Om at tegne livsfaser. Og dyr.

Nummer9 har fanget tegneserieskaber Stine Spedsbjerg for at høre mere om hendes nye avisstribe, hendes nye bog, om at bruge sig selv som materiale, at have en samtale kørende med læserne og hvorfor det er sjovt at tegne dyr.

Stine, tillykke med Om igen, din nye stribe i Jysk Fynske Medier! Du har puttet med nyheden, for du fortæller, at du fik opkaldet 3 dage efter Politiken havde stoppet din stribe hos dem. Hvor meget havde du lyst til at gå ned på Politikens redaktion og vifte dem om næsen med din nye tjans?

– Tak! Første gang, JFM ringede, havde jeg lyst til både at vifte, råbe, danse og synge Politiken om næsen indeed – her et år efter er jeg et bedre menneske, der godt kan nøjes med at moone dem i tankerne.

Vox Populi gik grueligt meget igennem på Politiken og nåede at skifte navn og fokus. Har du gået til udviklingsprocessen af Om igen på en anden måde?

– Det svære ved briefen i Politiken var, at de ville have noget helt nyt og vildt, og så lavede jeg noget helt nyt og vildt, og reaktionen blev STOOOP STOP STOP! Men jeg skulle jo vinde en konkurrence, og i konkurrencer kan man ikke forhandle briefen, bare powerløse den allermest. Denne gang har JFM og jeg haft nogle afklarende snakke om tilgangen, og om hvordan vi kan få læserne med. Så jeg har ikke fået en egentlig brief, tilliden har været stor og jeg har haft den kæmpe store luksus at være den eneste, de ringede til. Jeg besluttede mig for at tænke mindre på, hvad mediechefer mon drømmer om, og lade være med at løbe efter EN REVOLUTION AF GENREN. I stedet ville jeg lave den stribe, jeg havde lyst til at arbejde på for evigt. Den, der fik idéerne til at stå på skuldrene af hinanden, og hvor læserne kan blive smittet af fortælleglæden. Jeg fik god tid til at lave og teste koncept og idéer, så jeg kunne lave noget mere helstøbt – Politikens konkurrence i sin tid gav deltagerne 14 dage uden varsel til det hele, så der måtte jeg fokusere på at eksperimentere, åbne og udvikle, mens jeg panisk jonglerede alle mine andre deadlines løbende.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvad mediechefer drømmer om. Og revolutioner af genrer er overvurderede.

– Jeg tror, mange avislæsere er utroligt enige med dig i det sidste, hæ hæ.

Den kvindelige hovedperson i Om igen har samme frisure og hårfarve som dig, og din kæreste har også børn fra tidligere. Det er jo din ting, at have dig selv med i dine striber – hvor meget af dig selv og dit liv har givet inspiration til Om igen?

– Det er rigtigt set, at den tager udgangspunkt i mig og min kæreste. Jeg er fra en lille landsby tæt på Sønderjylland og han er fra Hellerup. Min far var smed, hans far var læge. Det giver os både forskellig bagage og forskellige måder at se den noget kringlede nutid på. ‘Landmusen og bymusen’ virkede som et godt udgangspunkt til en stribe, der skulle køre i en lang række provinsaviser, for mon ikke mange af læserne har gjort sig nogle af de samme erfaringer og tanker. Selvom vi mennesker er ret ens, ser man forskelligt på tingene i provinsen og i hovedstadsområdet (hvor jeg selv har boet i 8 år nu).

Men det er kun udgangspunktet. Parret i striben er flyttet sammen og har hans børn i 7/7-ordning, mens min kæreste og jeg er enige om ikke at flytte sammen. Vi bor i København, de bor i provinsen. Og så skal de være både bedre og værre end os, klogere og dummere. Tanken er, at striben på den ene side skal være et moderne familieportræt, og så på den anden side reflektere og kommentere på den nutid, striben eksisterer i. I forhold til deres udseende, ville jeg gerne gøre det tydeligt, at børnene ikke er Mettes biologiske, så derfor skulle de have modsat hårfarve, og der tog jeg egentlig bare udgangspunkt i virkeligheden.

Når din kæreste også bliver en del af inspirationen til striben, har I så taget en snak om, hvor meget af jeres liv du må tage med? Tænker du over, hvor dine grænser går i forhold til hvor meget du vil dele?

