Tusindfryd
I Tusindfryd tegner og rimer Signe Parkins om kvindekroppen. Heraf fremstår en verden, hvor alt er sammenfiltret og dog ulideligt ensomt.
På ryggen af en hest står en flue med sine hænder om hestens tøjler, og på fluens ryg sidder en nøgen kvinde. Den ene hånd holder fast i fluens tøjler. Med den anden hånd har hun hævet et sværd over sit hoved. Kvinden er lille som en flue og alligevel klar til kamp. Egentlig er motivet jo grinagtigt, men alligevel virker det dybt alvorligt. Således kan man lære meget om Signe Parkins’ nye bog, Tusindfryd, ved bare at se på dens forside. Bogen er i samme bevægelse vred, munter, kampklar og skrøbelig. På samtlige sider dirrer rimene og tegningerne af disse interne spændinger.
På forsiden står der også, at Tusindfryd består af rim og tegninger. Man kunne vel næsten kalde den en digtsamling i tegneserieformat. Som hovedregel er hver side delt op i fire tegninger. Til hver tegning hører et ord eller et par ord, der rimer med de andre ord på siden. Således dannes der – noget der minder om – små digte på hver side, såsom: ”sammenflet / bananskelet / sort plet/ blød og let”.
Der er små afvigelser inden for formen, men hver side er gerne afgrænset, idet rimene skifter lyd for hver side. Omvendt går en række motiver igen i hele bogen. Planter, tarme, frøer, piber og den samme kvinde, enten nøgen eller klædt i en blå eller rød kjole optræder igen og igen på siderne. Selvom Tusindfryd strengt taget ikke har et narrativ, fremstår den genkommende kvinde som en art hovedperson. Således følger man hende som piberygende revolutionær; man ser hende forvandle sig til en frø, idet hun indoptager en mand; og man ser hende ligge papirtynd og afmægtig på en trappe. I Tusindfryd er vi omgivet af planter det ene sekund, og det næste sekund er vi midt i et lejlighedskompleks. Nogle gange er tegningerne helt propfyldte med rekvisitter og figurer; andre gange ses blot en tynd streg menstruationsblod løbe ned af en kvindes lår.
Helt gennemsigtig; helt uigennemskuelig
Kontrasterne er skarpe i Tusindfryd, men de forbindes i Parkins’ streg. Tegningerne er gjort med en lidt usikker hånd. Alt er sært aflangt, nærmest spinkelt og skrøbeligt. Men netop usikkerheden er ubetvivleligt en styrke for bogen. Proportioner er Parkins ikke så nøjeregnende med, og hendes figurer væver sig ind og ud af hinanden. Gennem denne plasticitet opnår Parkins’ tegninger også en foranderlighed, der muliggør figurernes utallige metamorfoser og sammensmeltninger. På denne facon får en særlig gestus sin relevans: Idet figurer i bogen overlapper, sker det ofte, at den bagvedliggende figurs konturer ses gennem den forreste figur. I figurernes sammenvæv fremstår de transparente. Verden i Tusindfryd fremstår på denne facon nærmest gennemsigtig og dybt skrøbelig i sit vildnis af figurer. Det virker papirtyndt – uden nogen form for substans. Intet står af sig selv, men må hvile på sin omverden for ikke at blive blæst væk.
Og dog: For de bagvedliggende konturer tegnes ikke altid. Hermed optræder figurerne som adskilte størrelser. Således opstår en spænding mellem det faste og det skrøbelige; mellem at være ene eller fælles. Idet figurerne i Tusindfryd filtrer sig sammen, hersker der samtidigt den dystre erkendelse af, at mennesket uundgåeligt altid vil være alene; aldrig kan smelte sammen med sin elskede; altid vil være uigennemskuelig for den anden.
Flere scener i bogen viser kvinden have sex med en mand, men præcis der, hvor de elskende er allermest sammenvævede, er det samtidigt som om, de ikke kan blive mere adskilte. Men af netop dette forhold blomstrer også bogens andre modsætninger op. Kvinden er nogle gange helt ene og stærk, hvor hun andre gange nærmest falder i et med sine omgivelser på grund af sin papirtynde, transparente krop. Modsætningerne bestrider hinanden, men ingen af dem bukker under. De forenes aldrig. Ingen smelter for evigt sammen, og spændingen er næsten ubærligt stor.
