I “10 fra 10’erne” vælger Kristian Bang Larsen den væsentligste danske tegneserie fra hvert år i 2010’erne.
Line Kjeldsen Jensens tegnede barselsrapport saboterede tidens perfekthedskultur og satte en dagsorden i 2017.
Som jeg går ind i 10’erne tre sidste år, finder jeg det sværere at vælge hvilken tegneserie jeg skal fremhæve i klummen her. Jeg tænker det er tidens nærhed. Det er altid lettere at se, hvilke træer der rager op, når man betragter skoven fra afstand. Står man midt i den, er det bare en masse træer. Eller måske er der bare ingen Glimt eller Desertør i de her år. Måske kan jeg bare ikke se dem endnu.
Og der er mange træer nu. Årtiets første år var kendetegnet ved mange små afsøgende tegneserier, og få ambitiøse, væsentlige værker, men her mod slutningen af 10’erne synes ambitionsniveauet at være hævet.
Til gengæld virker det hele lidt mindre friskt. Mange af værkerne trækker på, hvad skal jeg kalde det, det mulighedsrum, eller de skoler, som er skabt i løbet af årtiet, og det er måske også en del af problemet for mig – kommer jeg så ikke bare til at gentage allerede bragte pointer?
Længe vaklede jeg mellem at skrive om tre meget forskellige tegneserier, og det nåede dertil, at jeg måtte tildele de tre serier point ud fra de oprindelige fire kriterier i mit allerførste indlæg (kvalitet, nybrud, effekt, tendens), for at finde ud af hvilken en der var vigtigst.
Line Kjeldsen Jensens hårdt sårbare familie-Insta-striber i Hver dag starter det forfra vandt min åndede, selvopfundne konkurrence. Så her:
Line Kjeldsen Jensen var fucked.
I december 2015 fødte hun sit tredje barn, Solvej, og ikke længe efter kom hun på ukendt vis (også for hende selv) til skade med sin fod, så hun ikke kunne støtte på den. Og da hendes mand, kaldet Kjeldsen i hendes striber, ernærer sig som turnerende rockmusiker, var hun i de næste kaotiske måneder i lange perioder alene med tre børn og absolut ukampdygtig. Det var røvhårdt.
Hun tegnede det, postede det på Instagram, og blev populær. Bogen Hver dag starter det forfra indeholder Instagram-tegninger og en smule foto over en periode på ca. et halvt år, og dækker ovenstående, den ældste datters konfirmation, Line Kjeldsen Jensens 40 års fødselsdag og en sommerferie.
Et frontalangreb
Tegningerne var et frontalangreb på ideen om det perfekte liv. En fantasi-tilværelse der synes at fylde særligt meget hos især yngre kvinder, og som rummer drømmen om, at man både kan have et rigt kærlighedsliv, tid til venner, en fed og spændende karriere og et givende familieliv med cafe latte-barsel og nuttede poder løbende muntert omkring. Og se godt ud på Insta samtidig.
Og Line Jensen har jo det hele: hun er en smuk kvinde, med et selvrealiserende job i den kreative branche, hendes mand er rockstjerne og hun er mor til tre. Og det ser sådan her ud:
Ikke engang imellem. Men stort set hele tiden.
Den slags sabotage af tidens perfekthedskultur skal selvfølgelig foregå midt på hovedfærdselsåren – det vil sige på Instagram, hvor det er en karrierevej at se lækker og tjekket ud på stylede, photoshoppede billeder.
Line Kjeldsen Jensen har så gjort det til en karrierevej at ligne lort. Mange tak for det! Well fucking done.
Hvor andre fremviser deres bedste sider og højdepunkterne i deres liv, er det alt det udenom, Line Jensen viser frem. Og hun er dejlig konsekvent med at rive glansbilleder i stykker og punktere myter, særlig omkring barslen, her i første bind. Børn er benhårde. Hellere vil man arbejde, end holde barsel. Bitterheden ligger på lur.