– Egentlig ikke, han er grundlæggende ret tillidsfuld. Han er 1:1 med i Voksenværk og fik den til gennemlæsning med fuld vetoret inden udgivelse, men han fik først læst den, da den kom fra tryk. Vi har mere snakket om, hvordan vi skal forklæde mennesker i vores familier, der er vanvittige tegneserier i sig selv, og om vi gør dem mere troværdige, hvis vi skruer lidt ned for dem.

I de fleste (alle?) dine selvbiografiske striber har din hovedperson boet i København. Landmusen/bymusen-aspektet lyder spændende, og som et emne du vil kunne trække på til evig tid. Hvordan bliver det endelig at bruge den del af dit liv som inspiration til striber?

– Det glæder jeg mig virkelig meget til! Det ville være hyklerisk at bruge i mange af mine ting, når jeg nu bor på Vesterbro og lever af Woltmad og kan blive sur over hele 9 (NI!!!) minutter mellem metrotog når det er blevet sent. Men jeg voksede jo op med én bus ind til ‘byEN’ i timen ved ‘Den Store Vej’ i en landsby, der ikke engang havde en bager. Det var sådan en stor dag, dengang der åbnede en grillbar.

Livet som stribetegner, der skal levere på daglig basis, kan vist være hårdt. Er det rart „kun” at have weekendtjansen?

– Først vil jeg gerne understrege, at jeg er utroligt glad for at have fået en stribe igen i en tid, hvor alle de andre medier sparer tegnere væk til højre og venstre – bare se på Berlingske og Politiken, der har været fyrtårne for fantastiske, kommenterende tegninger og striber, mange af os stadig deler, snakker om og citerer mange år efter. Jeg troede faktisk, tiden var løbet fra at få en chance for at lave andet end sporadiske pip til aviserne hist og her. Og så er det faktisk dejligt med bedre tid til at kræse om de enkelte idéer, vurdere hvad egner sig til en introduktion, hvad er sjovere at gemme til jul osv. Men altså lønnen følger jo også, at det er færre striber, så jeg har desværre ikke en hel uge til at lave to tegninger. Men jeg tror og håber, at den store fordel ved, at det kun sker i weekenden er, at når læserne får deres sædvanlige Julius-tegning alle de andre dage, så orker de måske godt at være nysgerrige i weekenderne, fremfor at blive irriterede over forandringen. Avislæsere hader forandring.

Du er lige nu aktuel med Voksenværk, tredje bind i din stribeserie om at blive voksen. Voksenværk handler om at være i den fase af livet, du er i lige nu. I de to første bøger var hovedpersonerne teenager og i 20’erne – så skal vi jo vente 10 år på næste bind?

– Altså … ja, måske. Serien handler jo om livsfaser, og i hvert fald på papiret er det næste jo overgangsalderen, og der er jeg ikke endnu. Men jeg tager noter til den løbende, så jeg er parat.

Bøger om overgangsalderen er vist også i kategorien “det må vi ikke skrive bøger om”, indtil der for et par år siden begyndte at dukke nogen op. Baseret på dem, jeg kender, der er i overgangsalderen nu, tror jeg det kan blive en potentiel bestseller.

– Ja, min udkommer liiige 10 år på bagkant af den trend, men personligt er jeg bare glad for, at der kommer fokus på det emne. Tænk på, hvor meget vi vidste om at komme i puberteten, og hvor absolut intet vi ved om overgangsalderen – ud over at i hvert fald dem i filmene sveder meget.

Vil du fortsætte med den her serie, til det sidste bind handler om udfordringerne ved at være på plejehjem? Måske kan du lave en der bliver udgivet posthumt, ligesom Michael Berthelsens interview-serie på TV2 …

– Jeg hugger den idé, den er min nu, jeg vil være for dement til at kreditere dig som 90-årig, men så kan du henvise til det her i retten. Og det håber jeg da, for jeg er virkelig helt vild med at lave den serie. Jeg overvejer også at lave en om at være barn og en om at være tween, så det bliver alle livsfaser. Men min hukommelse er så mærkelig. Den husker kun i glimt, og de glimt er kun lyde og følelser, hvilket på sin vis egner sig til enkeltstående striber, men gør det enormt svært at finde ud af, hvilken alder eller fase de forskellig ting er sket i. Der er ingen kronologi.

I de to første bøger i serien har du vel også brugt dit eget liv, men det ligger jo lidt tilbage i tiden, i forhold til Voksenværk, som jo er din alder lige nu og her. Udover at du først skulle nå til at føle du havde lov at lave bogen, hvordan har den så føles at lave, når det er dit liv lige nu? Den føles som om den går lidt tættere på end de andre bind?

