Finske Tommi Musturi er efter ti år færdig med sit storværk, “Håbets Bog”, der nu er ude på dansk fra Forlaget Forlæns. Danske tegneserielæsere kan møde den talentfulde finne på weekendens Copenhagen Comics festival, men vi har taget forskud på glæderne i dette interview.
Musturi var blandt bidragyderne i den store nordiske antologi “Kolor Klimax”, men “Håbets Bog” er altså hans store debut på dansk. Vores anmelder kaldte værket om et aldrende ægtepar, der bor ude midt i den finske natur for “årets smukkeste tegneserie”.
Tommi, du er en forholdsvis ung man (vi er nærmest jævnaldrende, så det må jeg gerne sige), så jeg er nysgerrig efter at vide, hvad der fik dig til at ville lave en historie om et ældre ægtepar?
T jah, alder er ikke rigtigt pointen i ”Håbets Bog”. Grunden til, at jeg endte med at bruge det her pensionerede ægtepar som hovedpersoner bunder i virkelige begivenheder fra min hjemlandsby i min barndom.
Jeg er fra landet, faktisk fra en meget lille landsby med cirka 30 indbyggere. Da jeg var barn boede der et ældre par, der begge var i sen-70erne. Det her par levede sådan en slags ”gammel livsstil” – de havde et gråt træhus i en smuk, lille dal med en flod, der gik igennem den. I stedet for en bil havde de en hest, som manden plejede at tage med, når han skulle ned og handle. Den nærmeste butik var ti kilometer væk, så det tog som regel en hel dag at handle almindeligt ind. Det var ikke et sjældent syn at se manden sove, imens hesten langsomt transporterede ham hjem fra landsbyen på en vogn. Parret havde også noget i retning af 30 katte. Vi få børn i landsbyen var faktisk lidt bange for dem. De var selvfølgelig anderledes. I det store hele tilbragte de det meste af deres tid sammen uden megen kontakt med andre. Det virkede som om, at de faktisk levede et meget lykkeligt liv.
Hvorom alting er, da jeg blev teenager, en vinter under en snestorm, blev manden kørt over af en bil, da han var på vej hjem fra et eller andet sted på hovedvejen. Senere samme sommer døde konen også af alderdom. Kort tid efter – de havde ikke børn – blev deres jord købt af nogen, der rev deres hus ned, fældede træerne, inddæmmede floden og hældte asfalt over den fine dal. Det var som om, at parret var blevet slettet helt i løbet af blot et år, og der var ikke noget tilbage til at minde os om dem. De var forsvundet.
Senere fangede jeg mig selv i at tænke på det par fra tid til anden, og da der var gået noget tid, besluttede jeg, at jeg en dag ville fortælle en historie om dem. Den historie, jeg har fortalt i ”Håbets Bog” er dog ren fiktion, og indeholder ikke meget fra den virkelige tragedie. Man vil opleve, at på trods af bogens melankolske tone, så har min bog en lykkelig slutning. Men altså, historien om det her par i min hjemby var kickstartet til bogen. Hvad jeg har taget fra de virkelige begivenheder er billedet af et forhold, hvor de to definerer hinanden, og hvor de ikke kan eksistere uden hinanden.
Selve indholdet i personerne i ”Håbets Bog” har jeg limet sammen af personer fra min barndom. Manden er på mange måder en prototype på en finsk mand fra landet, imens miljøet er en kombination af det hus, som jeg voksede op i og min bedstemors hus lige i nærheden. Alt i alt har jeg forsøgte at grave rundt i hovederne på folk fra landet, men har også brugt personerne til at putte en masse af mine egne tanker og ideer ind i historien. Spændingen i de små begivenheder i bogen kommer fra mandens ”frygt for døden”. Jeg regner med, at det lyder mere overbevisende at høre en gammel mand snakke om døden end en fyr i 30erne. Men overordnet set var det ikke som sådan min hensigt at tegne et portræt af gamle mennesker. De er bare mennesker set mere generelt – særlige individer, som jeg kigger nærmere på.
Den første bog består af små hverdagssituationer. ”Små begivenheder”, som du kalder dem. Men senere bliver historien mere og mere surrealistisk og abstrakt. Var det altid hensigten, eller skete det i løbet af de ti år, du brugte på at skabe bogen?
Som læser har du altid ret. Men i min optik bliver historien ikke surrealistisk hen imod slutningen. Den mest surrealistiske del af bogen er i midten – den tredje del (af i alt fem) er i bund og grund en monolog fremført af en pistolero ved navn Jack, en slags antihelt, der bor inde i den mandlige hovedpersons drømme. I Finland og Frankrig blev ”Håbets Bog” først udgivet som fem mindre bøger, og alle fem dele har deres egen stemning og deres egen grundide i forhold til historien.
