Radio Rackham: Tintin Take 1

Der kan måske godt ligge en lille pointe der, selvom både Hergé og Jacobs vel – ligesom mange andre i samtiden, bl.a Ian Fleming, som også nævnes – vel helt naturligt alle var under indflydelse af tidsånden, den kolde krig osv.

Men så gik Hergé jo bare sin helt egen personlige vej med Tibet, Castafiore og Rute 714 og lod Bob De Moor på bedste beskub fylde pauserne ud med genskabelsen af Den sorte ø og med Picaroerne.

Matthias Wivel

Taaak. Interessant med salstallene, Carsten!

Jeg oplever det meget sådan, at Tournesol-mysteriet er en favorit blandt kenderne og de inkarnerede fans, netop pga. perfektionen. Som forklaret i podcastet, synes jeg netop at det er pga. det hyperkontrollerede udtryk, excessen, at det er så interessant. Det forekommer mig som sagt mere at udtrykke vilje til kontrol over–end reel forståelse eller kontrol med–livet og erkendelsen.

Men altså, det er jo UMULIGT at vælge ét album som det bedste. Værket er så vidtrækkende og individuelle albums kan hver især noget helt særligt. Selv de svageste er jo spændende.

Thomas Nielsen

on26. April 2023

Min Tintin-prioriteringsliste har ændret sig mange gange gennem livet, men jeg har en ret klar fornemmelse af, at Det hemmelige våben(og, nej – jeg opfattede givetvis ikke titlen som en spoiler dengang) var en absolut favorit dengang, og, næst efter Enhjørningens hemmelighed og Månen tur-retur det album som står tydeligst i min erindring. Jeg tror faktisk at det var den lidt usædvanlige forside som solgte historien først – men det kan også være det er efterrationaliseringen der skubber lidt på der.

Henning Andersen

Hej Thomas (nu også hér 🙂 )

Min(e) oplevelser med Tang-Tang ligner dine, og heller ikke jeg følte mig “spoiler-krænket”. Og selvom jeg nok havde en forkærlighed for “Max Bjævermose”, fremfor “Konstantin Strøm”, da den diskussion var på sit højeste, så har jeg længe tænk på ham som “Lampet-Åge” ( Seraphim Lampion).
Nå, det var ikke det! Altså: – Det bedste mig hér, og det bedste mig dér! Er stegt flæsk med persillesovs bedre end hakkebøf med bløde løg? Af personlige årsager burde jeg holde mest af “Tintin i Tibet”, men jeg ka’ sgu’ bedre li’ “Det gådefulde juveltyveri”.
Som vores podcastværter er inde på, så er der (jo?) de dér helt gyldne albums, men på den sædvanlige øde ø, tror jeg nok jeg ville vælge at have “Koks i lasten”.

Matthias Wivel

Hvor meget jeg end elsker navnet, synes jeg det er fjollet, at han stadig hedder Max Bjævermose. Det giver ikke megen mening.

Thomas Nielsen

“Skægget over eller under dynen?” – jo, jo.

Matthias Wivel

haha, ja, det er fantastisk. Især fordi det kommer fra Allan.

Philip

Spændende podcast – jeg troede ikke, der kunne vrides mere ud af Tintin, men det kunne der. Særligt forskellen på Tintins rolle – fra at frelse verden i Sovjet til at redde Tournesol i, ja, Tournesol-mysteriet – var en spændende nytolkning for mig. Mindblowing at tænke på, at Tintin startede med at stjæle brød til udmagrede børn i Sovjet og sluttede med at flyve hen over udmagrede børn i Picaroerne….

Billedanalysen af en tilfældig side var også sjov – selvom jeg ikke lykkedes med at overbevise min kone om de dybereliggende betydninger i de mange slukkede og tændte lamper (‘søde skat, er der ikke ALTID mange lamper på et hotel?’), men keep it coming…

Komparative analyser: Må jeg foreslå, at I næste gang tager jeres Podcast-titel seriøst og sammenligner Rackham den Røde med fx Castafiores Juveler? Sidstnævnte er jo albummet, hvor der intet sker; ingen forbrydere, ingen forbrydelser. Det sjove er, at det samme kan sådan set siges om Rackham: Jo jo, de sejler lidt rundt, dykker med hajer og graver huller, men skurken viste sig at blive væk og skatten lå hele tiden på Møllenborg.