– Du har ret i det hele. Både at den går tættere på, og at det også har noget at gøre med, at jeg er midt i den livsfase. Men det er også fordi, den handler om at gøre noget andet end majoriteten, mens de andre havde udgangspunkt i “kender du det, når …”. Her er jeg mere den, der ikke er ‘man’. Så den tog også dobbelt så lang tid at lave som de andre. Jeg har jo delt tegnet ævl om mig selv siden 2008, så det var vist første gang, siden jeg fortalte om at have en depression, at jeg faktisk fik lidt nerver på over at fortælle om mig mit liv.

Måske er det “man” flere end som så. Jeg har jo de der børn, men jeg har fået dem sent nok til, at jeg også har fået den kavalkade af uopfordrede holdninger til mit liv som du også har, så jeg føler mig så set. Helt uironisk. Hvordan føles det at tegne noget enormt personligt, som får andre til at sige, “gud, det der er så mig!”?

– I starten forvirrede det mig så meget, for jeg har altid fået at vide, at jeg er for sart og for følsom. Altså helt tilbage til dengang med bloggen, der hed StineStregen. Den skulle være en slags tilståelse af at være sådan en sær snegl, og så blev det mere til noget om at være menneske. Da jeg fortalte om at have en depression, mødte jeg fremmede, der begyndte at græde ved synet af mig, fordi de havde følt sig så alene, og pludselig følte de sig set. På en måde er det måske også blevet en drivkraft at have den “samtale”.

Du skriver i indledningen til „Voksenværk”, at alt i bogen „bygger på noget der er sket”, men at udsagn, personer og begivenheder er tegnet om og fortalt på en anden måde. Er der alligevel nogen, der har genkendt sig selv?

– En enkelt veninde, jeg altid lokker (tvinger) til at give mig feedback, misforstod en stribe, som dels var hende, dels var flere andre, men fysisk er personen lidt inspireret af hendes udseende, for jeg holder meget af hende. Og så foreslog hun mig at lave en stribe om det, hun faktisk havde ment i den samtale, hun troede, det handlede om, og det var en fremragende pointe. Noget, vi faktisk havde talt meget om, så det gjorde bogen bedre, at den nuance kom med.

Ellers nej.

Men de fleste af dem, jeg “hænger ud med”, husker nok ikke, at de har sagt til nogen, at man ikke er et rigtigt menneske, hvis man ikke får børn. For sådan ser de ikke sig selv. Det var deres rygradsreaktion, der talte, ikke deres korrekte og feministiske holdninger til kvindens bestemmelse.
(Det kan også være, at de bare ikke læser mine bøger).

Mange af de værste eller hårdeste bemærkninger i bogen om, at man bare “skal” være mor, bliver sagt af kvindelige figurer. Er det med vilje?

– Det er sådan, det var i virkeligheden. Om det er fordi, jeg snakker mest med kvinder, eller om de bare blander sig mere, det ved jeg faktisk ikke.

Udover at prikke til forestillingen om, at kvinder skal være mødre, giver du også et par kærlige dask til din egen generation. Der er striber om at blive ældre, om psykiske udfordringer og om at føle sig for tyk. Hvordan synes du egentlig det går for din egen generation? Piller de for meget navle eller er de bare blevet bedre til at tale om følelser?

– Åh båh båh, må man godt svare begge dele? Jeg synes, det er godt, at vi er blevet gode til at tale om følelser, men vi er også sådan en generation, der synes, at følelser er DEN PURESTE SANDHED og ikke bare følelser. Det er ikke så godt for os, tror jeg. Man må lade sig styre af andet følelser, selvom man kan lære meget af at forstå sine og ikke mindst andres følelser.

I “Det bliver et langt liv” er din hovedperson i en enkelt stribe tegnet som Betty Boop, du laver en pastiche på de mange, mange malerier med Madonna med Barnet i både den og “Voksenværk”, hvor din hovedperson i øvrigt står som Boticellis Veunus på forsiden. Det er jo ganske almindeligt at tegneserietegnere på den måde henviser til hinanden, til popkultur og til vores fælles kultur – hvad tilfører det dine striber at lave de her visuelle kip med hatten?