Line Kjeldsen Jensen har så gjort det til en karrierevej at ligne lort. Mange tak for det!
Som læser æder jeg det hele, dels på grund af de øjeblikke af ømhed der er, der gør man aldrig tvivler på, at Line elsker sine børn og sin mand, der ellers må tage de fleste af tæskene, dels på grund af den tørre, tegnede afvikling af striberne. Det er til tider benhårdt, men det er også bare sådan det er, livet. Skal vi være ordentlige, velfungerende voksne mennesker, er vi nødt til at nå den erkendelse.
”Det kender jeg”
Line Kjeldsen Jensen var langt fra den første der gjorde det hun gjorde. At causere over sit uperfekte liv er, som jeg forstår det, en hel klummegenre i dameblade, populariseret i sin tid i Bridget Jones-romaner og -film. Og i tegnet form har jeg allerede skrevet om Stine Spedsbjerg, der ved indgangen til 2010’erne gjorde de tegnede dagbogsblade populære herhjemme.
Men Line Kjeldsen Jensen er mere ufiltreret end Stine Spedsbjerg og ligeledes populære Maren Uthaug. Mest minder hun mig om Signe Parkins, der i Signe Parkins & Drawings så på sit familieliv med meget af den samme sårbarhed og hårde ærlighed, som Line Kjeldsen Jensen gør i sine tegninger.
Parkins’ tegninger har mere poesi i sig, men Jensens er sjovere, lettere og går klarere ind i tidens diskussioner om perfekthedskultur, balancen mellem arbejds- og familieliv og kønnede tilgange til karriere og arbejde i hjemmet. Derfor er de også mere populære. Særligt, tænker jeg, blandt voksne kvinder, der ellers ikke læser særligt mange tegneserier.
De kan se sig selv i Lines tegninger. De er en påmindelse om, at de ikke behøver have styr på det hele, at det er hårdt, og at det ikke gør noget (ikke så meget som man tror, i hvert fald). Følger man linejensen_illu på Instagram, man se, hvordan hun er i løbende tegnende og skrivende dialog med sine mange, mange læsere, og hvordan hendes profil også er et enormt og empatisk community.
Den meste genkommende kommentar til hendes tegninger, er en eller anden variation over ”det kender jeg” eller ”det er lige mig”.
47.000 følgere
Jeg kender ikke til salgstallene til Hver dag starter det forfra, men fornemmelsen herfra er, at det var et stille hit, og jeg ved at den siden hen er kommet i flere oplag og udgaver. Anmeldelserne var flotte og hun modtog Pingprisens debutantpris. Siden da er der kommet en 2’er, Det store regnestykke, der har en dårligere titel, men ellers er endnu bedre end 1’eren. Hun er blevet portrætteret i bl.a. Politiken, Berlingske, Femina og på dr.dk, bliver med mellemrum brugt som en der mener noget om de emner hun tegner om. Hun har også lanceret en webshop og, sørme, en fysisk butik i Nansensgade i København, hvor hun bl.a. sælger muleposer og t-shirts med slogans som ”Gu vil jeg røv” og ”Alle kan ikke alt altid”. Hun har 47.000 følgere på Instagram.
Kort sagt: Hver dag starter det forfra kickstartede Line Kjeldsen Jensens karriere som tegneseriekunstner, og i dag er det Instagram-tegningerne og deres afledte effekter, der er det hun gør. Godt for hende. Og godt for danskerne generelle sundhed, at hun er der til at turde sige, hvor tit det hele ligner lort.
(…) godt for danskerne generelle sundhed, at hun er der til at turde sige, hvor tit det hele ligner lort.
Veloplagt frikvarter
Jeg vaklede som sagt længe mellem Hver dag starter det forfra og to andre tegneserier til denne klumme. Så lad os lige tage dem:
Første runner up er Fiesta magasinet, et old school tegneseriehæfte, der havde travlt med at signalere sin uvigtighed, stoppet som det var med puerile provokationer, sex, vold og satire. Et veloplagt frikvarter fra mere seriøse projekter.
