Den tyske tegneserieskaber Thomas Wellmann udkom sidste år på dansk med den farverige fantasy-tegneserie “Pimo og Rex: Den Magiske Muse”. I lørdags vandt han en PING-pris for Bedste Børne-ungdomstegneserie. Vi har snakket med den talentfulde tegner.
Wellmann har udover de skæve historier om Pimo og Rex en række kortere og længere udgivelser bag sig i hjemlandet. Han har også arbejdet på den populære og kultdyrkede vildhed, der er animationsserien “Adventure Time”.
Det var en rolig, venlig og beskeden ung mand, der mødte op til interviewet, og det hele foregik i en afslappet stemning. Man kunne næsten være så gammeldags og kalde hele situationen for lidt hyggelig.
Fortæl lidt om, hvordan Pimo og Rex opstod. Det er jo en skør og farverig verden fyldt med skøre figurer. Startede det med verdenen eller med figurerne?
Det var en historie fra en canadisk antologi, der hed “The Anthology Project”, som blev startet af nogle folk fra spilindustrien. Jeg kendte det første nummer og spurgte dem, om de måske havde plads til mig i nummer to – og det havde de. Emnet for det andet nummer var “besættelse”, og jeg udviklede min historie ud fra en ide om at have en succubus, altså en slags kvindelig dæmon, og det var så ret løst den oprindelige ide. Og så ændrede hele historien sig, da jeg gerne ville have, at det blev til noget i retning af en adventure-historie. Til at begynde med var den på ti sider, og så voksede den til 20 sider. Og det er så i bund og grund, hvad der blev til den første historie i bogen. Succubus blev til en muse og var ikke en ond figur længere, men en god figur, så alt ændrede sig, og det hele kom ret naturligt. Bogens stil er ret anderledes fra den originale historie fra antologien, som er mere farverig og løs i stilen.
Det vil altså sige, at der er en lille historie I en antologi et sted ude I verden, som var startskuddet for Pimo og Rex?
Ja, de fik trykt ret mange eksemplarer, og der var mange seje kunstnere med i den, så måske kan folk tjekke den ud. Jeg har faktisk en bunke af dem derhjemme, som jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre med.
I forhold til persongalleriet, så kan jeg godt lide, hvordan den ene er en rigtig dandy, og den anden er det præcis modsatte. En er rund og den anden har et virkeligt spidst ansigt. Tænkte du på dem som modsætninger? Er det sådan, du designer figurer?
Jeg kan ikke huske, om jeg bevidst planlagde det sådan til at begynde med, men jeg prøver at gøre det, når jeg designer figurer nu, især hvis det drejer sig om grupper, som jeg gerne vil have til at se seje ud, når de står sammen… måske har de farver, der passer til hinanden, ikke bare selv figurerne, men også gruppen som helhed… For så vidt at den slags kan planlægges, så prøver jeg at gøre det.
Pimo får mig på en eller anden måde til at tænke på Fedtmule… ikke at han ligner ham, men han er ligeså svær at artsbestemme… hvad ER han? Jeg elsker at jeg ikke helt kan finde ud af, om han er en fugl eller hvad han er…
Det er nemlig det. Udgangspunktet var, at jeg ikke ville have, at de skulle ligne virkelige dyr, men meget abstrakte mennesker. Sådan VIRKELIGT abstrakte mennesker. Men nu er jeg ikke sikker på, hvordan jeg tænker på dem, fordi jeg f.eks. gav Leo noget, der ligner rigtige ører. Men jeg ville ikke have, at de var dyr, men bare abstrakte mennesker.
Bogen gjorde mig virkelig glad, men andre mere… hvad skal man sige… konservativt tænkende mennesker vil måske anse noget af indholdet som værende lidt på kanten, også selvom det er en virkelig sød historie. Der er en nøgen, blå kvinde, der er et bøssepar osv. Er det med vilje eller bare en reflektion af dig som person og hvordan, du ser verden?
