Craig Thompsons Pingprisvindende storværk “Habibi” er en vanskelig bog, der har delt vandene verden over. Nu er den klar på dansk, og Frederik Schøler kaster sig frygtløst over det monstrøse værk.
Craig Thompsons efterfølger til den gribende ’En dyne af sne’, er monstrøs. Ikke en splatter i gennemsølende grad, men på alle andre måder monstrøs og uhåndgribelig. Bare formatet på 665 tykke sider og i et fornemt gammeldags brunt -og guldimprægneret bind, der desværre til forveksling minder om en af Carl Marr-Møllers seneste udgivelser, er voldsom. Det er en indbinding, der signalere gammel visdom og ædelbyrd, og man må nok sige at Thompson her kommer væsentlig tættere på end Carl Mar.
Habibi er sat i et nutidigt, middelalderligt Arabien; eller en middelalderlig nutidig ørkenstat. Ligesom fortællingen er spændt ud mellem tidsaldrene, har den bastante rammer i dikotomier som ørken-vand, barn-voksen og – altoverdøvende – mand-kvinde. Der er også et metatenderende lag imellem karakterer, der skiftevis er fortalte og fortællende, ligesom skriften spiller en religiøs magisk og/eller mystisk rolle – der er et spor med arabisk mystik i denne imponerende kalligrafiedrede bog, hvori der ofte kalligraferes. Lige meget hvor svært håndgribelig Habibi er, har Craig Thompson således indiskutabelt lavet et meget ambitiøst værk, der i arabeskens snoede form lader alle disse spor slynge sig ind og uden om hinanden i fortællingen om KVINDEN og manden – Dodola og manden Zam. Det er dette spor, der er fortællingens navlestreng, hvorom alle de andre spor udfolder et til tider blodsdryppende livstræ.
Hovedpersonen og den, der bærer vores ubrudte sympati er Dodola – et alkvindeligt væsen, der indtager alle kvindelige positioner i forhold til Zam. Hun er han moder, hans søster, hans uopnåelige elskede, hans savnede elskede, hans helgeninde og endelig i den lykkelige (?) slutning hans kone. Undervejs er hun barnebrud, forældreløs, opofrende prostitueret, farlig femme fatal, sexuelt kontrollerende, sexuelt ydmyget, sexuelt kontrolleret, haremskvinde, gravid, moder med fødselsdepression, kærlig moder, ulykkelig moder hvis barn er blevet stjålet, ydmyget fange, uudgrundelig vis kvinde, hekseanklaget og heksekunstner samt sultanens yndling. Gentagende gange udsættes hun for uendeligt ondt fra magtfuldkomne mænd – og altid skildret som utvetydige uretfærdigheder og overgreb i en grad, der i Nummer9s anmeldelse af den engelsksprogede udgave fik Erik Barkman til at overveje, om han burde skamme sig over at være mand. Ikke meget fællesskab med Crepex ’O’s historie’s lystfulde og æggende underkastelse her.
Heldigvis møder man også Zam, Dodolas lille sorte plejebarn m.m.m. Hans historie er ligeså omtumlet som Dodolas. Også hans forældre giver ham bort, også han er slave, ensom, stakkels, handledygtig, lammet og ja, endda tvunget ud i prostitution. De bliver adskilt og han bliver undervejs kastreret på det grueligste og eunuk ved sultanens hof.
Der er meget i “Habibi”. Rigtig meget. Men det er ikke lige meget, selv om de gentagne sexuelt genererede katastrofer bliver for meget. Ulykkerne er spændt op på brutal maskulin magt i stiv potens, og det er lige før man(d), som Barkman skriver væmmes over at have ’kønsorganer til fælles med Tønder-manden, Josef Fritzl eller hvem det dagsaktuelle monster nu var.’ Men bare rolig Barkman. Med dine ord i baghovedet har jeg gennemgået Habibi og fundet din – vores – udfrielse. Den største ulykke i Habibi findes ikke i det dramatiske, men i den stille stund, hvor Dodola og Zam er fundet sammen; har fundet et fælles liv, som mand og kone og hvor den onde, onde sexualitet – oprindelse til katastrofer og Zams selvlede – endelig åbenbarer sig som det smukke, den også er. Der hvor to elskende længes efter at møde hinanden og forenes, arabeskisk slynge sig omkring, ind og ud af hinanden. Det er netop her den største ulykke i denne grumme fortælling findes. Det værste er, at kærligheden ikke kan fuldbyrdes, at Zam ikke kan give Dodola det kærlighedsbarn, som hun trods alle de sexuelle rædsler, hun har lidt, behøver for at blive fuldkommen. Endnu værre bliver det, at Zams ulykke skyldes hans selvkastrering. Måske er det pointen i Habibi; at kærligheden trods alle begærets fortrædeligheder alligevel er den ultimative lykke; at begæret ikke i sig selv nødvendigvis er så ubarmhjertigt, egoistisk og ondt, men at man(d) må styre det, kontrollere det, for hvis ikke skaber man et primitivt og afstumpet helvede på jord for sine omgivelser.
Det kan også være at jeg her fortaber mig i en af fortællingens krummelurer; i det overflødighedshorn af østens mystik, koran- og bibelprofetier og ornament-filigran, som Habibi er fyldt med – og det til bristepunktet.
Det ER en lækker tegneserie, den er ENORMT flot tegnet, Thompson udfordrer på beundringsværdigvis tegneserieformatet, men det balancerer for ofte lige på kanten af FOR meget. Som det er, er det monstrøst meget og for meget. Kæberne gaber, så det knager med fare for at blive gabt af led. Det går, men det er monstertæt på.
Karakter: 4/5
Titel: Habibi
Forlag: Fahrenheit
Forfatter/tegner: Craig Thompson
Oversætter: Dorthe Frei Christensen. Digte oversat af Oscar K
Format: 672 sider – sort/hvid
Pris: Ca. 400 kr
Udgivelsesland: Danmark
ISBN: 978-87-92320-46-9
