Lige før sommerferien udkom Line Jensen med sin anden graphic novel Det store regnestykke – og det er tydeligt at hendes hverdag ofte er netop det.
– Jeg skal bare nå at have fikset så meget som muligt inden interviewet, nu hvor jeg har fået lovning på, at Kjeldsen tager ungerne den dag. Sådan lød det fra Line Jensen, da vi lavede aftalen om at mødes på en café på Blågårds Plads en efterårsdag og snakke om Instagram-tegnerfænomenets anden bog, Det store regnestykke.
Hvordan man følger op på en succes
Det store regnestykke tager tråden op hvor debuten Hver dag starter det forfra sluttede – Lines barsel er slut og hverdagen begynder, med familieliv, børn, arbejde, en bog der skal udgives og alt det andet. Og den røde tråd gennem bogen er netop hele udgivelsesprocessen omkring den første bog – både den mentale proces og det praktiske arbejde fordi hele idéen til at udgive etteren opstod undervejs mens tegningerne til Det store regnestykke blev tegnet og postet på Instagram især.
– Oprindeligt var det slet ikke min egen idé at udgive noget af det, der var andre der skubbede på for at få udgivet det, der blev til Hver dag starter det forfra. Og på trods af den var en succes, havde jeg i lang tid meget modstand mod at udgive efterfølgeren. Den første bog gav mere mening, fordi indholdet var så enkelt og gyldigt for alle – det var ikke kun min historie, men alles, fortæller Line Jensen.
– Den næste er langt højere grad mit eget liv og min historie – hvorfor skulle andre have lyst til at læse den? Jeg var overbevist om at bog to skulle være en “rigtig bog” – en jeg satte mig ned og skrev fra start.
Undervejs blev jeg ramt af bevidstheden om at skulle levere noget genialt.
Men ideen om at nytegne en bog, forplumrede og forsinkede processen. På det tidspunkt havde Line jensen fået et legat fra Statens Kunstfond og havde sat en måned af til projektet. Men så kom præstationsangsten buldrende:
– Undervejs blev jeg ramt af bevidstheden om at skulle levere noget genialt. Den tillid de havde til mine evner og følelsen af at de skulle have noget for pengene i bogstavelig forstand, satte mine forventninger højt.
De tegninger der kom på Instagram i perioden, afspejler også den bevidsthed og angst overfor egne forventninger. Men resultatet blev som vi kan se Det store regnestykke.
– Så må det store mesterværk komme på et andet tidspunkt, siger Line Jensen med tørt grin.
En mere personlig fortælling
Line Jensen fortæller, at Det store regnestykke har mange forskellige handlinger – familien, karrieren, andre mennesker (fx veninderne), hvor den første bog mere handler om alt det, der ikke foregår fordi det en barsel.
– Den er på mange måder er en mere personlig fortælling, og derfor havde jeg brug for at få selve historierne lidt på afstand før jeg kunne lave bogen. Mange af tegningerne har derfor ligget to år fra de blev lagt op på Instagram, til bogen rent faktisk blev udgivet og inden da er der også gået noget tid fra tingene sker i virkeligheden, til tegningerne bliver lagt på nettet. Alle tegningerne er noget, der er sket i virkeligheden, men jeg ville ønske jeg var bedre til at finde på ting, især i forbindelse med det mesterværk jeg gerne vil skrive, indrømmer Line. Men det er jo samtidig præcis, hvad der gør hendes to bøger så populære – den følelse af hudløs ærlighed, man som læser sidder med.
Når hobby bliver til arbejde – eller omvendt…
Line jensen har også lagt en anden vildskab og energi i Det store regnestykke end i debuten.
– Jeg turde lidt mere, så den har stærkere og flere farver, mere spræl – og guld! Jeg tænkte NU gør jeg det.
Tegningerne er stadig sort/hvide og i Lines enkle streg og har stort set alle været lagt på nettet først:
– En del af pointen er, at det er lavet på farten, ting er ikke perfekte og man ved ikke hvor det ender. Der er dog enkelte tegninger, der er lavet til bogen, fordi de oprindeligt var et fotografi på Instagram og derfor nu er tegnet i stedet.
Desuden er der for sammenhængens skyld lagt tegnede sekvenser ind, der illustrerer selve processen med at tegne og udgive bogen.
– Når det bliver til en bog, skal man forholde sig til materialet på en anden måde og skabe en fortælling – en tidslinje. Der skal et forløb og udvikling på noget, der jo reelt er øjebliksbilleder.
