SOCIALE MEDIER Radio Rackham har to af tidens førende SoMe-tegnere i studiet, Line Jensen og StineStregen, og forsøger at undersøge om online tegneserier med høj følger-interaktion er fremtidens tegneserier.
Den store tegneseriemainstream er en skygge af sig selv. Oplag på selv supertitler som X-Men i USA, Lucky Luke i det fransktalende Europa og herhjemme er med årene blevet ufatteligt meget mindre siden formens peak i 1980erne.
Den episke tegneserie, eller den med lange historier, har det svært blandt andet fordi den trods tablets og apps som Comixology aldrig helt har fundet sig til rette i digitale klæder. Men en af den fortællende tegnings allerældste formater – cartoonen – er stærkere som aldrig før, især på de sociale medier. En tegning, en tekst og eventuelt en taleboble er bestanddelene i hvad der muligvis er tegneseriens bedste bud på en fremtid, især hvis man rammer en form, der skaber engagement hos læserne, eller rettere, hos følgerne.
Stine Spedsbjerg alias StineStregen er den danske pioner ud i denne form, som hed webtegneserier, da hun i 2008 startede sin blog Stinestregen. Hun fortæller om udviklingen fra dengang og til nu, fra et personligt perspektiv. Line Jensen er blevet stor på instagram, som hun startede på under en barsel i 2016, og har i dag en butik med sine produkter. De har det til fælles at de begge fortæller om deres eget liv gennem tegninger med figurer af dem selv – tegnet autofiktion, og får reaktioner og kommentarer fra deres følgere, og det dykker Radio Rackham ned i denne gang.
StineStregen er i øvrigt aktuel med bøgerne Det bliver et langt liv og Corona, og Line Jensen med Tove.
Lyt her via SoundCloud eller hent udsendelsen på Spotify, iTunes eller Podimo. Radio Rackham er også på Instagram og Facebook. Det oprindelige Rackhams arkiv kan tilgås her. Tak til Morten Søndergård og Kim Schou. Skud til DJ Cars10 for musikken.