Damon Lindelof, der for alvor gjorde sig bemærket med tv-serien Lost i 2000’erne, er blevet overladt ansvaret for HBO’s serialisering af Alan Moores Watchmen. Nummer 9 gør foreløbig status over foretagendet.
Selv om den pensionerede Alan Moore selv er arg modstander af genanvendelsen af hans genanvendelse af en håndfuld DC-ejede figurer og mener, at udgiveren har brudt deres løfte om netop ikke at skulle bruge dem til noget nogensinde, så har de faldende produktions- og offentliggørelsesomkostninger i kombination med stigende indtægtspotentiale for indhold ført til en så voldsom efterspørgsel efter gode idéer i indeværende årtusinde gjort det uundgåeligt, ja endda forretningsmæssigt decideret uansvarligt, for en udgivelsesvirksomhed ikke at koge mere suppe på et så saftigt ben som Watchmen.
Lyt også: Supersnak. WATCHMEN. ’nuff said.
Om det er i orden, at HBO lancerer en superhelteserie baseret på tegneserien stik imod ophavsmandens ønsker, fortaber sig i juridiske forskelle mellem amerikansk og europæisk ophavsretsbeskyttelseslovgivning, og ja, amerikansk lovgivning prioriterer forretningsmæssige hensyn højere end kunstnerisk integritet, doh, og efterlader alle os ikke-aktivistiske forbrugere med spørgsmålet, om Damon Lindelof (der tidligere har stået bag tv-serierne Lost og The Leftovers) gør et godt stykke arbejde som chefkok eller ej. Her følger fem grunde til, at undertegnede, efter at have set de første afsnit af serien, hælder til førstnævnte.
Don Johnson som Chief Crawford
5. HBO’s Watchmen er ikke en prequel
Prequel-formatet, som for eksempel DC’s første genanvendelse af netop dette materiale Before Watchmen, men også det meste af Marvels igangværende Star Wars-tegneserie, Lindelofs egen alienfilm Prometheus og så videre er et af de mest problematiske formater, som selv de dygtigste udøvere meget sjældent får noget fornuftigt ud af. Når det helt undtagelsesvis lykkes, skyldes det, som i Breaking Bad-skaberne Vince Gilligan og Peter Goulds forhistorieudbygning af Bob Odenkirks bifigur Saul Goodman i Better Call Saul, at anlægsarbejdet med én fortælling blotlægger et i sig selv interessant sidespor, der blot ikke er plads til at udforske før efterfølgende, og hvis primære omdrejningspunkt intet som helst har at gøre med eller kan afledes af det oprindelige spor.
Hovedreglen er imidlertid, at prequelen enten blot fremkalder nogle af de billeder, som af den oprindelige fortælling var overladt til publikums fantasi eller indskyder nogle nye og upassende og i begge tilfælde kommer i en eller anden form for konflikt med den tidligere oplevelse. Selv om den blev skrevet af så markante folk som Brian Azzarello, J. Michael Straczynsk, Darwyn Cooke, Amanda Conner og Len Wein (og derudover tegnet af bl.a. Eduardo Risso, Lee Bermejo, Andy og Joe Kubert og Adam Hughes), så var before-serien altovervejende en uskøn blanding af kedsommelige gentagelser af Moores scener og replikskifter afbrudt af udbrud af formålsløs vandalisme. Hvilket selvfølgelig ikke skyldes ophavsmændene m/k’s uduelig- eller respektløshed, men den helt umulige opgave de er blevet stillet.
4. Damon Lindelof er ikke Zack Snyder
Der er så rigeligt Snyder-bashing i verden, uden at denne artikel behøver at bidrage hertil, men det er dog alligevel befriende, at HBO har valgt en helt anden indfaldsvinkel til at oversætte fra tegneserie- til levende billeder-formatet end netop Snyders, som er så ekstremt fokuseret på den visuelle reproduktion af tegneserieudtrykket, at alt andet må vige og træde i baggrunden. Den har sine kvaliteter, for eksempel er introtitelsekvensen til Snyders Watchmen-filmatisering toplækker og velkoreograferet og æstetisk tilfredsstillende; den er imidlertid også i sin natur og ganske neutralt kategoriseret overfladisk: Det kan være til at leve med i et par timer, især første gang man stifter bekendtskab med Snyder, men i længden og over så mange timer, som der gerne skulle produceres Watchmen-tv af, bliver det lidt hult og uengagerende.
