Interview med Jan Lööf om politisk korrekthed i Sverige – og hvordan man kæmper imod den.
Det er ikke svært at få Jan Lööf til at forholde sig til politisk korrekthed og censur af sine bøger i Sverige, da det tydeligvis ligger ud over hans fatteevne, at man vil ændre på fortidens værker. Nummer9.dk interviewede den svenske mester på årets Copenhagen Comics, hvor han kom ind på, hvorfor han ikke vil ændre i sine gamle udgivelser, årsagen til Felix pludselig dukker op igen efter knap 50 års fravær og hvorfor man ikke skal analysere hans tegninger.
I Danmark holder mine forældres generation, min generation og mine børns generation af særligt dine billedbøger. Hvordan er det at komme til Copenhagen Comics som et hovednavn?
Foto: Carsten Olsen
Jeg vidste selvfølgelig godt, at mine bøger blev udgivet i Danmark, men ikke at jeg var kendt. Det havde jeg ingen anelse om, før jeg kom hertil nu. Men det er fordi mange af udgivelserne i Danmark kommer i mindre oplag end i Sverige. Der findes store bogklubber i Sverige, så jeg ved at en af mine bøger er blevet trykt i 75.000 eksemplarer. Det er jo helt enormt. Så mine bøger bliver udgivet i meget store oplag i Sverige, men ikke tilsvarende andre steder i verden. Godt nok er mine bøger udgivet i fx Kina, Afghanistan og på Færøerne – men jeg er aldrig blevet internationalt kendt. Dertil er jeg nok for typisk nordisk eller svensk. Men jeg er ikke altid lige populær i Sverige.
Er det fordi der er for meget politisk korrekthed i Sverige?
Ja – og hvem bestemmer? Der kørte en længere sag i Dagens Nyheter, fordi et forlag ikke ville genoptrykke min bog (Fang Fabian) hvor en mørk fyr spiller bongotromme i en Jazzklub i lidt hippieagtige klæder. Gennem en bekendt kendte jeg en lærer på en skole i Stockholm, og han var altid klædt ud som en indianer med fjer i håret. Han var meget vellidt, men ham ville jeg aldrig kunne bruge i en bog.
Men du vil ikke ændre i dine gamle bøger?
Jeg forsøgte i Fang Fabian. Så jeg tegnede ham uden kostume, når han ikke spillede musik i bogen. Men man skal også kunne kende figurerne igennem bogen – og han tager jo til Guldkysten. Det måtte heller ikke hedde Guldkysten, det er post-kolonialt. Men det er jo ikke hans skyld. Guldkysten er et gammelt navn, så der er ingen logik i det. Ivorianere vil hedder ivorianere. Fodboldspilleren Drogba er fra Elfenbenskysten, sådan hedder det jo. Men jeg ændrede navnet på Guldkysten til noget andet og gav ham civile klæder på. Resultatet var, at så lignede figuren i stedet Harry Belafonte og så fortrød jeg alligevel. Så hellere lade være. Der er vigtigere ting, det handler om, når det gælder bøger. Hvis bibliotekarer vil ændre på bøgerne, så må de jo gøre det. Men der bør være en grænse, når man bruger en masse penge på de rene dumheder.
Jeg gider ikke blive påvirket af hvad man må og ikke må. Det er min egen beslutning ikke at undvige.
Foto: Jens Malmberg
I din nye bog om Felix Da Felix blev stor er der en ligelig kønsfordeling. Felix og pigen Lisa er de gennemgående personer. Så tænker du over, at du skal være politisk korrekt, når du laver nye bøger?
Nej, det går ikke. Der findes en slags politisk korrekthed, som alle har og den bliver anstrengt. Jeg gider ikke blive påvirket af hvad man må og ikke må. Det er min egen beslutning ikke at undvige. Jeg går efter decency (anstændighed) – ikke efter korrekthed.
Hvorfor vendte du tilbage til Felix efter en lang pause.
