“Ekvilibristen” Mårdøn Smet og “forlagstanten” Pia Christensen hædres med Hanne Hansen Prisen. Cosey modtager årets ærespris
I forbindelse med årets Art Bubble tegneseriefestival, der netop er løbet af stablen i Rundetårn, blev der traditionen tro fundet nye modtagere af Hanne Hansen Prisen.
I år blev den flotte statuette og hædren givet til tegneserieskaber og -ildsjæl Mårdøn Smet samt redaktionsassistent og tegneserietovholder gennem mange år Pia Christensen. Festivalens hovednavn Cosey modtog ved samme lejlighed en ærepris.
Herover ses Pia Christensen, Cosey og Mårdøn Smet med Hanne Hansen-statuetten i Rundetårn. (Foto: Carsten Søndergaard)
I Arne Ungermanns fodspor
Hanne Hansen Prisen er opkaldt efter Arne Ungermanns klassiske tegneserie af samme navn, og gives til personer, som “har gjort en særlig indsats for dansk tegneserie.”
Modtagerne af prisen får til opgave at vælge næste års modtagere, og den opgave påhvilede således tegneserieskaberne Henning Kure, Nikoline Werdelin og Orla Klausen, der modtog prisen ved sidste års Art Bubble i Århus. Sidstnævnte havde dog fravalgt at pege på en ny modtager, hvorfor der i år kun var to danske modtagere.
Vi har fået mulighed for at bringe Nikoline Werdelin og Henning Kures motivationstaler til henholdsvis Mårdøn Smet og Pia Christensen. Samt arrangementets vært Gunnar Willes ord til Cosey.
Nikoline Werdelins motivationstale for Mårdøn Smet
Mårdøn skal have Hanne-Hansen prisen, dels fordi han er så ekvilibristisk en tegner og dels fordi han er en ildsjæl i tegneseriekulturen.
Back in the days arbejdede Mårdøn som bladtegner på Ekstra Bladet og begyndte hurtigt at levere illustrationer til et hav af billedbøger. Hans markante gennembrud kom i 80erne med tegneseriealbummet Spildte Guds ord på Balle-Lars. Mårdøns univers er provokerende og grænseoverskridende … men når den sorte humor er sortest, opstår følsomheden. Mårdøn er altid i stand til at more sig over menneskehedens dårskab, uanset om det er sexovergreb i familien, ensomhedsselvmord eller grov voksenmobning – men han er nærmest gammeltestamentelig i sine moraler. Han finder en satanisk fryd i vores absurde og groteske trakasserier, men pas på pointen. Der er ikke sjældent et strejf af alvorsfuld elegi.
Mårdøn tegnede i en periode Mumitrolden … han begyndte med loyale tegneserieudgaver at Tove Janssons historier, men endte med ikke bare at udvikle tegnestilen meget mere i sin egen retning, men også skrive sine egne historier. Mumi-historier, der naturligvis flirtede med det dystre.
Et af Mårdøns hovedværker er Stig & Martha (=stigmata). Den er ordløs og skildrer i små optrin absurde historier som kan se nuttede ud, men som hurtigt viser sig fyldt med grænseoverskridende indhold. Tegnestilen i Stig & Martha er så radikal forfinet at den næsten skal afkodes af sine læsere, det er her Mårdøn cementerer sin på en gang med-vilje-besværede og virtuose tegnestil.
Som tegneserietegner har han en spændstig og nærmest grotesk cartoony streg, som i øvrigt er inspireret af hollænderen Fred Julsing. Som illustrator er hans spændvidde kæmpestor, han har i sit repertoire et Sikker Hansen-afledt udtryk, et Arne Ungermann-afledt udtryk og ingen kan som han tegne snoede grene, blæsende tundra, blomster, alfe, ulve, sommerfugle … hele natur-universer vokser ud af tegnebordet. Og her tale vi om et rigtigt, skråtstillet tegnebord, ingen computer … ingen Photoshop. De store verdener vokser ud af Mårdøns hånd, blyant, ud af fjerpen og blæk. Den sjæl, der kan være misantropisk, når det drejer sig om mennesker, viser sig at være romantisk.
Mårdøns fælleskab med Ungermann er, at de begge er så overlegne tegnere. ”At tegne er at se” og de har begge set naturen, de har set mennesket. De har begge overskuddet til det lille sving, den flamboyante krølle. Ingen af dem kan lade være. De kan indkranse en tegning med jugend-agtige ornamenter. De laver Art Nouveau i den mindste vignet. De har begge en sans for farver, for lys og skygge, der ville gøre Caravaggio misundelig.
Mårdøn er også en del af aktivitstkulturen i tegneseriemiljøet. Han er respekteret og afholdt. Man kan slå sig på hans bryske ligefremhed, blive rystet af hans til-helvede-med-hele-attitude og fordi han siger tingene, som han synes, de er. Ofte uindpakket, hvilket er sjældent og dyrebart. Bag temperamentet, den skarpe tunge og ubestikkeligheden er en engageret underviser og en generøs vejleder. Der er en lind strøm af lærlige og pratikanter i Troldmandens værksted.
Hvis han hører en historie om en gammel dame, der bliver sparket ud i sneen af sin familie juleaften, lægger han hovedet tilbage og skoggerler. Men når han går ud af døren ved fyraften, siger han ”Hygge”.