En del af pointen er, at det er lavet på farten, ting er ikke perfekte og man ved ikke hvor det ender
Line fortæller, at hun altid har tegnet enkelt og lidt barnligt, men også har fundet ud af, at hun arbejder bedst med selvskabte benspænd.
– Derfor var udfordringen for mig selv, inden jeg lagde de første barsels-tegninger op på Instagram, at jeg skulle lave en tegning om dagen i 3 måneder og lægge den op. Om jeg så skulle tegne med venstre hånd, så måtte det være sådan.
Sideløbende var det også en proces med at udvikle sin egen tegnestil, som hun gerne ville have mere levende.
– Jeg fik inspiration ved selv at kigge på Instagram, især Pernille E’s tegninger med deres lette og svævende streg. Men også andre inspirerede – bl.a Lisa Congdons typografi og ærlighed og Liana Finck i forhold til mere fokus på situationen og replikskiftet end jeg før havde haft. Det kan også ses i Det store regnestykke, der netop har mere enkle tegninger med fokus på historien og ikke så meget baggrundsmiljø (med sofaer, kopper mm) som i den første bog.
Line Jensen rentegner aldrig, men publicerer altid sit første udkast. Men i forbindelse med Det store regnestykke var der orginaltegninger der var var blevet væk eller solgt, der bogen blev lavet.
– Og da de skulle med, var jeg nødt til at tegne dem igen ud fra min oprindelige Instagram post – og forsøge gøre dem lige så uperfekte som første gang, fordi det er netop at stregernes uperfekthed, der er en del af budskabet og understøtter det uperfekte liv de viser, fortæller Line Jensen.
Ærligheden i hverdagen – og i sorgen
– I starten, da jeg begyndte at lægge tegningerne op, føltes det hele super hemmeligt. Der var næsten ingen følgere og ingen kendte mig, men i takt med det er blevet så stort og jeg bliver genkendt på gaden, er der brug for at distancere sig lidt mere. Det var ikke en bevidst handling at tegningerne ofte kom til at omhandle hverdagens tabuer, men eftersom så mange fangede det og identificerede sig med det, blev det noget jeg var mere bevidst om og brugte, siger Line Jensen.
Af samme grund føler hun også nogle gange behov for at give Kjeldsen (hendes mand) lidt oprejsning, da det jo ofte er de typisk kønsrolle-situationer hun beskriver.
Efterhånden som mange følger Line Jensen på Instagram/Facebook og læser bøgerne, har hun også måtte finde ud af, hvordan hun beskytter børnrne og ikke udleverer dem. Hendes store datter Nora, har hele tiden i forløbet kunnet sige fra:
– Det er blevet til et dogme, at hun bliver spurgt hver gang og kan sige nej, forklarer Line Jensen.
Især i Det store regnestykke får datteren en større rolle, da hendes far pludseligt dør og Line meget fint skildrer den sorgproces det er for dem begge.
– I virkeligheden foregik det hele over mindst ½ år, men i bogen bliver det sammenpresset til et kort, sammenhængende forløb. Det giver et mere helt billede af den bearbejdning af sorgen, der foregik. Undervejs havde Nora hele tiden det sidste ord i hvad skulle med og hvordan og var den første, der læste alt. Hun kom med gode, konstruktive kommentarer og ville gerne have mere med. Oprindeligt havde jeg lavet en kortere version, for at skåne hende, men Nora synes selv det var vigtigt at få fortalt historien. Men selvfølgelig er hele tiden det min version af hende historie – ikke hendes egen.
Oprindeligt havde jeg lavet en kortere version, for at skåne hende, men Nora synes selv det var vigtigt at få fortalt historien.
Og der er kritikere undervejs, der har påpeget at Line ikke går tæt nok på i Det store regnestykke, men skal gå mere i dybden med livet og følelserne.
– Og det kan jeg godt selv se det ud fra litteraturperspektivet, men det er jo ikke bogens præmis. Det er at samle det som er lagt ud på Instagram og vise en del af mit liv – uredigeret, siger hun.
På spørgsmålet om Line selv har nogle favorit-illustrationer i Det store regnestykke, er forsiden nok en af dem, der ligger højest, selvom det i følge hende selv, ikke er en af dem, der er bedst tegnet. Men den beskriver hverdagen for Line – og for mange andre.
Hvis man vil se og høre Line er hun på Bogforum d. 15.-17. november, hvor hun både bliver interviewet på Spotscenen og sidder i Forlaget Lesens stand hele weekenden – og man kan være heldig at få tegnet sit portræt.