– De giver noget hurtigt aflæseligt til en tegning, som det ville tage meget lang tid at skrive med ord eller tegne helt forfra. Med Venus er der en stribe i bogen, der forklarer, hvorfor lige jeg tegnes som hende, og også hvorfor Rafaels engle er blandet ind i det hele. Jeg bruger den på forsiden, fordi den er med til at fortælle, at det her er lidt mere alvorligt og voksent, end de to andre bøger i serien, og så fordi hjerner bliver så glade, når de genkender og gennemskuer. Min gør i hvert fald. Og så har vi også noget fælles, når vi kender de samme referencer, det giver en slags sammenhold. Jeg tænker tit på mine bøger som en slags samtale mellem mig og læseren.

Har du andre tricks til upcoming tegneserieskabere der læser med?

– Lev! Elsk! Le! Hm, nej, det er svært, for de fleste upcoming fx fra Viborg er jo meget dygtigere end mig. Jo, én ting som især meget nye fortællere glemmer eller undviger: Find nogle ærlige feedbackere. De skal kunne finde ud af at feedbacke konstruktivt, og de skal være ærlige og dygtige fremfor bare rosende. For mange lyder det som en ubehagelig tanke, men du vil altså hellere opdage, at din pointe virker modsat i en tidlig feedback-runde end i din første anmeldelse eller en negativ lektørudtalelse. Feedback er din bedste ven.

Du har en ting med dyr i dine bøger. Du og Zenia Johnsen har nu skrevet to børnebøger om henholdsvis en ond undulat og en sød hest, ligesom du selv har stået bag en småbørnsserie om pigen Lilla og hendes kat Løve – og ikke at forglemme dine egne hunde, der løbende optræder som figurer i dine striber. Hvad er det dyr kan som figurer?

– Ligesom man hurtigt aflæser Betty Boop som ubekymret og fun, så tilskriver man også dyr en hel masse karakteristika, som man som fortæller kan bygge videre på uden at skulle forklare. Samtidig spiller dyr en stor rolle i mit liv (shoutout til de 400 mennesker der unfollowede mig, da jeg fik hundehvalpe og druknede alle i dyrespam), og de er så skægge at tegne. Man må også mere, når man tegner dyr. Ingen råber “NOT ALL KATTE”, hvis man lader en kat opføre sig som et røvhul.

 

 

 

 

 

 

 

 

Kan du løfte sløret for dit næste projekt, udover at tegne dig mere ind på din nye avisstribe?

– Gid jeg kunne, men jeg er ikke selv sikker på det endnu. Der er altid alt for mange idéer på samme tid, ingen af dem er færdigbagte nok til at gå i dybden med endnu. Men altså: All hail Julie Rotne og Gads forlag, der lader mig skøjte rundt i genrer og målgrupper, det er meget priviligeret og meget sjældent.

Jeg glæder mig til det næste du hitter på. Afslutningsvis: Hvilken stribe i Voksenværk er du mest tilfreds med og hvorfor?

– Når man ser den, tror jeg måske, det er et overraskende valg. Den er ikke just en tegnemæssig revolution. Men bogen er tænkt som en bog og ikke en random samling striber, og uden et klassisk narrativ kan det være svært at lave en slutning, der virkelig føles som en slutning. En god slutning forløser, og det skulle den også i Voksenværk. Så jeg har brugt de tre sidste tegninger til at slutte. En, hvor min veninde fortæller, at hun blev gravid med tvillinger, lige inden hun skal have fjernet sin livmoder, og det er meget fint og lykkeligt. En, hvor jeg-figuren tænker på det barn, der kunne være sket. Og så den her tegning til sidst:

Det, jeg håber, den viser, er, at der ikke mangler noget (noget = børn). Jeg ville gerne lave en tegning, hvor man kunne mærke det, for alt tekst blev sådan … argumenter, der kom til at lyde som om, jeg BURDE mangle noget. Nogle gange kan man bedre forstå ting med følelser, og det er det, tegninger er så brandgode til. Enkelte har tilstået, at de græd over slutningen, og det gjorde mig meget stolt. Det er jo en bog, man nemt kan bladre igennem og tænke “den var da meget fin, whatever”, eller man kan give den noget af sig selv og finde noget dybere. Så når nogen vil give den det OG de bliver ramt, så kan jeg nærmest ikke bede om mere.

Du kan følge Stine Spedsberg på Instagram, Om igen kan læses hver weekend i 15 dagblade, der udgives i Jylland og på Fyn, og Voksenværk kan købes i alle boghandlere.

---