Jeg kalder ”Håbets Bog” for en ”episodisk tegneserie”. Helheden opstår ud af række kortere historier. Jeg kan godt lide denne fragmenterede måde at fortælle historier på. Selvfølgelig placerer jeg så en del tillid hos læseren, der jo så må prøve at samle alle disse små historier. Så ja, ”Håbets Bog” er en meget fragmenteret fortælling.
Når jeg så ovenikøbet tilføjer denne måde at fortælle historien på en meget stram panelkomposition, hvor jeg i det store hele bruger de samme otte paneler på alle siderne igennem næsten hele bogen, så har jeg allerede begrænset mange af de måder, hvorpå jeg kan udtrykke mit narrativ i tegneserieform. Disse begrænsninger var faktisk vigtige i forhold til helheden, de definerer tiden og holdt mig meget fokuseret på, hvad der foregik på det enkelte billede. Vi snakker om en ”non-action”-tegneserier her.
Men altså, når jeg byder læseren denne meget stramme fortællemåde, er jeg også klar over, at jeg er nødt til at bryde disse regler engang imellem. Hvad du kalder ”surrealistisk” er måske snarere resultatet af, at jeg med vilje opgiver reglerne hen imod slutningen. Det er en del af historien – manden kommer igennem sine problemer og begynder at opfatte verden på en anden måde – farverne blomstrer på bedste tegneserievis, når hans kone træder ind i billedet. Med andre ord bliver både manden og tegneserien mere fri hen imod slutningen. Den sidste – altså den femte – del af bogen er en slags kollage over de tos liv som par. Fra deres barndom til deres første møde og hele vejen op til i dag. Det er også den mest frie del af bogen. Og man kan også se, at der er mindre og mindre tekst hen imod bogens slutning.
Så, selvom ”Håbets Bog” efter min mening ser meget traditionel ud, så er dens narrative virkemidler ofte overhovedet ikke traditionelle. Det har at gøre med mig som tegneserieskaber. Jeg kan godt lide at eksperimentere med det narrative. Og jeg hader at overforklare ting samt meget lineære ”Hollywood”-narrativer. Jeg kan godt lide at lade mine værker være så åbne som muligt. Og på den måde få læseren til at tænke.
Kontrasten imellem det stramme layout og den meget poetiske historie er i hvert fald meget slående, når man læser bogen. Det fungerer rigtigt fint. Hvordan udvikler du dine historier? Både det visuelle og historien? Skriver du manuskripter først eller sker det, imens du tegner?
Der er en meget specifik årsag til, at jeg har brugt en mere traditionel tegnestil i ”Håbets Bog”. Det er faktisk den stil, jeg sigtede efter, da jeg var teenager og så nåede frem til, da jeg var omkring de tyve. Men som du siger, så er selve historien på mange måder poetisk, i en slags friform, fragmenteret med mange forskellige narrative stilarter og episoder, der bindes sammen på forskellige måder. Og så er indholdet lidt komplekst. Det handler om et gammelt ægtepars liv, eksistentielle emner og så sker der jo faktisk ikke særligt meget i forhold til ren handling. Og i det hele taget lyder det nok ikke så interessant for mange mennesker. Men jeg finder indholdet vigtigt, og det er vigtige ting for alle. Så jeg valgte at gå tilbage til min gamle stil, som jeg brugte for ti år siden. Det er tæt på ligne claire med klare billeder og farver – et meget traditionelt udseende for en tegneserie. At bruge denne stil er et trick til at lokke normale læsere til et komplekst indhold. Det er tankerne bag bogens udseende. Og som du nævner, så er der en kontrast imellem stilen og indholdet, hvilket faktisk var noget, jeg sigtede efter. Det var ret sjovt at simplificere figurer, genstande og miljøer, der udspringer af min barndom.
I forhold til at skrive en historie, så skifter det meget alt afhængigt af, hvad for et projekt, jeg arbejder på. En fællesnævner er der dog: Med tegneserier starter jeg altid med tekst. Det er måske bare en ide eller en note baseret på en begivenhed eller en oplevelse, jeg fandt vigtig. Jeg arbejder for det meste på flere projekter på en gang, hvilket betyder at jeg som regel har tre forskellige bøger på tegnebrættet. Jeg bruger en sketchbog rigtigt meget, og det er det vigtigste redskab for mig. På et tidspunkt samler jeg så de her noter og ideer og begynder at overveje, hvad jeg skal bruge dem til. Som regel kan jeg tilføje dem til et projekt, jeg allerede arbejder på, så jeg gennemgår dem ud fra en metode, der hedder ”det passer her, og det passer der…”
Med ”Håbets Bog” havde jeg hovedhistorien skrevet og planlagt for ti år siden. Jeg skrev også en del nøglescener dengang. Som sagt blev bogen udgivet i fem dele i Finland og Frankrig. Så jeg arbejdede med de enkelte bøger som helheder, der skulle fungere på egen hånd, men samtidigt passe ind i hovedhistorien. I forhold til hovedhistorien havde jeg defineret grundideerne for alle fem bøger samt deres stemninger og ofte også locations. Måske endda vejret og en bestemt følelse. Så jeg havde masser af tid til at overveje hver enkelt bog, samle ideer og også ændre retning. Jeg efterlader altid plads til improvisation. Den episodiske form gav mig også mulighed for at afprøve forskellige arrangementer inden for de enkelte dele.
