?
– I dag er mine tegneserier bare det filter, jeg interagerer med verden og endda til en vis grad mig selv gennem. De er min foretrukne måde at tænke om verden på. Jeg har før prøvet at stoppe, og min erfaring har været, at selvom det driver mig til vanvid at lave tegneserier, så er det værre at lade være. Så jeg bliver ved.
– Jeg er en ret stædig person. Når jeg starter noget, vil jeg gerne gøre det færdigt. Jeg indså ret tidligt, at “King-Cat” kunne være hvad end jeg ønskede, det skulle være på et givent tidspunkt, så den kunne udvikle sig i takt med mig og mit liv. Jeg blev klar over, at serien kunne løbe i rigtig lang tid. Nu er den mit livsværk. Min opgave er bare at blive ved. Så det er det, jeg gør – der er ikke andre veje frem for mig.
– Hvad håb og drømme angår, er jeg ikke sikker på, at jeg har ret mange. Jeg har altid bare gerne villet lavet mit arbejde. Det gør mig glad at vide, at tegneserien når så mange mennesker, som den gør, men det mest tilfredsstillende er følelsen af at have haft en positiv indflydelse på verden – også selvom det bare er den ene person, jeg snakkede om tidligere. Mine tegneserier behøver ikke blive læst af millioner af mennesker, bare de bliver læst af de rigtige mennesker.
