På Rune Rybergs tegnebord gemmer sig alt fra flippermaskiner, ungdomsvenner, heksebjerge og flagermus på skateboards. Nummer9 er blevet inviteret inden for i Runes stue.
Rune Ryberg debuterede med et farverigt og tempofyldt brag med den PING-vindende Gigant for nogle år siden. Siden da er det blevet til et par veloplagte Zines samt et nyt, næsten færdigt projekt på 250 sider med den ultraseje titel Death Save. Vi har snakket lidt med Rune om, hvad der ligger på hans tegnebord. Samt lidt OM hans tegnebord.
Hvor sidder du og arbejder?
Jeg har endnu ikke noget decideret arbejdslokale. Jeg arbejder hjemme i min toværelses lejlighed på Frederiksberg. Det kniber lidt med pladsen, så hver gang jeg tegner på en side, folder jeg mit hjemmelavede tegnebord ud og går igang med dagens arbejde. Det er en klar forbedring i forhold til, da jeg lavede Gigant. Dengang havde jeg ikke noget tegnebord, hvilket betød, at jeg tegnede meget foroverbøjet og fik ondt i nakken. Det er selvfølgelig ikke holdbart, hvis jeg vil blive ved med at lave tegneserier. Jeg undersøgte, hvad man kunne købe af tegneborde og var mildt sagt uimponeret. Enten var de store og klodsede eller spinkle og ustabile, så jeg hentede noget birkefiner i Silvan og byggede et kompakt fold-ud-bord selv. Der er plads til et par A3-sider, mere har jeg egentlig ikke brug for. Det ville dog være rart med et større og mere permanent setup en dag. Jeg bruger en ipad til at se referencemateriale på. Til Death Save har jeg fået samlet et væld af billeder i min dropbox, billeder af flippermaskiner, bymiljø, biler, folk på gaden osv. Omslaget på ipad’en sikrer at den ikke falder ned selvom bordpladen er skrå. Det er et fikst lille happy accident.
Jeg har det fint med at arbejde hjemme, der er fred og ro. Min arbejdsdisciplin fejler ikke noget, jeg går igang om morgenen og stopper om aftenen. Det er ret simpelt og ligetil.
Fortæl lidt om dit nuværende projekt?
Death Save er et ungdomsdrama fra de tidlige 1990’ere i et antropomorfisk storbymiljø. Historien følger de to teenagedrenge, Bass og Rick i deres tumulte hverdag med flipperspil som det centrale omdrejningspunkt. Ballade og konflikter præger drengenes hverdag, og Bass oplever at hans venskab med Rick bliver en tiltagende tungere byrde for samvittigheden og en klods om benene.
Death Save adskiller sig fra min debuttegneserie Gigant, da det er en mere seriøs historie, der henvender sig til en lidt ældre målgruppe, man kan vel kalde den for en ungdomstegneserie. Sproget er grovere og upoleret, og historien fokuserer på karakterernes forhold til hinanden, især de to hovedkarakterer Bass og Rick. Historien er inspireret af min egen opvækst i halvfemserne med adskillige elementer direkte fra egne oplevelser, men det er ikke en selvbiografi. Jeg havde desværre ikke selv adgang til en arkade fyldt med flippermaskiner, da jeg voksede op i en meget lille by. Humoren fylder stadig en del på trods af en mere seriøs undertone, jeg tror altid, det vil være ret gennemgående for alt, hvad jeg laver, det skal gerne være sjovt, selvom jeg prøver at sige noget seriøst. Jeg håber at læseren vil føle sig godt underholdt, grine, blive rørt og også gerne lidt vred. Så vil jeg være glad og tilfreds.
Jeg tegnede sidste side af ca. 250 sider for en måned siden, nu er jeg så igang med alt efterarbejdet og kommunikation med diverse forlag. Sådan noget tager længere tid, end man tror. Det er en underlig tom følelse pludselig at være færdig med at tegne sider til noget, jeg har arbejdet på i så lang tid. Det er på en måde melankolsk at skulle stoppe med at arbejde med de karakterer, jeg har levet mig ind i igennem så lang tid. Heldigvis går jeg hurtigt igang med et nyt projekt. Jeg sørger for at have startet 1-2 nye ting op, inden jeg er færdig med mit aktuelle projekt. På den måde har jeg haft tid til at afprøve og teste idéen og mærke efter, om det er noget, jeg gider at bruge mere tid på. Det er vel en slags planlægning.
Hvorfor var det lige nu, at det projekt skulle realiseres?
Det er ærligt talt fjollet at kaste sig over så stor et projekt som Death Save lige efter min kun 60 siders debut, Gigant. Jeg burde, fornuftig set, have lavet noget af samme omfang, måske en anelse længere end Gigant. Men Death Save-historien havde ligesom ulmet i mit hoved i så lang tid, allerede fra da jeg begyndte på Gigant. Jeg vidste, den vil blive lang, og jeg ville give den plads til at ånde og ikke komprimere forløbet, så f*** it, det kommer til at tage lang tid, håber ikke jeg bliver træt af den halvvejs igennem. Heldigvis voksede Death Save på mig hele vejen under tilblivelsen, jeg blev mere og mere glad for karaktererne, morede mig over situationerne og var ofte frustreret over, hvor svære nogle af siderne var. Det er en god ting. Hvis ikke jeg bliver lidt frustreret og vred over, hvor svært noget er at tegne eller få til at kommunikere ordentligt, så bliver det sgu lidt kedeligt, og det tror jeg vil smitte af i arbejdet.
