Ørn
Nej, det kommer selvfølgelig ikke an på størrelsen. Omvendt skader det ikke, at Jeppe Sandholt både leverer på udstyrssiden og indholdssiden i Ørn.
I Henrik Pontoppidans klassiske novelle Ørneflugt vokser ørneungen Klaus op på en gård og lever en beskyttet tilværelse som husdyr. Pontoppidans pointe dengang var et svirp til H.C. Andersens Den grimme ælling, da Klaus aldrig får realiseret sig selv som ørn og teksten afsluttes med ordene: ”For det hjælper ikke, at man har ligget i et ørneæg, når man er vokset op i andegården.” Miljøet viser sig stærkere end arven, må man forstå. I den virkelige verden er der ikke plads til eventyrlige forestillinger om at blive en smuk svane eller at vinde prinsen og det halve kongerige.
Det var tilbage i henholdsvis 1843 (Andersen) og 1894 (Pontoppidan), så hvordan ser det ud i 2023? Det giver Jeppe Sandholt et bud på med den murstenstykke Ørn. Faktisk er den med sine 842 sider så tyk, at forlaget kalder den ”danmarkshistoriens længste tegneserie”.
Drengen Thor skyder, presset af sin maniske far, en ørn og påtager sig efterfølgende at opdrage den efterladte ørneunge derhjemme. Det skal ske i skjul for faren, den første af en længere række hemmeligheder i tegneserien. Ørn vokser op på Thors værelse i forvisning om, at den er Thors lillebror. At den har vinger er blot et forbigående fænomen, fordi den ikke er stor nok endnu – siger Thor til den. Og ja, de kan tale sammen, ligesom Ørn kan læse og opfører sig som den ideelle lillebror, Thor kan forme efter eget forgodtbefindende.
Det er en perfekt situation for Thor. Han har fået en lillebror, der kan holde ham med selskab. Derudover kan ørnen læse lektier og lave skriftlige afleveringer for ham til skolen. Stille og roligt vokser ørn, men det samme gør Thors problemer. Dels skal han hele tiden holde Ørn skjult for forældrene, og dels skal han holde Ørn hjemme på værelset, mens han selv har et liv med skole og venner. Ørn er nysgerrig efter at se mere end Thors værelse, men må acceptere det, når han får at vide, at lillebrødre ikke må komme med hen til veninden Elvira. Stille og roligt får Thor viklet sig ind i så mange løgne og hemmeligheder, at det kun er et spørgsmål om tid, før det brister.
Et lille format, relativt korte tekster og Sandholts enkle tegninger giver et højt læsetempo, hvor man bladrer og bladrer igennem fortællingen. Tegningerne er let og hurtigt afkodet, så der er meget lidt at dvæle ved, hvorfor man vender siderne i et rasende tempo. Også fordi historien er fængende i sin blanding imellem klassisk ”coming of age” for både Thor og lillebrors vedkommende og den mindre klassiske ”kan en ørn opdrages som et menneske”?
Thor er tween på kanten imellem barndom og ungdom. Lillebror er samme sted i sin udvikling og begynder at få en fornemmelse af, at der kan komme mere luft under vingerne. Det hele spidser til frem mod nogle uafvendelige opgør. Hvordan skal det spænde af, når den maniske og opdragelsesmæssigt tonedøve far opdager, at hans søn har en ørn på sit værelse? Hvordan reagerer lillebror, når han finder ud af, at Thor har løjet for ham og han i virkeligheden ikke er et menneske, der skal adlyde sin storebror i et og alt? Og hvad med Thor selv, der har bygget sit liv i skolen op på, at der sidder en lillebror derhjemme og laver lektierne for ham? Vil Elvira stadig have noget med ham at gøre, når hun opdager, han ikke selv har læst de bøger, hun har anbefalet ham?
Det hele kulminerer i sidste tredjedel af Ørn med afsæt i en forrygende 100 siders sekvens, hvor Thor, lillebror og Elvira sammen med en dreng fra skolen spiller rollespil. Forklædt som troldkvinden Nebula, krigeren Ridder Skarpsværd, Hr. Syltetøjsglas og magikeren Ul-Zalafit kaster de sig ud i ”Jagten på krystalsværdet” med deres karakterers individuelle styrker og svagheder. Her må Thor så småt indse, at det ikke altid handler om at være ens, men at forskelle kan være en styrke.
Hvor Ørn lægger sig i forhold til H.C. Andersen og Henrik Pontoppidan, må man selv kaste sig ud i læsningen for at finde ud af. Som læser suges man hurtigt ind i fortællingen, der fra start tegner til at fokusere på et far-søn forhold, men udvikler sig til meget mere end det. Sandholt veksler fint imellem tempofyldte afsnit og mere rolige, poetiske sekvenser. Det er en ideel tegneserie for unge læsere, da mange vil kunne spejle sig i tankerne om, hvor meget man skal ligne hinanden og hvor meget man skal lave andre om, lave sig selv om eller måske bare være sig selv. Om Jeppe Sandholts Ørn vil gå over i historien som Danmarks længste tegneserie, vil jeg ikke gøre mig til dommer over. Men den går forhåbentlig over i historien som en virkelig vellykket dansk Young Adult-tegneserie.
