ANALYSE Tintin, endelig! Det forpligter at navngive sit podcast efter Hergés opus magnum, og selvom det kun er et tilløb, disker vi op med aha-oplysninger, perspektiv og et mere kunstnerisk syn på to udvalgte, Tintin-titler. Det drejer sig om Tintin i Sovjetunionen (1929-30) og Tournesol-mysteriet (1955-56), som vi har valgt som en art åbning for vor udforskning af Hergés storværk.
Tintin i Sovjetunionen og Tournesol-mysteriet er meget velegnede både som udgangspunkt og sammenlignende øvelse, fordi den førstnævnte åbenlyst er det allerførste Tintin-eventyr, som ofte betragtes som primitivt, mens sidstnævnte muligvis er seriens fortælletekniske højdepunkt. Derudover deler de to titler et desværre meget aktuelt tema – Rusland, Sovietunionen og varm såvel som kold krig.
Det er begge politisk satirer over totalitaristiske styrer, den første mere åbenlyst propangadistisk end den anden, der så til gengæld berører propagandaens virkelighedsfordrejende natur. De udgør pejlemærker i en personlig og kunstnerisk udvikling hos deres skaber, samtidig med at de markerer konstanter, såsom hans fascination af biler, fly, helikoptere og diverse militære installationer.
Kernen i episoden er værkets grundlæggende værdier: søgen efter erkendelse, udviklingen fra en hovedfigur, der kæmper for global retfærdighed, til en der i højere grad prioriterer det nære venskab; den tydelige såkaldte ligne claire-stils besnærende, klarsynede overflade og de ideer, det ukendte, der synes at boble under overfladen. Så selvom vi som sagt kun berører to af Tintins oplevelser, kommes der godt omkring i Hergés’ ouevre. Lyt med!
Vi har tidligere snakket Tintin på Rackham, dengang vi ikke endnu var et podcast, og Wivel skrev om ovenstående side tilbage i 2010, ligesom han her på sitet har analyseret Tintin i Congo og Tintin i Amerika og skrev om Tintin i Sovjetunionen i anledning af den rædderlige farveudgave fra 2018. Radio Rackhams podcast-arkiv kan findes på SoundCloud, iTunes, Spotify, Google podcasts og Podimo. Følg Radio Rackham på Instagram; tilgå Rackhams historiske arkiv her, musik ved DJ Cars10. Radio Rackham er støttet af Statens Kunstfond.