Jeg opfandt Felix 1968 og for nylig satte jeg mig ned og farvelagde de gamle Felix. Den er færdig, og der kommer en ny slutning på serien. Den handler om, at de andre figurer gerne vil fortætte serien, mens Felix synes, det rækker nu. Jeg havde ikke set Felix siden dengang, men syntes det var sjovt at se den igen. Så tænkte jeg, at Felix vel burde spørge mig, om han ikke nok måtte være med i en stor bog. Han har altid kun været med i små ruder i tegneserierne. Så det er Felix, der har bedt mig lade ham være med i en stor bog. Men så gik det alligevel galt og han blev for stor, så det blev kæmpebilleder. Men det var en ide, der kom sig af, at jeg farvelagde Felix efter ikke at have tænkt på ham i næsten 50 år.
I Da Felix blev stor kommer Felix med i en billedbog og videre i et eventyr og en computerverden, men han virker ikke til at være glad for eksperimentet?
Nej, Lisa tror det er sjovt, men Felix trives ikke med det. Han er lidt gammeldags og synes vel, det er lidt farligt. Han bliver jo også røvet, så han vil hellere tilbage til sin tegneserie igen. Der er dog forskellige opfattelser af bogen, nogen synes den er god og andre at den er mindre vellykket. Jeg har lånt billeder fra kunstnere, som jeg beundrer, til Da Felix blev stor. Der er en fransk kunstner, der hedder André Francois, som jeg har brugt til en baggrund med katte og hunde. Det er et surrealistisk billede, som jeg tænkte ville passe ind. Faktisk har jeg skrevet hans navn ind i billedet, hvis man er opmærksom.
Hvis man tegner mørke mennesker med brede næser og store læber, så er man per definition racist.
I det hele taget bruger du intertekstualitet meget, Fantomet er et eksempel på en figur du vender tilbage til.
Ja, Fantomet er med i den nye og en af tegneserierne med Felix, handler også om Fantomet. Han er tegnet efter min gamle ven, Krister – så han har fået hans udseende. På den måde låner jeg en masse, men tegner dem i min egen stil. Det er der nogle, der synes er vældig fint og andre mener, at det er en fejl ved mine bøger.
Nu har forlaget ansat en politisk medarbejder med mandat til at kigge alt der skal udgives igennem og slå ned på fejl. Det er hendes job, at cheferne ikke får noget brok. Forlaget Kartago der udgiver Felix og Tintin har fået nej til at udgive Tintin i Sovjet og Tintin i Congo – og det samme sker nok med min Felix i Afrika. Og den er ellers helt … ja, det er for dumt! Hvis man tegner mørke mennesker med brede næser og store læber, så er man per definition racist. Den logik forstår jeg ikke, men sådan er det.
Jeg har lige læst den amerikanske klassiker To Kill a Mockingbird (Dræb ikke en sangfugl), der handler om en sort mand, der uskyldigt er blevet anklage for at have voldtaget en hvid kvinde. Bogen indeholder racistisk sprog, men sådan talte man jo på den tid i Amerika. Det kan man ikke få til at forsvinde, så jeg forstår ikke logikken i at forbyde eller ændre i den nu. Det er for dumt.
I Danmark er der udgivet en antologi (Faglige forbindelser) til danskundervisning i gymnasiet. Den består af tekster fra en række danske forfattere som H.C. Andersen og Henrik Pontoppidan, men der er også to udenlandske forfattere med: Giovanni Boccaccio og Jan Lööf (Viktor bygger en bro). Hvad tænker du om, at være en del af den litteratur man analyserer?
Det tager jeg som et godt tegn (Lööf bladrer i bogen). Tove Ditlevsen er med. Det er altså mest litteratur og så mig. En ting, jeg har det lidt svært med, er faktisk billedanalyse, for analysen er jo helt klar på forhånd. Det virker komisk, at man skal lede efter symboler for det ene og det andet i billederne. Der synes jeg, man laver en overfortolkning i billedanalysen, så det har jeg det svært med. Jeg synes, det bliver for tungt. Teksterne er jo litteraturen, så den skal man analysere og så være forsigtig med billederne.
Som de fleste så Jan Lööf under årets Copenhagen Comics, flittigt i gang med at signere sine værker. Foto: Carsten Olsen