Fiesta Magasinet blev lanceret med et nummer 0 i 2016, men for alvor fik luft under vingerne i 2017, hvor nummer 1, 2 og 3 udkom med bidrag fra de tre stiftere, Mårdøn Smet, Peter Kielland og Johan F. Krarup, og en lang række inviterede gæster.
10’erne var de grafiske romaners årti, men mange tegneserieskabere gør sig bedst i kortform, og det kan man argumentere for gælder for Fiestas tre bagmænd.
Mange tegneserieskabere gør sig bedst i kortform, og det kan man argumentere for gælder for Fiestas tre bagmænd.
Peter Kielland har en dejlig kynisk genkommende serie hvor verdens røvhul-ledere, inklusiv Tyrkiets Erdogan og Ruslands Putin, fortæller om deres tegneseriesamling, Mårdøn Smet leverer smukt cartoony og vildt teksttunge serier, der udspiller sig som små gakkede og hypervoldelige fabler, og i Johan F. Krarups Bruce & Robin har to håbløse mænd klædt sig ud som Batman & Robin (den ene ved at sprænges af lige dele mindreværd og oppustet ego, den anden en naiv yngling). Deres ekspeditioner indebærer bl.a. en tur til Christiania for at stoppe hashhandlen. Det er stor og tåkrummende komik.
Fiesta Magasinet blev i Nummer 9-kredse jævnligt hyldet, men dets betydning har nok primært været internt i tegneseriemiljøet, som en påmindelse om, at det ikke behøver være grafiske romaner og dagbogs-Instastriber det hele, at der stadig er plads til tegneserier i deres korte, rå, lavkulturelle, originale form.
Og så måske som et møde mellem tre generationer af tegnere. Kielland og Smet er fra den punkede del af den store album-generation der revolutionerede danske tegneserier fra slutningen af 70’erne, Krarup er fra den samme ironiske 90’er-generation som mig, og det samme er bidragsydere som Christian Henry og Søren Mosdal, mens tidens følsomme unge bl.a. repræsenteres af Christian Bay Kirk og især Line Høj Høstrup, der leverer fin energisk satire, med færre kønsdele og mindre blod end herrerne til festen. Som sådan var det et af de første steder de unge talenter fra tegneserieuddannelsen Grafisk Fortælling kunne udkomme i.
Fiesta Magasinet udkom med 11 numre, inkl. specialudgivelser og et afsluttende dobbeltnummer i stift bind, i perioden 2016-2019.
Den radikale blomst
Anden runner up, Signe Parkins Tusindfryd, er det radikale værk i den lille buket. Et slags associerende tegneserielangdigt, hvor hver side består af fire tegninger, med fire rimende, tilhørende ord.
Der er genkommende visuelle temaer og kvindekroppe, langbrystede, benbehårede og menstruerende, fylder en del, men der er også heste, piber, sværd og skyggemænd. Det er en enormt åben tekst, så spørg mig ikke, hvad det handler om eller hvad det betyder.
Fornøjelsen er at gå på opdagelse i de vilde tegninger, der både enkeltvis og i de opsatte kvartetter er ganske vidunderlige: smukke og vilde og fabulerende og frygtløse.
Fornøjelsen er at gå på opdagelse i de vilde tegninger
Tusindfryd var tegneserien der viste nye veje for formen i 2017, og var desuden årets smukkeste værk. Min eneste anke er at den skulle være blevet udgivet i stift bind og større format, men forlaget vurderede nok klogelig at det ikke var den tegneserie der ville ende øverst på bestsellerlisten. Den fik fortjent Pingprisen som årets bedste danske tegneserie.
Næste gang: En tegneseriesværvægter vender tilbage og fyrer den af med magi & atomkraft.
Del på