Matthias Wivel

Tak for ordene! Det kan sagtens være for meget, men for mig markerer lamperne på hotellet overgangen fra lys til den bevægelse gennem mørket, der fører ud til lyset på den anden side. Og Tintin og Haddock bruger derudover pæren fra en (slukket) lampe til at aflede opmærksomheden på politisoldaterne under deres flugt. Den er god nok for mig 🙂

Lad os se, hvad det kan blive til med Tintin fremover. Vi er jo nærmest kontraktmæssigt forpligtede til at lavet noget med Enhjørningen og Rackham den Røde…

Jørgen Høgh

I mange år var “Det hemmelige Våben” mit yndlings Tintin album. Billedsiden havde nået det, jeg vil kalde “skjøn kunst”. Det samme gælder for “Koks I Lasten” og for “Det Gådefulde Juveltyveri”. Men i dag finder jeg at tempoet i albummet er for højt. Man kunne let have fået et dobbeltalbum ud af historien. “De 7 Krystalkugler” og “Soltemplet” er i dag mine to favoritalbums. Som helt lille, elskede jeg “Kong Ottokars Scepter” over alt, og netop det album kunne det have været sjovt at se og høre sammenlignet med “Det hemmelige Våben”.
Ikke desto mindre var den sammenlignende analyse af “Tintin I Sovjet” og “Det hemmelige Våben” også spændende at lytte til! De tre albums, jeg nævnte i starten, har jo en vidunderlig tushstreg, men også farverne er suveræne. Kan Radio Rackham fortælle hvilken/hvilke person/personer, der i den periode farvelagde Tintins Eventyr?

Matthias Wivel

Det var et mindre hold, ledet af Josette Beaujot, som foranstaltede det skønne arbejde. Favrelægningen i albums’ne fra halvtredserne er virkelig uden sidestykke.

Kristian Pedersen

https://tintinomania.com/les-studios-herge

Lille rettelse: navnet staves Baujot. Jeg ejer et album med dedikation til hende fra Hergé, og hun er karikeret i “Alfabetkunsten” som “fru Laijot”. Jeg har skrevet lidt om begge dele her:
http://blogbogstaveligt.dk/?p=62

Og tak for super podcast.

Thomas T

on30. April 2023

Hej Kristian, superfedt link, sikke en skat du der har! Og fabelagtig anekdotisk kobling til Alfabetkunsten. Godt at få fortjent spot på Josette Baujot.

Carsten Søndergaard

on7. May 2023

Ja, sikket klenodie! Hvor har du det fra, Kristian? Det må antagelig have været på auktion efter Baujots død.

“Det mindre hold” af farvelæggere var nu ikke så lille endda. Ud over Josette Baujot bestod det af Monique Laurent, France Ferrari. Nicole Thenen og Fanny Vlamynck. Sidstnævnte har dog ikke været med til at farvelægge Tournesolmysteriet, da hun først blev ansat på Hergés tegnestue i 1956. Hvorefter Hergé indledte en affære med hende, hvilket Josette Baujot dadlede ham voldsomt for. Det er formentlig derfor, Hergé omtaler hende som “muligvis en harpe”.

Hergé og Fanny blev et par med det samme, og Hergé lod sig separere fra sin kone, Germaine Kieckens. Først tyve år senere kunne de blive lovformeligt gift. Angiveligt var Hergé den første belgier, der blev gift anden gang, efter at den katolske kirke i 1977 endelig tillod skilsmisser og nye giftermål.

Her kan man se tegninger og fotografier af de ansatte på Hergés tegnestue. Josette Baujot var gift med tegneren Jo-El Azara, der også var ansat.

Kristian Pedersen

on8. May 2023

Ja, jeg købte albummet på fransk eBay, hvor det dukkede op nogle måneder efter Baujots død i 2013.

Hvad du skriver om Baujots holdning til forholdet til Fanny, matcher hvad jeg har læst. På den baggrund er det sjovt at se hvordan Hergé har prøvet forskellige navne af på kladden. Transformationen fra Baujot til Laijot er oplagt men ikke så flatterende (beau = smuk, laid = grim). Med rødt er tilføjet alternativet “Bellame”, som umiddelbart lyder mere smigrende (“belle âme = “smuk sjæl”, direkte oversat), men det navn er måske heller ikke tænkt uden brod. I hvert fald kan man på lalanguefrancaise.com se “belle âme” defineret som “Personne vertueuse, de haute moralité”, dydig person af høj moral, med bemærkningen at det ofte bruges ironisk. Så lyder det lidt nedsættende, hen ad “farisæer”, synes jeg.