Måske… en lille smule… måske. Jeg forsøger ikke at provokere. Det er i bund og grund bare, hvad jeg gerne vil have, at det skal være, og som det nu engang udviklede sig helt naturligt. Det er egentlig bare mig, der forsøger at udtrykke, hvad jeg synes er cool. Så det er cirka så provokerende, som jeg anser det for at være. Jeg kan måske egentlig godt lide ideen om, at der findes mennesker, der ikke kan lide historien, men det er ikke udgangspunktet for bogen.
Er der nogle typer ideer, du IKKE ville putte I en Pimo og Rex-tegneserie? På panelet om børnetegneserier på Copenhagen Comics I 2015 sagde du, at det til at begynde med ikke havde været din mening at lave en børnetegneserie…?
Jeg synes at denne tegneserier kan læses af alle aldersgrupper, men jeg ved ikke, hvordan serien videre udvikler sig. Jeg vil ikke have, at den er udpenslet voldelig i den næste bog, men måske kunne historien godt være lidt mere voksen, måske lidt mere romantisk. Eller måske lidt mere sørgelig eller noget. Som sagt så laver jeg den ikke til en speciel aldersgruppe. Men jeg kunne godt ændre serien en smule. Der er dog visse ting, jeg ikke ville tage med. For eksempel ville grafiske sexscener være underlige, men mest på grund af, hvordan figurerne ser ud. Det ville være en sær ting. Hvis den slags skulle med, så ville jeg blive nødt til at finde en måde at vise det på, der var I samme ånd som den første bog, velsagtens.
En af de jokes, der fik mig til at grine var, da den blå muse sad nøgen oven på en af de mandlige figurer, og den anden figur kommer ind og siger “ups, undskyld”, og det er helt åbentlyst, at han tror, der foregår noget helt andet end det, der faktisk foregår.
Ja, jeg kan godt lide Toriyama og “Dragon Ball”, og han laver de her ret eksplecitte ting, men på en helt uskyldig måde.
Jeg er interesseret i, hvordan du byggede bogens univers. Du har en nekromancer, en blå muse, en fyr, der udfører magi på sit værelse og en ond bibliotekar… Hvordan ved du, hvad der passer sammen. FØLER du dig frem…?
Ja, det er præcis det. Der dukker flere og flere regler op, efterhånden som jeg opfinder ting, men jeg vil ikke hænge for meget fast i mytologi. Jeg vil ikke have at verdenen bliver for vigtig. Jeg vil gerne have, at figurerne er vigtige. Jeg tegnede et kort over hele bogens verden, men jeg vil ikke have, at det ender som high fantasy eller bliver tungt.
I fantasibøger har de altid kortene i begyndelsen af bogen. Her er det mere noget i retning af, “nu fortæller jeg dig først lige en historie og DEREFTER fortæller jeg dig, hvor den foregår.
Ja, jeg ved ikke… jeg tror, at det var fordi, vi havde nogle forskellige ting, nogle store illustrationer, som jeg gerne ville putte ind imellem historierne. Min forlægger bad mig lave et lille oplag af antologihistorien til Angouleme Festivalen. Indtil da havde jeg egentlig ikke overvejet at gå videre med Pimo og Rex, men jeg sagde ja. Da jeg så kiggede på det igen, så det allerede gammelt ud, så jeg ville tegne det om. Og så blev det åbenlyst, at jeg ikke ville kunne nå det til Angouleme. Men jeg blev færdig, og historien var for kort til at kunne blive til en hel bog, så jeg tænkte, at det kunne være fint at tilføje en til historie. Så jeg lavede den anden historie og så dukkede de her ting som for eksempel det store kort og den store illustration med slaget i slutningen af bogen op. Og så puttede vi det hele i bogen.
Da jeg læste bogen, vidste jeg faktisk ikke, at du havde arbejdet på tegnefilmsserien Adventure Time, but men det var alligevel den ting, jeg sammenlignede din historie lidt med oppe i mit hoved. Din stil og sensibilitet ser i allerhøjeste grad ud til at passe til showet. Kan du fortælle lidt om dit arbejde på Adventure Time, og hvordan det skete?