Som regel laver jeg tegneserier uden særlig meget tekst. Ofte har jeg meget dialog og forklarende tekster i manuskriptet, men i sidste ende ender tegneserien med at være enten helt ordløs eller inkluderer kun talebobler med vrinsk osv. Da jeg øvede mig i at lave tegneserier havde jeg som regel mere tekst med, men det virkede aldrig rigtigt. Jeg tror bare, at det at arbejde uden meget tekst er min naturlige tilstand som tegneseriekunstner.
For lige at nævne et andet projekt – ”Walking with Samuel”, der er en ordløs graphic novel skrevet på en helt anden måde. Jeg startede med at skrive, men hele manuskriptet er som regel to-tre ord eller en sætning som for eksempel ”hvordan bygger man en bombe”, ”elefanter har sex”, ”hvad er hjemme?” eller ”ensom i mørket”. Det er faktisk beskrivelser fra tegneserien om Samuel. Den har mange ligheder med ”Håbets Bog” – det er en episodisk tegneserie med stramme panelkompositioner med fire paneler per side. Men altså, jeg samler de her sætninger, og så overvejer jeg dem, og som regel er der en historie eller en eller anden handling, der dukker op i mit hoved. Så overvejer jeg betydningen af dette og hvis betydningen er meningsfuld og værd at tegne, så begynder jeg at lave skitser i en meget lille størrelse, noget i retning af 2×2 CM per panel. Jeg kalder ofte de her skitser for et ”kort”, da de ofte blot afslører det meningsfulde indhold i panelet, sommetider blot en retning, som figuren skal bevæge sig i eller måske figurens udseende. Dog sker det også, at Samuels kropssprog er perfekt i skitsen, men at jeg så ikke kan ramme det igen i den endelige tegning.
Men for at opsummere, så vil jeg mene, at jeg skriver halvdelen af indholdet i forvejen, og halvdelen kommer til mig, imens jeg tegner. Hovedbudskabet er med fra begyndelsen, men der er altid flere måder at levere dette budskab på. Der er ikke nogen endegyldigt sand måde, eller i hvert fald ændrer den sig altid undervejs.
Hvad er der på tegnebrættet? Endnu et ti år langt project eller en ferie? Eller noget helt andet?
Jeg arbejder altid med mere end et projekt ad gangen, og det inkluderer en masse ting udover tegneserier. Men altså i forhold til tegneserier, så håber jeg på at få min næste bog færdig ved udgangen af året. Det er en fortsættelse til den første bog om Samuel. Ikke rigtigt en fortsættelse, men den er igen centreret omkring Samuel. Det skulle gerne blive til en 200 sider tyk graphic novel, som jeg har arbejdet på i tre år nu. Den er dog ret forskellig fra den første bog – stadigvæk i friform og episodisk, men nu har jeg opbygget forskellige kapitler med forskellige tilgange til indholdet. Vent og se. Jeg er selv meget begejstret, og den skulle gerne blive bedre end den første bog. Jeg arbejder også på at få genoptrykt den første bog samtidigt med, at nummer to kommer ud. Den første small print-udgave er udsolgt nu. Jeg vil også inkludere nogle nye episoder i genudgivelsen af den første bog… nogle ting, som jeg af en eller anden grund ikke tegnede i første omgang.
Jeg arbejder også på en helt ny graphic novel med arbejdstitlen ”Future”. Det er en slags science fiction-bog, men ikke rigtigt i en traditionel forstand. Jeg har ikke rigtigt tegnet noget til den endnu, men blot skrevet det meste af indholdet. Denne bog (som tidligere havde arbejdstitlen ”The Anthology”) kommer til at kombinere forskellige tegnestile til en helhed. Den er (igen) episodisk og endnu mere fragmenteret end mit tidligere arbejde. Den foregår i mange tidsperioder på en gang – stenalderen, nutiden, den nære fremtid, 3000 år ude i fremtiden i en utopi, der på en måde repræsenterer ”et drømmeagtigt ideal”. Jeg har skrevet cirka 200 til den også. Det er igen en stor bog, hovedsageligt humoristisk, men også dystopisk. Der er masser af arbejde tilbage i den, så jeg ved ikke, hvornår den udkommer.
Men altså, jeg elsker at arbejde meget, og tegneseriemediet interesserer mig stadigvæk meget. Der er meget at hente der. Jeg kommer også hurtigt til at kede mig, hvis der ikke er noget at lave.