Der står også andre kandidatnavne på kladden, bl.a. “Sauterne”. Der kan jeg så ikke spotte en dybere mening 🙂

Jørgen Høgh

on9. May 2023

Jo-El Azara og hans tegneserie om Taka-Takata, eller hvad den nu hed på dansk, kan jeg tydeligt huske fra de gode “Fart og Tempo” dage.

Carsten Søndergaard

https://www.serieland.dk/forum/viewtopic.php?f=4&t=6873

Tak for de sproglige detaljer, Kristian 🙂

Det er den slags, der er med til at gøre det begribeligt, hvorfor Tintin med uformindsket kraft stadig i dag står som et enestående personligt skaberværk, man vedblivende med stor fornøjelse kan dykke ned – på trods af at det er næsten 50 år siden, Hergé færdiggjorde et album.

Og at Tintin er en enestående krønike om en stor del af det 20. århundrede.

Jørgen Høgh

on6. May 2023

Tak til både Rackham og Kristian. Jeg har i dag genset den gamle u.s.amerikanske film “Destination Moon”. Her møder vi Ingeniøren, der er opsat på at fortsætte arbejdet med en rumraket, trods et midlertidigt nederlag. Vi møder Generalen, der er sympatisk indstillet over for ingeniørens arbejde, og som skaber forbindelse til en entrepenant entrepeneur, som skaber forbindelse til andre entrepenante entrepeneurer, som med en masse dollars i ryggen skaber muligheden for så tidligt som i 1950 at sende mennesket til månen. Langt før sputnik, Gagarin og Teresckova. Filmen er interessant, fordi den på et tidspunkt, kort efter 2. verdenskrig hylder USA´s militær industrielle kompleks – ingeniøren, iværksætteren og generalen – langt før Eisenhower advarede mod denne “konstellation”! Filmen er også interessant, fordi den er et mesterværk i belysning og smukke farver i Technicolor. Den er en lang propagandafilm fordi den hylder USA´s militær industrielle kompleks, mange år før dette kendtes ved navn, men allerede under F. D. Roosevelts tidlige år var begyndt at fungere ved “gavn”. Men i guder dog… hvilken æstetisk set smuk produktion, hvilke farver, hvilke malerier af månelandskabet. Og hvor har den film dog på mange måder været med til at inspirere Hergé og medarbejdere under deres arbejde med Tintins månefærd. Håber I vil komme ind på denne film, når i kommer til dobbeltalbummet om rejsen til månen. Og måske også romanforlægget, som stammer fra Heinleins hånd. Som jeg i øvrigt ikke har læst.
Tak fordi i har taget Tintins fantastiske eventyr op i Radio Rackham.

Carsten Søndergaard

on7. May 2023

Det er ikke nogen hemmelighed, at Hergé kendte til filmen. Men han havde talrige andre inspirationskilder, læs fx Michael Farrs udførlige redegørelse i “Hergé – En rejse gennem Hergés univers”. Blandt andre Wernher von Brauns V2-raket. Spektakulært nok blev von Braun kapret af amerikanerne (for at han ikke skulle falde i hænderne på russerne) og kom på mange måder til at være ansvarlig for amerikanernes månerejse i 1969.

Frank Bruun Madsen

on9. May 2023

På Seriejournalen har vi adskillige gange vendt Hergés kilder, første gang i min artikel “Jagten på Hergés kilder” fra nr. 2, december 1990, der ovenikøbet opnåede at blive optaget som en del af http://www.tintin.com i slutningen af 1990’erne i fransk, spansk og engelsk oversættelse, inden sitet blev redesignet efter årtusindskiftet. Artiklen lever i dag sit eget liv på https://www.tintinologist.org/articles/inspiration.html

Også på Seriejournalens forum har der flere gange været diskussioner om Hergés inspirationskilder, heriblandt også til “Månen tur-retur”:

I 2007 pegede jeg således på Frédéric-Antonin Breysses — i denne sammenhæng — ret bemærkelsesværdige 32 siders tegneserie, “Les conquérants de l’infini”, hvor hans figurer Oscar Hamel, Isidore og hunden Titus rejser til Månen adskillige år før “Månen tur retur”. Historien udkom som farvealbum fra Editeur Fleurus i 1947, tre år før “Månen tur retur” begyndte i Tintin-magasinet.

