Med “Skarabæernes konge” tager Anne-Caroline Pandolfo og Terkel Risbjerg livtag med en yndet genre fra 1800-tallet: dannelsesromanen. Forbindelsen tydeliggøres yderligere, da de ikke lægger skjul på, at deres udgangspunkt var J.P. Jacobsens roman “Niels Lyhne” (1880), men hvad der kunne være endt som en tør grafisk genfortælling af romanen udvikler sig i stedet til et frisk pust i både tekst og tegninger.
Der er således lighedstræk mellem “Niels Lyhne” og “Skarabæernes konge”, hvor Pandolfo og Risbjerg følger den spirende digter Aksel Storm fra barnsben til han er i slutningen af 40’erne. Som rammefortæller benytter Pandolfo og Risbjerg da også en person, der har visse lighedstræk med J.P. Jacobsen, nemlig den naturinteresserede Søren Sidenius, der bl.a. samler på de skarabæer, der har givet titel til fortællingen. Men som bagsideteksten gør opmærksom på, så er dette en parafrase og altså ikke en genfortælling.
Hovedpersonen med det følsomme kunstnergemyt er helt og holdent Aksel Storm. En mand der trods sit lovende efternavn primært får skabt mere indre end ydre blæst. Allerede fra barnsben har Aksel drømme om at blive en stor digter, hvilket han åbent fortæller sin mor, der i den grad savner poesi i sin hverdag. Dermed bliver det op til Aksel at udleve både sine egne samt morens ambitioner, et løfte der skal vise sig ganske svært at føre ud i livet.
Det giver sig selv, at der bliver tale om nedslag i Aksels liv, når det skal videregives på lidt over 200 sider. Man får nedslag i barndommen på landet og ungdommen i København. Begge gange centreret omkring Aksels møder med den langt mere stormfulde og skabende kunstner Frederik Bang. Det er også via Bang, at Aksel både konkret og symbolsk kan få brændt sine broer i både barndommen og ungdommen. Derimod kniber det senere i livet med at få sig frigjort af den tyngende fortid og de mange løfter og ambitioner, der aldrig bliver indfriet. Det skal naturligvis ikke afsløres, hvordan det hele ender, men slutningen er ikke ganske entydig og bestemt åben for fortolkning, modsat J.P. Jacobsens ret håndfaste afrunding. Et andet spor igennem “Skarabæernes konge” er Aksels forelskelser, der næsten altid forbliver uforløste. Som barn kunne Aksel flygte fra verdens fortrædeligheder og i stedet træde ind i en fantasiverden, og med tiden vender denne stille og roligt tilbage i Aksels bevidsthed, efterhånden som nederlagene tårner sig op. Så måske det alligevel kan lykkes at blive konge?
Handlingen kan lyde tung og dyster, hvilket også ved første øjekast afspejler sig i Terkel Risbjergs sort/hvide tegninger. Men selv i Aksel Storms mørkeste stunder kan man finde masser af lyspunkter i Risbjergs streg. Han får med skiftende virkemidler vist, hvor meget der kan varieres med enkle, men udtryksfulde ansigter og baggrunde, der både kan være helt mørke flader eller ganske detaljerede. På nogle af siderne opstår billederne ved kontrasterne mellem de sorte og hvide flader, hvori de hvide figurer træder frem, hvilket undertiden giver nogle meget stærke og effektfulde udtryk. De enkelte effekter kan sagtens give mindelser om andre kunstnere, der arbejder i sort/hvid, men er samtidig så varieret, at en direkte sammenligning ikke virker oplagt. Pandolfo og Risbjerg sørger også for, at der undervejs i fortællingen skabes nogle grafiske og tempomæssige åndehuller, der skaber en behagelig variation i læsningen.
“Skarabæernes konge” behandler ambitiøst nogle alment menneskelige temaer: forholdet mellem børn og deres forældre, overgangen fra barndom til voksen samt de kvaler, det kan give, når ens ambitioner støder sammen med virkeligheden. Dermed lukker den sig på ingen måde inde i en 1800-tals boble. Samtidig lægges der spor ud undervejs, der bestemt samles, men ikke ganske entydigt lukkes i slutningen, hvilket gør det oplagt, at man bliver nødt til at begive sig ud i en genlæsning, så man kan forsøge at samle nogle flere af dem.
Læs mere i interviewet med Terkel Risbjerg fra Copenhagen Comics: her.
Karakter: 4/5
Titel: Skarabæernes konge
Forfatter/tegner: Anne-Caroline Pandolfo & Terkel Risbjerg
Forlag: Cobolt
Form: 224 sider, hardcover, s/h.
Pris: 298 kr.
ISBN: 9788770855853