Belgiske Brecht Evens er lig med europæisk tegneseriekunst af ypperste karat. Den engelske oversættelse af hans nyeste udspil udkommer i næste måned og Nummer9 har stillet ham et par spørgsmål.
Brecht Evens’ beskedne udgivelsesrække indskriver sig i den stolte europæiske tradition for seriøse voksentegneserier. I Angoulême-vinderen “The Wrong place” (2010) giver Evens hovedrollen til en ensom mand, som ikke kan finde ud af at socialisere, fordi han ikke tør stole på andre mennesker. I opfølgeren “The Making of” (2012) er hovedpersonen derimod en feteret storby-kunstner, som støder sammen med en flok velmenende, men uskolede folkekunstnere fra provinsen.
Fra bogen “The Making of” (2010) af Brecht Evens.
Evens (f. 1986) udstiller hverdagsdramaet blandt velciviliserede mennesker, og har et godt talent for at udpege de småpatetiske karaktertræk, som vi alle dygtigt gemmer bort, men som alligevel dukker frem. Det unikke, i forhold til så mange andre tegneserier, er, at Evens skruer helt ned for satiren, og for tempoet og dramatikken, og i stedet giver sine personer et ekstra lag af psykologisk dybde. Og så er den grafiske dimension i særklasse. Evens kombinerer et utal af farver, og roder sig ud i avancerede skyggeeffekter, men undgår alligevel at det hele klasker sammen. Hos Evens bliver de mangefarvede geometriske figurer og organiske klatter til perspektivrige og stemningsmættede motiver, som suger læseren ind i historien – ofte direkte ind gennem bygninger, biler og toge. Dialogen står skrevet i forskellige farver, og vidner om at Evens også er en ordmester, der kender til sprogets vigtige detaljer.
Endnu har intet dansk forlag samlet handsken op, men Evens nyeste udspil udkommer i næste måned i en engelsk oversættelse. Titlen er “Panther” og denne gang handler det om en lille pige og hendes imaginære ven. Den engelske oversættelse er en “director’s cut” version, med ekstra billedmateriale, og kan allerede nu bestilles hos forlaget Drawn & Quarterly. Brecht Evens har i samme anledning indvilliget i at svare på et par spørgsmål, til ære kun for Nummer9s trofaste læsere.
Fra bogen “The making of” (2012) af Brecht Evens.
JA: Jeg gætter på at du, som så mange andre, læste mange tegneserier som barn, men at du så måske forlod tegneserien i en årerække, og så vente tilbage til formatet igen, men med et nyt syn på mediet?
BE: Jeg skulle til at svare: Præcis! Men nu hvor jeg tænker over det, alligevel ikke. Da jeg gik på kunstskole begyndte jeg at læse færre og færre tegneserier, og jeg vente aldrig helt tilbage. I stedet begyndte jeg selv at lave tegneserier. De første par år på kunstskolen lavede jeg dem i det skjulte, uden for skolen. Grunden til at jeg ikke læser så mange tegneserier længere er, at jeg dømmer dem på deres forsider, og jeg går dermed glip af en masse gode værker fordi jeg ikke kan lide tegningerne. Det er en skam, men jeg det holder mig ikke vågen om natten. Det er dog en underlige situation – jeg mener at dirigenten Phillipe van Herreweghe udtalte i et interview, at han ikke kan holde ud at lytte til musik når han er hjemme, kun når han dirigerer. Det er nok lidt det samme for mig.
JA: Du gik på kunstskole i Gent og din bog ”The Making of” handler om en kunstner og fortællingen indeholder en venlig satire over kunstscenen. Kan jeg lokke dig til at sige noget klogt om forskellen på kunstscenen, altså museums og galleri-verdenen, og tegneseriescenen? Det kunne virke som om kunst, litteratur og tegneserier flyder mere og mere sammen i Danmark i øjeblikket.
BE: Jeg tror det mest handler om bygninger, og hvem der beslutter hvad der skal være inde i dem. De fleste mennesker specialiserer sig. Jeg bekymrer mig ikke om det, og, ja, scenerne synes også at flyde sammen her.
Fra bogen “The Making of” (2012) af Brecht Evens.
JA: Opfatter du dig selv som en ”belgisk kunster”, og som en forlængelse af den berømte belgiske tradition for kunst og tegneserie? Er du egentlig flamsk, eller belgisk, eller begge dele?
BE: Jeg er en hollandsk-talende flamsk-belgier, fra Limburg-provincen, hvor, i det bronze-grønne egetræ, nattergalen synger. Det er ikke særlig relevant. Jeg er endda holdt op med at være flov over at drikke Heineken [Heineken er en hollandsk øl, red.]. Men jeg ville gerne gøre det ”belgiske” relevant. Jeg er ikke sikker på at det var relevant at Picasso malede tyrefægtere, men det fungerede i hvert fald for ham. Det sjove ved at være belgier er, at der ikke er nogen international stereotyp. Belgien er kun svagt forbundet med at være et lilleput-land, med hvide middelklasse mennesker. Så i USA for eksempel, bliver Belgien til et morsomt fænomen, fordi det er så uklart hvad det egentlig er.
JA: Kan du beskrive din arbejdsmetode? Det ser ud som om du maler direkte på papiret – i modsætning til at først tegne, som de fleste tegneserietegnere gør? Man får også indtryk af, at du improviserer meget?
Fra bogen “The Wrong place” (2010) af Brecht Evens.