Historien rummer flere ligheder med Hergés historie, ligesom den adskiller sig på centrale punkter. Især scenerne den med hunden Titus i rumdragt vækker jo associationer til Tintin, ligesom scenen med vægtløsheden, der afbrydes af, at professoren raketten sætter i gang igen.

Som det også fremgår af 2007-diskussionen, så er den sandsynlige inspiration til det visuelle udtryk i Hergés månehistorie Chesley Bonestells malerier, der i midten af 1940erne blev bragt i LIFE Magazine og samlet i bogen “The Conquest of Space” (1949):
I en række realistiske malerier, der var funderet på videnskabelige fakta, viste Bonestells malerier, hvordan en rumfærd med al sandsynlighed ville tage sig ud, hvis man var med på turen. Man skal ikke studere Bonestells illustrationer ret længe, før det er tydelige, at Hergé kendte dem særdeles godt:

Rocket to the Moon (Mechanix Illustrated, Sept. 1945)
Trip to the Moon (Life, March 4, 1946)
By Rocket to Mars in 18 Days (Coronet, Aug. 1946)
Race to the Planets (Mechanix Illustrated, July 1947)
The End of the World (Coronet, July 1947)
Mr. Smith Goes to Venus (Coronet, March 1950)

Bonestell medvirkede på “Destination Moon”, ligesom han illustrerede Wernher von Brauns “The Mars Project”, da det blev offentliggjort i samlet form i 1952 i tidsskriftet Weltraumfahrt og samme år i bogen “Das Marsprojekt”. I USA trykte magasinet Collier’s en række artikler i 1952-53 baseret på Brauns projekt, og University of Illinois Press udsendte hans bog på engelsk.

2. del af Tintins månefærd, den hvor de rent faktisk flyver til Månen, blev bragt i Tintin-bladet fra 29. Oktober 1952 til 29. December 1953.

Mere om Chesley Bonestell på Wikipedia: http://en.wikipedia.org/wiki/Chesley_Bonestell

Udover inspirationen fra “Destination Moon” har Fritz Langs “Frau im Mond” også leveret flere plotelementer til “Månen tur-retur” (spoilers forude):

– blinde passagerer (drengen Helius vs. Dupond og Dupont
– den Wolff-agtige assistent Helius , der afpresses af kriminelle
– skurken der forsøger at overtage raketten, men som skuddræbes
– iltmangelen, der betyder at én må ofre sig for at de andre kan nå Jorden.

Frank Madsen

Drengen hedder Gustav, ikke Helius. 🙂

Hvor “Frau im Mond” leger med temaet “en ofrer sig for de mange” ved at gøre det til en ridderlig kappestrid om at få lov til at dø, der bl.a. involverer lodtrækning, sovemidler, rævesøvn mm., så roder Hergé sig – sikkert tvunget af den franske censur – ud i en historie om Wolff, der vælger selvmordet i det tomme rum, men efterlader sig et fjollet brev om, at måske bliver reddet på uventet vis, mens han svæver rundt derude.

Carsten Søndergaard

on12. May 2023

Ja, Wolffs brev var netop et resultatet af censurens indvendinger. Det var en kristen synd at tage sit eget liv, uanset at man derved sikrede adskillige andre overlevelse, så det kunne ikke fremstå som et faktum, at Wolff ofrede sit liv. Selv om der vist er en hel del om opofrelse i kristendommen …

I Anders Østergaards film kan man høre Hergé redegøre for sin irritation over at blive tvunget til at indskrive et (latterligt) “håb” i Wolffs brev.

Censurkomitéen overså alle medier til børn og unge og havde sin autorisation i den franske censurlov af 1949 om netop børns og unges medier. Det var også den, der anklagede Franquin for med spirillens hale at fremkalde syndige og seksuelle tanker hos børn og unge. Ja, ja.

Frank Madsen

Kommer min kommentar fra i går snart op?

Kristian Bang Larsen

Den er oppe nu Frank – jeg tror de mange links, gjorde at siden ikke autogodkendte – så godt du rykkede os, for vi havde ikke opdaget det.

Frank Madsen