Da jeg begyndte på min diplomuddannelse, som min første historie i Tyskland, en monsterhistorie, er et resultat af, var der en kortfilm på nettet, som jeg så og var glad for. Så jeg fulgte udviklingen af Adventure Time fra begyndelsen. Så serien var helt sikkert en af de ting, der inspirerede mig. I 2010 startede selve serien så, og da jeg i 2012 tog til Canada og Toronto Comics Festival, var jeg så heldig at møde nogle folk, der havde arbejdet på serien. En ven introducerede mig for seriens skaber, og jeg gav ham en stak af mine tegneserier. Og imens jeg stadigvæk var i Canada, modtog jeg en email, hvor der stod, at de gerne ville have mig til at lave en storyboard-test. Den klarede jeg så åbenbart fint, og blev spurgt, om jeg ville lave to episoder. De spørger rigtigt mange tegneserietegnere, om de vil lave en eller to episoder, og det er vist stadigvæk sådan, de arbejder.
Det var dig og Jessie Moynihan…?
Ja, og Luke Pearson lavede også to eller flere episoder. Men Adventure Time er meget vigtig for hele mit arbejdsliv. Det åbnede mange døre. Det er bare ét show, men det har startet en bevægelse hos Cartoon Network, der laver flere og flere af den slags shows. Og nu består hoveddelen af min arbejdsdag af at tegne baggrunde på et show, der hedder “Clarence”, som er et rigtigt cool show om tre drenge i en forstad til Arizona. De spurgte mig, fordi de havde set mine ting. Showet er ikke direkte knyttet til Adventure Time, men så alligevel, da de inviterer flere og flere folk fra Europa til at arbejde på showet. Ikke bare animatorer, men også tegneserieskabere.
Når jeg kigger på listen over tegneserieskabere, der har arbejdet på Adventure Time, så er det nærmest som at kigge på en hel underverden af indie-miljøet.
Ja, folk bidrager i højere og mindre grad, men showet er levende på grund af deres deltagelse.
Der har været en del tyske gæster og forlag på de sidste par festivaller (Copenhagen Comics og Komiks.dk -red), og man har fornemmelsen af, at der foregår en masse independent-ting i Tyskland for tiden. Er der en følelse af at være en del af et tegneseriemiljø i Tyskland?
Ja, det er der. Det er der virkelig. Det er virkeligt rart og venligt, næsten som en familie i miljøet. For nyligt kom jeg dog til at tænke på, at der en slags adskillelse imellem manga og andre tegneserier. Og også graphic novels. Det er mere graphic novels og kunsttegneserier og ikke så meget independent. Det er en smule trist, men der en slags adskillelse og lidt jalousi. Men i det store hele er det et rigtigt rart miljø. Det er rigtigt fint at møde dem alle sammen. Der er flere grupper. Der er f.eks. en omkring Aisha Franz, måske, og Till Thomas. Så der er en gruppe i Berlin, der er en gruppe i Leipzig. Anna Haifisch og James Turek, Max Baitinger, for eksempel. Der er også en gruppe i Hamburg, men vi mødes som regel ved festivaler i for eksempel Hamburg eller Erlangen. Det er cool og rart, og der er rigtigt mange nye navne i miljøet.
Her er et af den slags spørgsmål, man kan slutte et interview med. Hvis folk kan lide Pimo og Rex, hvilke andre tegneserier synes du så, at de skal læse?
Christophe Blain, måske? Ham kan jeg virkelig godt lide.
Som”Gus and his Gang”?
Ja, “Gus” er min favorit fra ham. I Tyskland hedder den bare “Gus”.
Ja, jeg har den engelske udgave
Åh, den er forfærdelig. Den er så lille og oprindeligt var det tre bøger, som de har klippet op. De har taget noget af den første og sat den sammen med noget fra den anden på en eller anden måde.
Nu har jeg det pludselig lidt skidt.
Ha ha, du skulle få fat i den franske udgave og bare kigge på den.
Der er en dansk tegneserieskaber ved navn Rune Ryberg. Da jeg i sin tid interviewede ham, nævnte han også “Gus” som en inspiration.
Ja, der er mange illustratorer, der nævner ham som et slags forbillede. Jeg kan også nævne Joann Sfar, selvfølgelig. “Dungeon”-serien er helt klart værd at anbefale, hvis du kan lide Pimo og Rex. Og selvfølgelig Luke Pearsons ting. Anna Haifisch er måske en anden, der kan nævnes.