Som nævnt tidligere, så er historien inspireret af min egen opvækst, og jeg tager udgangspunkt i et venneforhold, der står mig nært og har formet mig som den person, jeg er i dag. Et forhold, jeg tror mange vil kunne genkende i forskellig grad. Tiden føltes, kort sagt, helt rigtig til at jeg fik stablet det her værk på benene. Nu håber jeg så på, at mine evner er gode nok til, at det bliver stående og at der er læsere, der vil tage Death Save til sig og kan få noget ud af den.
Og så var det vildt fedt at beskæftige mig med flipperspil. Jeg har altid godt kunne lide flippere, de vækker en speciel glæde i mig. Jeg ved ikke helt, hvad det er, men nok noget med at den her kasse på fire ben er så koncentreret med lys, lyde og bevægelige dimser, at man bliver lidt overstimuleret i hovedet. Flippere er en slags overload af sjov. Der er sikkert nogen, der bare synes, de larmer. Jeg har ikke selv en flipper, det har jeg ikke plads til, og de kan godt være dyre, især dem fra midthalvfemserne og op. Heldigvis er der flere steder, der har adskillige flippere stående, hvor man kan betale for at spille pr. time (flipperen er sat til freeplay), på den måde bliver man ikke ruineret, hvis man ikke er særlig god. Og jeg er virkelig ikke god til at spille flipper. Men det er ligemeget, så længe det er sjovt.
Death Save udkommer sådan set også på et godt tidspunkt, når man ser på, hvordan flipperspil er ved at genvinde popularitet. I sluthalvfemserne døde flipperscenen, og kun en flipperproducent overlevede. Nu, inden for de sidste par år, er der gang i flipperne igen. Det har måske noget at gøre med en generation, der er blevet “voksne” og introducerer det til en ny generation, jeg ved det ikke. Det er så ikke noget, jeg har kalkuleret med overhovedet. Det har ikke påvirket mine overvejelser om at lave Death Save netop nu. Det er bare et sjovt tilfælde.
Hvad er din arbejdsproces?
Fordi Death Save er en lang sag på ca. 250 sider, valgte jeg at bryde historien op i kapitler. I manuskriptet fokuserede jeg på de essentielle udviklinger og konflikter, men tillod mig selv at tilføje situationer, biforløb, dialog i selve thumbnail fasen hvor jeg skitser siderne ud i meget små skitser. Dvs. manuskriptet udgør kun 50%, resten er et spontant indfald for hvert kapitel. Det synes jeg giver en god energi, og det gjorde processen spændende og mindre kontrolleret for mig selv. Det var også temmelig angstprovokerende at arbejde så løst men jeg tror ærlig talt, at det har været nøglen til, at jeg har kunne holde gejsten oppe igennem så mange sider. Jeg tror faktisk at Death Save har hjulpet mig med at finde en arbejdsproces, der passer præcis til mit temperament og tålmodighed. Mega fedt!
Jeg nøjes med at thumbnail’e et kapitel og så gå igang med at lave kapitlet færdigt, før jeg går igang med at thumbnail’e næste kapitel. Efter at have lavet thumbnails, skitser jeg siden op på A3. Jeg skitser med en rød Col-Erase blyant (farveblyant). Derefter “rentegner” jeg med en almindelig 2B blyant, scanner siden ind og farvelægger i photoshop efter at have filtreret den røde skitse streg væk. Jeg valgte at tegne Death Save med blyant frem for fineliner eller blæk og pensel. Jeg havde lavet massere af tests og synes, at det lidt beskidte udtryk med blyanten passede godt til historien.
Har du så sat 1 til 2 ting i gang allerede? Og er de så hemmelige, at vi ikke må høre om dem eller se noget fra dem? Vi skal nok lade være med at hænge dig op på noget.
Det ene projekt hedder Lædervinger, det er en tegneserie om en skateboardkørende flagermus og hans venner. Med den bevæger jeg mig lidt tilbage til en yngre målgruppe igen, ligesom med Gigant. Jeg har ikke skrevet historien færdig endnu, men jeg har fået lavet de første 7 sider.
Og så er jeg igang med at lave et nyt Witch Mountain. Det bliver nr. 3. Den første var et zine, 2’eren blev lidt større, så jeg kan nok ikke helt kalde den for et zine. 3’eren bliver på over 70 sider. Stadig en ordløs tegneserie der er mere dyster og syret ligesom Witch Mountain 1 og 2. 3’eren bliver mere detaljeret i stregen og jeg har valgt at “farvelægge” i gråtoner med en inkwash, det er sjovt at arbejde med.