Tyske Eva Müller udforsker sin frygt for døden i sin tegneseriedebut In The Future We Are Dead. Sofie Louise Dam har talt med den særegne serieskaber.
Katolicisme og rådne tænder. Nekrologer og selv-mumificering. I sin tegneseriedebut In The Future We Are Dead udforsker tyske Eva Müller i ni eklektiske essays sin frygt for døden, og den 22. november udvider hun sin fortælling i multimedie-performancen Death On The Screen i Husets Biograf i København.
”Jeg voksede op i en meget lille by i Tyskland. Lige i midten af firserne.”
Sådan indledes fortællingen i In The Future We Are Dead om en pige, der i seksårs-alderen begynder at opleve en vag men vedblivende dødsangst, der holder hende vågen om natten. Sådan rigtig vågen i mange timer. Hver nat. Måske igangsat af sultende børn i Afrika og Band Aid på TV. Af grandtantens fortælling om barndommens poliosygdom.
Tegneserien signalerer med sin jeg-fortæller og tilbagevendende bebrillede hovedperson en tydelig selvbiografisk tilgang, men snart snor bogen sig i andre retninger.
– Min generelle fortælleteknik er at tage selvbiografiske dele og blande det med popkultur, fiktion, videnskabsformidling og så videre. Jeg kalder min metode udvidet biografi, fortæller Eva Müller.
På den måde møder vi bogen igennem dødstemaet i mange afskygninger. I Müllers bedsteforældres fine stue, hvor de døde er blevet lagt til skue gennem generationer. I en kort flirt med yoga og hvilepositionen Død Mands Stilling.
Hun bruger også andre fortællere end den bebrillede kvinde, som i kapitel 3, hvor fortælleren med ét er kvindens bror, som beskriver deres fælles traumatiserende opvækst i et tumultarisk hjem. Et afsnit beskriver nøgternt processen af Sokushinbutsu – buddhistisk selvmumificering gennem ekstrem askese – og i et andet møder vi måske fremtidens Eva Müller, en ældre, tandløs kvinde, der ser tilbage på sit liv.
– Det at have andre synsvinkler på døden var vigtigt for mig af en eller anden grund.
En sammensat opvækst
Som de fleste børn gør det, tegnede unge Müller, men der var ikke nogen opbakning til en kunstnerisk karriere at hente i den lille tyske by i midten af firserne.
– I min familie og sociale omgivelser, var det ikke en mulighed at blive kunstner. Så jeg blev socialarbejder.
Bandet Kurhaus ville have mig til at skabe en tegneserie til deres LP. Det var min første tegneserie
Foruden sin uddannelse, får vi i In The Future We Are Dead indtryk af et liv, der har budt på et brud med den strengt katolske opdragelse, en selvdestruktiv periode på gaden blandt punkere og samfundets udstødte og et ensomt, selvvalgt eksil i Rumænien, før Müller fik sine første tegnejobs.
– Da jeg vendte tilbage til Hamborg, tegnede jeg for mange af mine venners bands: plakater, vinyler, bånd. Bandet Kurhaus ville have mig til at skabe en tegneserie til deres LP. Det var min første tegneserie, husker Eva Müller.
Med opfordring fra sine venner søgte Müller ind på illustrationsskolen HAW i Hamborg og blev optaget. Müller nævner blandt andre underviserne Anke Feuchtenberger og Birgit Weyhe som inspirerende mentorer under uddannelsen, hvor In The Future We Are Dead var hendes afgangsprojekt.
Underviserne gav hende en kickstart ind i tegneseriernes verden, stillede kritiske spørgsmål, og hjalp Müller ud af perioder med dødvande i skabelsen af In The Future We Are Dead.
– Det tog mig meeeget lang tid og mange tårer og sved at færdiggøre bogen. Jeg er meget taknemmelig over, at jeg fik lov til at arbejde med de her kvinder.
Under titlen Sterben ist echt das Letzte blev projektet udgivet på tyske Verlag Schwarzer Turm i 2017 og på engelsk af Birdcage Bottom Books i 2018.
Fotocollage og farveblyant
Det visuelle udtryk i In The Future We Are Dead har sit klare ophav i punkens verden. Om billederne skildrer religiøse ikoner, et børneværelse eller en yogatime er det tegnet i sort, rød og blå farveblyant i en fotografisk-realistisk stil, med håndtekstning, akavede kroppe og stive ansigtsudtryk.
– Til In The Future We Are Dead arbejdede jeg meget med fotografier. Jeg har en kæmpe digital samling, og til enhver tegneserie jeg skaber, har jeg en mappe med billeder. Jeg tegner altså collagen – kigger på adskillige billeder, og kombinerer dem i min tegning. Jeg kunne godt lide at bruge den teknik til bogen, fordi historierne også er sammensatte og har en form for nostalgisk følelse, forklarer Eva Müller.
Også kunstneren Gesa Lange, som Müller mødte på uddannelsen i Hamborg har haft betydning for Müllers arbejde.
– Gesa Lange er ikke selv tegneserieskaber, men en kunstner som tegner og laver installationer og objekter. Hun har hjulpet mig med at udforske min kunstneriske side og har vist mig, hvor vigtigt præsentationen af et stykke arbejde er. Og så har hun vist mig, at jeg ikke er begrænset af formater – panel eller bog.”
På besøg i København
Når Müller kommer til København den 22. november, er det for at præsentere dele af sin tegneserie i en ny udformning og for at udvide historien. Death On The Screen er et samarbejde mellem Müller og filmprojektet Soyuz Apollo, der – igen på collageagtig vis – kombinerer live-oplæsning fra tegneserien med arkivfilm til et 90 minutter langt show.
– Vi synes at tegneserier og film har meget til fælles. Soyuz har fundet film frem fra sin samling under temaet døden og har kurateret et udvalg, der passer til bogen. Vi har også filmet nyt materiale.
Når jeg læser mine tegneserier højt, må publikum affinde sig med min rytme og vision og får så måske en ny oplevelse af bogen.
Næste tegneserie vi får at se fra Müllers hånd bliver sandsynligvis en bog med temaet arbejde – mere specifikt er det en coming of age-historie, om hvordan opvæksten i en arbejderklassefamilie påvirker fremtidige generationer. Men ind imellem er der så heldigvis plads til eksperimenter.
– Jeg er en historiefortæller, og tegneserier er mit hovedmedie. Men jeg kan godt lide at læse mine tegneserier højt og at skabe en atmosfære i et rum i kombination med en lydside. Når du læser en bog, er det din egen rytme. Du kan gå frem og tilbage. Når jeg læser mine tegneserier højt, må publikummet affinde sig med min rytme og vision og måske få en ny oplevelse af bogen.”
I det indledende essay i In The Future We Are Dead kommer den seksårige, søvnberøvede Eva endelig til lægen:
“Nå, unge dame, fortæl mig: hvorfor vil du ikke falde i søvn om natten? Er du bange for monstre?”
“Nej! Jeg er bange for, jeg aldrig vågner op igen!”
Diagnosen: Barnet tænker for meget!
I Husets Biograf den 22. november kan vi forhåbentlig på lige så skæv facon som i hendes debutværk få indblik i Eva Müllers tankemylder i performancen Death On The Screen. Det er første gang projektet fremføres på engelsk.
Death On The Screen fremføres i Husets Biograf d. 22. November klokken 19:30-21. Der kan købes billetter til 50 kr i døren eller ved at skrive til husetsbio.reservation@mail.com. Skriv Death On The Screen i titellinjen samt hvor mange billetter, der skal reserveres.