På det seneste har Mårdøn været toneangivende redaktør af Fiesta-magasinet, hvor han også er flittig bidragyder. Fiesta-magasinet udkom i øvrigt i går som smuk, samlet coffee-table book. Mårdøn har med bl.a. Mester Brønkarse og Kuon & Qinoa fortsat sin umættelige trang til at muntre sig over selv menneskehedens allermest ubehagelige karaktertræk. Han er en dygtig ordsmed, en sylespids skribent med sans for sproglig præcision og økonomi, og opsigtsvækkende metaforer.
Som I alle kan høre, er det på høje tid at Mårdøn får Hanne Hansen Prisen.
Henning Kures motivationstale for Pia Christensen
Sidste år fik jeg Hanne Hansen Prisen, og med prisen følger, at man skal vælge den næste pris-modtager. Man bliver altså en slags repræsentant for hele det danske tegneseriemiljø, for man skal nemlig vælge en pris-modtager, som har betydet noget særligt for danske tegneserier.
Når man kigger sig om blandt danske serieskabere er der virkelig mange, som har betydet noget særligt for tegneserierne. Men serieskaberne er jo miljøets herskab, og prisen er opkaldt efter Arne Ungermanns tegneseriefigur Hanne Hansen, som er en tjenestepige.
Man kunne jo så vælge at se den som en pris – og en hyldest – til det danske tegneseriemiljøs tjenestepiger og tjenestefolk. Dem er der også mange af, men det bliver straks lidt sværere med det der ‘at have betydet noget særligt.’
Der er jo rigtig mange folk med helt almindelige job, der i tidens løb har arbejdet i de danske tegneseriers tjeneste, uden at det som sådan var noget særligt. Se bare på billedet her af samtlige ansatte i en tilfældig, dansk tegneserievirksomhed. Bogholdere, grafikere, sekretærer, produktionsfolk, redaktionsfolk, sælgere, pakkedamer …en direktør …en postdreng. – Tjenestefolk.
Hvem af dem har betydet noget særligt?
Foto: Jørgen Angel
Billedet er fra 1977, tror jeg – bemærk trompetbukserne med læg, til venstre. De fleste på billedet er glemt i tegneseriesammenhæng. En håndfuld af dem huskes nok, måske. Men der er kun tre, som stadig seriøst har med tegneserier at gøre.
Ham her – Carsten Søndergaard (1), der på mystisk vis havde glemt sine ben den dag. Og Peter Madsen (2), 19 år og lige blevet fastansat i ét år for at tegne det første album i Valhalla-serien.
Og så er der hende her (3). Nyansat et halvt år før billedet blev taget – som albumredaktørens sekretær.
Foto: Jørgen Angel
Her retter hun ham til inden et pressefoto. Håbløs opgave.
Foto: Jørgen Angel
Og fra den stol dér, havde jeg denne udsigt i et lille årti. Det er jo lige til at blive i godt humør af – og humor og varme har altid været med i hendes måde at takle opgaverne på.
Det kan jo næsten ikke være bedre, når man skal være redaktionsassistent på et tegneserieforlag og skal takle mere eller mindre hysteriske chefer, excentriske kolleger, tossede tegnere, forfattere, oversættere, håndtekstere, grafikere, trykkere, rettighedshavere, gæster og hvem der ellers har deres gang i tegneseriebranchen.
Foto: Jørgen Angel
Hun har altid fået alle, både udenfor og inde på forlaget, til at føle sig som del af en stor, broget familie. Her som naturligt centrum for albumredaktionen engang i 90’erne.
På det tidspunkt var jeg gået andre veje, men vi havde stadig kontakt. Ikke kun som venner, men også professionelt. Jeg har nemlig også selv som tegneserieskaber oplevet, hvad der gør hende til noget ganske særligt for danske tegneserier.
Hun blev jo ansat lige før Peter Madsen begyndte at tegne Valhalla, og hun har – ligesom med rigtig mange andre danske serier i tidens løb – passet rigtig godt på vores serie helt fra begyndelsen med en trofasthed og vedholdenhed og stil, der er i en klasse for sig selv.
Gennem årtier hvor forlaget skiftede navn og adresser og chefer i ét væk – så blev hun stående som en rød tråd gennem det hele.
For to år siden kunne hun fejre 40 års jubilæum som tegneseriebranchens absolut førende forlagstante. Og hun har lige kronet sin karriere med at være tovholder og medredaktør på dette værk, der samler en stor del af det danske tegneseriemiljø i ét bind.
Pia Christensen.
Pia, kom her – for det er dig, der skal have Hanne Hansen Prisen.
På vegne af det danske tegneseriemiljø – og også på egne vegne – vil jeg gerne hylde dig og takke dig.
Tak for at være en tro tjenestepige for tegneserierne og de sære folk, der omgiver dem.
Tak for at have passet så godt på Valhalla gennem alle disse år.
Tillykke med Hanne Hansen Prisen – den har du fortjent.
Gunnar Willes motivationstale for Bernard Cosendai (Cosey)
Bernard Cosey har vi kunnet læse på dansk i mange år, faktisk siden 1977, og den særlige grafiske stil og farvelægning har været en inspiration for mange tegnere her. Også stemningen i fortællingerne og deres syrede lag af uvirkelig virkelighed har været en kilde, der har forsynet det danske tegnerseriemiljø med energi og inspiration.
Dit hovedværk Jonathan er som et gigantisk bjerg af fortællinger, dine musikanvisninger som tilføjer ekstra dimensioner til tegneserierne, selv en Mickey Mouse kan i dine hænder tilføres nye dimensioner og dine tegneserier som milepæle i tegneseriens historie. På grund af alt det ønsker vi at give dig, Bernard Cosey, en ærespris for dit store værk og samtidig håber vi, at du vil fortsætte med at udvikle og skabe nye fantastiske fortællinger og universer.
