Bravo the Brothers
Dette er ikke en anmeldelse. For hvordan kan jeg anmelde noget, som jeg har været begejstret for i 50 år – lige siden, jeg læste det for første gang?
Det var i Trumf-serien nr. 19, Et værre cirkus, som Bravo the Brothers hed første gang på dansk. Og det var første gang, jeg stiftede bekendtskab med Franquin. Det var en åbenbaring!
Jeg havde læst Tintin siden 1960, men det var mere de amerikanske serier, der trak i mig på det tidspunkt, og sådan er det såmænd stadigvæk, men Franquin havde så meget liv og dynamik, at det var som at blive revet med af en grafisk flodbølge, som for en kort stund skyllede mig op på de europæiske kyster.
Hans streg var som et levende væsen, der hoppede og sprang henover papiret, hans tusch som en sort malstrøm der bare sugede mig ind.
Så blev alle Splint & Co. læst, og år senere blev vi alle betaget af Franquins ”Sorte periode”, men for mig har denne lille historie på kun 22 sider om tre aber på en tegneserieredaktion altid været selve omdrejningspunktet for hele Franquins virke.
Selve historien handler om en meget travl dag på redaktionen, hvor Kvik er chefredaktør. Deadline truer, og alle styrter rundt for at få næste nummer ud, da Viggo, det vakse kontorbud, overrasker Kvik med den perfekte fødselsdagsgave: Tre usædvanlige aber.
Vi kommer rundt i hele persongalleriet, der senere kommer til at befolke Vakse Viggo-serien, mens de tre primater skaber totalt kaos på Serieforlaget, som det franske forlag Spirou bliver kaldt i den danske oversættelse.
Og de er her alle.
Hr. Parker, hvis kontrakter ALDRIG bliver underskrevet. Regnskabschefen Høm, hvis omdømme som punktligheden selv får et alvorligt knæk, og de utallige andre stakler, som Viggo vil plage de næste mange år. Selv Franquins eget fabeldyr Sprillen får vi et lille glimt af.
Og så selvfølgelig Noa: superdressøren som kan lære dyr ALT!
Orangutanger, der strikker deres egne lange underbukser, elsdyr, der kan spille bordtennis, og måger, der kan levere frokosten punktligt hver eneste dag.
Noa kan snakke med alle dyr, blot kniber det lidt med at kommunikere med medlemmerne af sin egen art. Man har lidt på fornemmelsen, at Noa på mange måder er Franquin selv, og det indblik som ekstramaterialet giver om hans liv og forhold til dyr, bekræfter den fornemmelse.
Selve historien har været udgivet mange gange før på dansk, så hvorfor skal du nu give 299,00 kr. for noget, du måske engang har købt for 7,85 i tidernes morgen?
Fordi denne nye udgave er en hyldest til en af dette medies allerstørste skabere, som ville have været fyldt 100 år i år. Fordi selve historien aldrig har været præsenteret så flot på dansk. Og fordi der er så meget fascinerende ekstramateriale, hvor du virkelig kommer ind i alle aspekter af selve historien, men også kommer ind under huden på Franquin selv.
Albummet starter med de 22 sider, som er Bravo the Brothers, nyoversat og med flot dansk tekstning og nye farver.
Så får vi de 22 sider en gang til, men denne gang er det originalsiderne, som de sprang fra Franquins hånd, det vil sige næsten, for de er ikke gengivet i oprindelig størrelse, og to af siderne findes kun i en sort/hvid version. Skulle det have været en sand ”Artist’s Edition”, ville det have sendt prisen på albummet op i stratosfæren.
Over for hver af originalsiderne er der en lang og grundig tekst, som giver indsigt i Spirou-redaktion på det tidspunkt historien blev udgivet, og hvis du ligesom jeg har et begrænset kendskabs til fransk tegneseriehistorie, så er tekstsiderne en sand guldgrube af informationer.
Du får hele baggrundshistorien for Franquins skabelsesproces, hans kamp med at lægge Splint & Co. fra sig (han var ved at være godt udbrændt), hans fokusering på Vakse Viggo … og de Sorte sider, der ventede ude i fremtiden.
Hele historien er blevet restaureret på smukkeste vis. Friske scanninger af siderne, nye konsistente farver og alt det andet gode, som den moderne teknologi har bragt os.
Og det er bestemt ikke første gang, at det er blevet gjort for Franquins tegneserier.
Alle 19 af Franquins Splint & Co.-album har været igennem ”maskinen” for mange år siden.
Hvorfor er de så ikke blevet udgivet, hører jeg dig spørge?
På grund af det sædvanlige rettigheds- og forlagsfnidder, selvfølgelig!
Noget af det mest gennemførte ved denne udgivelse er i mine øjne den danske tekstning. Ikke oversættelsen, som jeg med mine ikke-eksisterende franskkundskaber har lidt svært ved at tage stilling til, men selve arbejdet med den fysiske tekst i boblerne.
Det er albummets tilrettelægger Carsten Søndergaard, som står bag dette møjsommelige og dybt imponerende arbejde.
Rettighedshaverne stillede en speciel skrifttype til rådighed, som er udviklet på baggrund af mesterens egen håndskrift, og takket være vore dages overflod af computerkraft er det muligt at arbejde med bogstaver, som hver for sig har flere hundrede kontaktpunkter. Det var kun hvis Franquin selv genopstod fra gravens dyb og lavede den danske tekst, at du ville kunne få et smukkere resultat.
Franquin skabte ikke Splint & Co, men alle seriens tegnere og forfattere har levet i hans skygge siden ham. Det er ikke noget tilfælde, at Kvik tager piller (læs ferietabletter) for at komme igennem arbejdsdagen … nok noget, der ikke er helt ukendt for den meget hårdt arbejdende Franquin selv.
Det er næsten som om, at denne lille historie fra 1965 var med til at give Franquin fornyet skaberkraft og sende ham af sted til anden del af sit livsværk.
Grundlæggende handler disse 22 sider om menneskedyrets forhold til alle de andre dyr, det deler denne klode med, og det er jo en problematik, der ikke er blevet mindre vigtig i de over 50 år der er gået, siden Bravo The Brothers udkom første gang.
Efter at have været oppe på de helt høje filosofiske nagler vil jeg blot konstatere, at det aller, aller bedste ved dette album er, at det er skideskægt!
Hver gang jeg læser det, og det har jeg gjort mange gange, kan jeg ikke lade være med at grine og fryde mig over Franquins utrolige talent.
Dette er ikke et album….
DET ER SELVE TEGNESERIENS SJÆL.
Morten Søndergård.
PS.
Husk at klappe bagefter, ellers bliver en af aberne meget sur.