Ildsjælen bag websiden The Comics Reporter er død, 51 år gammel
Tom Spurgeon blev født i 1968 og arbejdede som redaktør på tegneserietidsskriftet The Comics Journal fra 1994 til 1999. Efter det skabte han blandt andet tegneseriestriben Wildwood med sin ven Dan Wright, og var medforfatter på bogen Stan Lee and the rise and fall of the American comic book, som udkom i 2003.
The Comics Journal er en historie for sig. Det startede som forlagets Fantagraphics eget nyhedsmagasin, og var berygtet for blandt andet at angribe de konkurrerende forlag Marvel og DC med aggressive vinkler og dybdeborende kritik af de to store forlags redaktion, udgivelser og medarbejderpolitik.
The Comics Journal eksisterer stadig som en glimrende webside med et fantastisk arkiv over gamle interviews.
The Comics Reporter
I 2004 startede Spurgeon webiden The Comics Reporter, en en-mands operation som blev opdateret dagligt med nyheder primært fra den amerikanske tegneserieverden.
Spurgeon skrev ikke bare om nye udgivelser, men lavede også reel journalistik om blandt andet korruption og retssager i tegneseriemiljøet, seksuel chikane i con-miljøet med mere. Websiden var en pålidelig, dagligt updateret og altid aktiv kilde til seriøs tegneserie journalistik.
Han rettede desuden opmærksomhed på kunstnere som havde behov for økonomisk støtte gennem crowdfunding-siden Kickstarter. Typisk hvis en tegneserieskaber har haft brug behandling på hospitalet, men fordi arbejdet med tegneserier har været på freelance-basis, har der hverken været en forsikring eller opsparing til at betale regningen.
En succes-fuld Kickstarter kampagne kan derfor nærmest redde liv, og her har The Comics Reporter utallige gange været med til at fokusere på igangværende kampagner og fulgt op på dem, som gik i stå. Senest i forbindelse med en kampagne til fordel for Gahan Wilson, som leverede tegninger til Playboy i over 50 år.
Tom Spurgeon døde Onsdag d. 13 November 2019. Der foreligger ikke p.t. information om dødsårsagen.
Spurgeon var en fornem kritiker.
Nummer 9 har bedt tegnesserieekspert Matthias Wivel sætte lidt ord på sit forhold til Tom Spurgeon:
– Han var utrættelig i sin indsats for at dokumentere og nære tegneserien i al dens bredde, og altid på skabernes side. Hans indsats på The Comics Reporter syntes til tider overmenneskelig – tænkt at køre så omfattende en dækning så konsekvent i så mange år. Og så på nettet, hvor de fleste ting ikke står distancen længere end entusiasmen eller opstartskapitalen rækker.
– Jeg løb imidlertid først ind i ham, eller snarere hans arbejde, dengang han var redaktør på The Comics Journal i de tidlige halvfemsere. Det var bladets storhedstid – bidende, stimulerende kritik, skarp nyhedsdækning og lange, dybdegående interviews. Hans og bossman Gary Groths arbejde var den altoverskyggende inspiration for mit eget tidsskrift Rackham.
– Spurgeon var også en fornem kritiker. Han skrev fra hjertet på sådan en lidt omstændelig måde, men ofte med flot billedskabende metaforer og sanselige beskrivelser af oplevelsen med den tegneserie eller den situation han beskrev. Hans Stan Lee bog, forfattet sammen med Jordan Raphael, er indsigtsfuld analyse skrevet i medrivende bestsellersprog.
– Uden folk som ham kommer en kultur, der i den grad drives af ildsjæle ikke langt. Hans virksomhed var på helt grundlæggende niveau kulturbærende. Må hans eksempel tjene til hundredfoldig inspiration.