Vogtere anno 2019, Tim Blake Nelson som den Rorschach-lignende Looking Glass og Regina King som Sister Knight
Lindelof viser os faktisk forskellen i klip fra en tv-serie i tv-serien, om universets guldalder-helte, der er filmet i kendetegnende Snyder-stil med variabelttonede farver og en allestedsnærværende finger på slow motion-knappen; en ikke helt tandløs og ret præcis karikatur, der minder os om, hvordan det ville have set ud med ham ved roret. Det er ikke, fordi Lindelofs eget bud er visuelt utilfredsstillende; tværtimod har HBO-serien en høj produktionsværdi, masser af udendørsoptagelser, kulørte tableauer og overbevisende actionsekvenser: Blot er den knap så optaget af at realisere nogle helt bestemte billeder fra storyboardet på bekostning af fremdrift og fortælling end Snyders film. Lindelof er først og fremmest historiefortæller, og hans primære fokus er handlingen.
3. Uærbødig loyalitet
Der er groft sagt to faldgruber, man risikerer at ryge i, når man tager udgangspunkt i andres kunstneriske værker. Den ene og måske mest overhængende risiko i forbindelse med et så piedestalopløftet værk som Watchmen og ditto skaber som Alan Moore er overdreven ærbødighed, hvilket nævnte Before Watchmen og Snyders filmatisering ikke blot af Moores men også Millers værker, led under. Den anden er illoyalitet, som når Geoff Johns i Doomsday Clock lader Moores figurer tørne sammen med det resterende DC-univers, hvilket selvfølgelig ikke duer, selv om man sørger for at overholde lovens bogstav i form af en parallelle-universer-kolliderer-undskyldning, mens man forbryder sig mod dens ånd. En af de mest centrale præmisser for Moores univers er, at det udelukkende er befolket af almindelige mennesker uden særlige evner og begrænset af fysikkens love på samme måde som os læsere – bortset fra Dr. Manhatten, der så til gengæld er omtrent almægtig (og ikke kan sameksistere med for eksempel Superman).
Man må selvfølgelig gerne bryde rammen om den oprindelige fortælling. Watchmen er Moores brud på, ja, deciderede opgør med en oprindelig ramme, men det skulle helst være for at skabe noget bedre. Steve Ditkos figur The Question var personificeringen af Ayn Rands moralfilosofi, som Moore modsatte sig ved gøre sin udgave heraf, Rorschach, til en fascistisk sociopat – hvilket er mere interessant og mere underholdende end Ditkos “objektivistiske” hævner (der også huserede i en ucensureret udgave under navnet Mr. A). Lindelof, der både har egenerfaring med at mislykkes (med Prometheus) og fordel af at vide, hvor de to tidligere forsøg på at håndtere Moores univers gik galt, anlægger i hvert fald tilsyneladende en meget fornuftig fremgangsmåde; han fastholder loyalt Moores forlæg som ramme, hvor indenfor der ikke kan ændres et komma, men hvor han godt kan fortælle en ny historie uden de ærbødiges selvpålagte begrænsninger. Hvilket paradoksalt nok sjældnere end ærbødighedens forsigtige listen sig rundt resulterer i, at nogen af den oprindelige fortællings fine ting bliver væltet ned fra hylderne og går i stykker.