BE: Ja og ja. Jeg benytter som regel akvarelmaling, hvor du bliver nødt til at arbejde på denne måde. Jeg bygger billederne op, trin efter trin, mens jeg hele tiden er på udkig efter nye muligheder og detaljer, ligesom de fleste malere nok gør. Forleden da jeg sad i toget og tænkte på et billede på mit bord, fik jeg pludselig en tanke: ”Aha, der er brug for horisontal blå-grøn oval i venstre hjørne!”
JA: Skriver du hele manuskriptet før du starter på illustrationerne?
BE: Nej, kun fortællingens hovedpunkter, og en liste af detaljer som skal indsættes undervejs. Jeg udarbejder den præcise sidekomposition og dialogen, lige før jeg tegner en side.
JA: Du har tidligere sagt du at du er skeptisk over for filmens indflydelse. Kan du uddybe dette?
BE: Film er jo indrammede billeder. Rammer i tegneserier er brugbare, men jeg kan ikke forstå hvorfor så mange tegneserier kun fortælles i rammer. Og jeg har egentlig intet imod kameravinkler, men de er bare ikke et typisk element i tegninger. For det meste tror jeg bare det bliver en let løsning, en ting mindre at bekymre sig om.
JA: En aktuel trend er at eksperimentere med tegneserieformatet, og vi er måske kun først nu begyndt at forstå hvad tegneserier egentlig kan. Findes der klassiske kendetegn ved tegneserieformatet, som du gerne så udfordret eller ændret?
BE: Måske den lineære læseform, læsning fra side et til den sidste side, kunne udfordres mere? Der er sikkert allerede gode eksempler på dette, som jeg ikke kender til. Chris Wares ”Building Stories”? Ja, jeg har den, men den skræmmer mig, længden og kompleksiteten er næsten for meget. Så jeg har ikke læst den endnu. Det seneste Ware jeg læste var ”Lint”, en meget imponerende lille bog, og let at tage med rundt.
JA: Den engelske oversættelse af ”Panther” udkommer til april. Umiddelbart lyder det som en anderledes historie i forhold til dine tidligere værker? Hvad kan læserne forvente?
Billede fra Brecht Evens nyeste udspil, på originalsproget. Den engelske oversættelse udkommer i næste måned (Panther, Drawn & Quaterly, 2016)
BE: ”Panther” er en underlig lille bog, men fordi emnet er så underligt og foruroligende, så er historiefortællingen til gengæld mere ligefrem og kontrolleret. Der er et system bag farvevalgene, og flowet er konstant i sin rytme. Der er en inddeling i seks kapitler, men næsten ingen afstikkere eller opdelinger, ligesom de tidligere bøger. Min fornemmelse er at bogen både hypnotiserer og deler publikum.
JA: Når man læser dine historier kan det næsten virke som om, at man er vidne til et sociologisk eksperiment, hvor man klinisk observer menneskets natur. Er du interesseret i den måde mennesker interagere på, osv.?
Fra bogen “The making of” (2012) af Brecht Evens.
BE: Jeg lever et normalt liv. Det forhindrer sørgeligt nok, at jeg kommer i kontakt med store koncepter og fortælle-genre. Jeg observer folk og laver historier om dem, men ikke klinisk håber jeg. Jeg føler mig mere hjemme og er mere interesseret i at skrive om hvad jeg oplever og ser. Jeg er egentlig ikke specielt stolt over at laver ”tranches de vie” fortællinger. ”Panther” bliver sikkert en afviger for mig.
JA: Du er lige kommet tilbage fra Angoulême-festivalen. Tror du at festivalen har tabt prestige på grund af alle skandalerne? Hvad kommer der til at ske næste år?
BE: Det hele var ét stort rod i år. Jeg ved ikke om der er overhovedet findes nye måder de kan fucke det op på, til næste år, så det hele ender nok fint. Jeg selv, og de fleste andre, tror jeg, havde det sjovt og jeg elsker festivalen lige så meget som altid. Jeg skal ikke kunne sige hvor meget tålmodighed folk har med al polemikken, så jeg ved ikke om festivallen mistede prestige. Og selv hvis den gjorde: den mørkeste time er altid lige før solopgang.
JA: Til slut, kan du nævne et par kunstnere, som du er inspireret af, og også gerne nogle nutidige tegneseriefolk, som du kan anbefale?
BE: De nutidige er Brecht Vandenbroucke, Olivier Schrauwen, Amanda Vahamaki, Antoine Marchalot og Nina Vandenbempt. Så tænker jeg Georg Grosz, Ever Meulen, Miro, Picasso, Giotto, Bosch, Matisse, Dana Schutz, europæiske og persiske miniature, Escher, ATAK, og fornyligt så jeg en fantastisk udstilling med Kuniyoshi’s træsnit.
JA: Tak fordi du tog dig tid til at svare … og hov, for resten, arbejder du på en ny bog?
BE: Ja. Den kommer til at dele univers med ”The Wrong Place”, og titlen bliver sandsynligvis ”The City of Belgium”. Der er en belgisk tradition for at nævne Belgien i titler, som i Hugo Claus roman “Belgiens sorg”, Jan Bucquoy’s film “Belgiernes sexliv”, og Felix van Groeningen’s nye film “Belgica”. Jeg synes der noget både stilfuld og vulgært ved at gøre det. Belgien er vores lille hemmelighed.
Fra bogen “The Wrong place” (2010) af Brecht Evens.