I denne virkelighed har klanen udskiftet kutterne med Rorschach-masker
2. Verdens(ud)bygning
Kernen i Watchmen og Moores livværk i det hele taget er at skabe alternative verdener. Hans tematikker har aldrig rigtig revet sig løs fra den gængse facismeforskrækkede, pacifistiske, naturbeskyttende, 68’er-oprørs-kritiske kunstnerstandardsformular. Han har aldrig været eller ønsket at være den helt store plotkonstruktør, og bortset fra V for Vendetta (og én anden, mindre kendt serie for samme engelske udgiver) tager alle hans betydende værker udgangspunkt i eksisterende materiale. Til gengæld har han været i stand til at udfylde alternative universer, hvad enten de stammer fra litteraturhistorien eller dunke dele af den faktiske historie eller fra tegneserieforlagenes støvede arkiver med en sådan overdådighed af idéer og detaljer, både i omfang og omtanke, at de forvandlede sig til uforlignelige, frydefulde steder at gå på (læse)opdagelse og gerne fortabe sig helt i.
Lindelof har heldigvis forstået, hvad det sjove består i, og udbygget Moores konstruktion med en 2019-afdeling, som hverken skænder eller blot kopierer det eksisterende fundament, men supplerer det med masser af nyt at opdage omkring de bærende søjler, som er blevet forlænget ind i vores tid. Flere af de gamle figurer er stadig med, men i modsætning til i Before Watchmen er de ikke præcis de samme, som Moore skildrede. De godt 35 år er ikke gået sporløst hen over dem, lige som Veidts “dommedagsintervention” ikke er gået sporløst hen over den verden, Lindelof viser os.
Det er denne alternative nutid, hvor Robert Redford rent faktisk vandt præsidentvalget som en demokratisk udgave af Ronald Reagan, hvor USA blev mere tolerant og venstrefløjsblødt og mindre racistisk, hvor de hvide nationalister er gået under jorden og har dannet en terrororganisation inspireret af Rorschach og hans journal, hvor der er opstillet en slags telefonboksskriftestole, som transmitterer beskeder til Dr. Manhatten på Mars i en form for sekulær gudsdyrkelse, hvor superheltene ikke er selvtægtsforbrydere, men en særlig eliteenhed i det almindelige og ligeledes maskerede politikorps, der primært består af farvede betjente uden dødbringende våben, og hvor det engang imellem regner med små, harmløse blæksprutter, som folk er nødt til at skrabe af deres bilforruder og havefliser, der er den egentlig attraktion i HBO-serien. Det er både underholdende og aktuelt og generelt ganske begavet tænkt og udført.
Jean Smart som Laurie Blake
1. Brikker i et puslespil
Lindelof er efter eget udsagn dybt inspireret af Alan Moore og har anlagt samme fortællestil som forbilledet; nemlig at docere de til publikum uddelte brikker til puslespillet, så der kun langsomt begynder at tegne sig et samlet billede. Af samme grund er det efter kun fem afsnit af tv-serien svært at danne sig et overblik over hans fortælling. Det fremskrevne nutidsalternativ er stadigt tilsløret og mystisk på samme måde, som hans tidligere serier Lost og The Leftovers blev ved med at være i laang tid; for førstnævntes vedkommende nærmest indtil sjette og sidste sæson. Det er selvfølgelig et spørgsmål om smag og behag, hvorvidt man finder det langstrakte element fascinerende og sjovt at forsøge at forgribe eller blot langtrukkent og formålsløst, men det egner sig godt til såvel tegne- som tv-serier.
Det er imidlertid også så godt som umuligt at bedømme, før det fulde billede fremstår tydeligt. Om Lindelof kan komme i mål med noget, der bare tilnærmelsesvis er forlægget værdigt, kan man derfor kun håbe på, og hertil kræves nok også et ikke ubetydeligt mål af ønsketænkning. For at få alle brikkerne til at passe så smukt sammen, som Moore lykkedes med den ene gang, er noget nær uopnåeligt for de fleste, og heller ikke noget selv de store mestre kan gøre særlig mange gange i løbet af deres livsværk. Men at Lindelof ikke har ødelagt muligheden endnu er i sig selv også en præstation og nok til at holde undertegnende sulten efter næste uges afsnit.
Jeremy Irons som Adrian Veidt
