Interview med Malin Biller, serieskaberen bag den grufulde og sorthumoristiske incest-fortælling “I skovens dybe stille ro”.
Tidligere på måneden udkom “I skovens dybe stille ro”, svenske Malin Billers hudløst ærlige beskrivelse af en opvækst med svigt og seksuelt misbrug. Bogen vandt Sveriges fornemmeste tegneseriepris i 2010 og har allerede trukket store anmelderroser i de hjemlige dagblade.
Fortællingen tager sin begyndelse, da lille Malin flytter til et hus i skoven med sine forældre. Hendes far begynder at drikke, hendes mor synker ind i en depression – og så begynder misbruget. De følgende år er et helvede af OCD, anoreksi, depression og social isolation for pigen, der trods lidelserne trofast holder sin og fars forfærdelige hemmelighed.
“I skovens dybe stille ro” sætter et eftertrykkeligt punktum for hemmelighedskræmmeriet, og det på en både intenst vedkommende og overrumplende humoristisk måde. Nummer 9 tog en snak med svenskeren om at fortæller en dybt personlig historie i tegneserieform og hvad der siden fulgte.
Hvorfor og hvordan traf du beslutningen om at lave “I skovens dybe stille ro”?
– Det var en lang rejse, der gik fra et ganske kort manus til en hel bog. Manuskriptet flød ligesom ud af mig en dag, da jeg gik på Serieskolen i Malmö – det gjorde jeg i 2003-2004 – og læreren, jeg viste det til, syntes jeg burde sætte billeder til. Det gjorde jeg så, men derfra og til at lave en bog var der stadig langt. Jeg havde en følelse af, at jeg havde ret til at præsentere min sandhed om, hvad der skete dengang, men ville ikke hænge min familie for meget ud. Samtidig håbede jeg, at min historie ville kunne hjælpe andre, der havde oplevet noget tilsvarende. Men det var en svær beslutning at træffe. Jeg ville ikke såre nogen.
Sjovt nok var det også i Malmö, at danske Rikke Bakman påbegyndte sin selvbiografisk tegneserie om barndomsårene, “Glimt”. Opmuntres man til at tage udgangspunkt i sine egne historier på Serieskolen?
-Rikke er fantastisk! Sjovt, at du spørger, for det var faktisk noget af det første, vi fik at vide, da jeg startede – at selvbiografiske serier var helt yt. “Udmærket!” tænkte jeg, som aldrig har syntes om at følge trends, “sådan én vil jeg lave!”
Hvordan var det at skrive og tegne den her bog i forhold til andre ting, du har arbejdet på?
– Mere nøgent, mere ærligt. Jeg deler min tid mellem humorserier, mest i stribeform, og selvbiografiske ting. Men før “I skovens dybe stille ro” havde jeg aldrig lavet noget så personligt og “ladet” før. Det var vigtigt for mig, at billederne fremstod ægte og ærlige, så jeg tvang mig selv til at gå ind i minderne og genopleve mange af de svære ting fra dengang. Derfor tog det også lang tid at gøre bogen færdig, rundt regnet seks år.
Har arbejdet med “I skovens dybe stille ro” betydet noget for dén måde, du opfatter din barndom og det, der skete dengang, på?
– Måske var det terapeutisk på nogle leder, men først og fremmest var det som at gå på toilet: Skønt at få lortet ud! Jeg har fået hjælp til at bearbejde min barndom af psykologer, så det behøvede jeg ikke, når jeg tegnede. Men det føles godt, at den lille pige, jeg engang var, har fået oprejsning. Jeg tror hun ville være stolt af bogen. Det ved jeg faktisk, at hun er!
En af de mest slående ting for mig ved bogen er, hvor humoristisk den er. Hvad var dine overvejelser bag det?
– For mig er humor et fantastisk redskab, når tunge og svære emner skal bringes på banen. Jeg har altid brugt humor for at overleve og – da jeg var lille – for at gøre livet lidt lettere at holde ud. Der findes en forestilling om, at såkaldt seriøs litteratur ikke må være humoristisk, men den er jeg ikke med på! Intet mørke uden humor og vice versa! Og i arbejdet med “I skovens dybe stille ro” faldt det bare naturligt at anvende humor. Selv i det dystreste sorte er der jo altid noget at grine af!
En detalje, der fascinerer mig: De her effektfulde ”overskrifter” nederst på nogle af siderne, der trækker læseren gennem bogen ved at lade ham ane, hvad der senere skete – eller understrege en pointe. Hvor kommer de fra?
– Det var også noget, der bare “kom til mig”, jeg kan ikke udtrykke det bedre. Måske ville jeg lede læserens tanker i retning af romerske kapitæler, udhugget i marmor. Som dem, man ser i kirker. Det skulle virke skæbnesvangert.
I bogen fortæller du, at du som barn ”ikke vidste, hvordan tegneserier burde se ud, så du lavede dem bare på din egen måde”. Hvordan har det formet dig som serieskaber, tror du?
– Det har nok hjulpet mig med at turde gå mine egne veje. Jeg har altid oplevet mig selv som lidt af en outsider, men nu, hvor jeg er voksen, føles det som en god og ganske cool ting. Og så er der ingen tvivl om, at jeg udviklede mig rigtig meget som serieskaber på Serieskolen, det var en fantastisk uddannelse, hvor jeg virkelig blev opmuntret til at tro på mig selv, stole på min mavefornemmelse og teste grænser. Det var først dér, jeg forstod, at det jeg tegnede var rigtige tegneserier.
I bogen taler du med spøgelser, som blandt andet fortæller dig ting om fortiden, der viser sig at stemme – men de overnaturlige elementer skildres som et misbrugt barns fantasiflugt. Hvad er dit forhold til åndeverdenen i dag?
– Jeg er stadig optaget af det åndelige, selvom jeg ikke oplever lige så meget overnaturligt som voksen. Jeg har læst, at børn, der udsættes for overgreb af forskellig slags, ofte ligesom åbner sig for åndeverdenen. Men så lærer man sig ikke at tale for meget om det, man får at vide, at det ikke findes, og med årene visner det sjette sind. Jeg var ofte bange som barn. Det er jeg ikke i dag, nu hviler jeg meget mere i mig selv. Mange, der læser bogen, tror jeg bruger de overnaturlige indslag som et kunstgreb, men for barnet Malin var det meget virkeligt.
Du skriver selv sidst i bogen, at ikke alle din barndoms hemmeligheder er eller skal være med. Hvor trak du grænsen?
– Det kan jeg vel heller ikke fortælle, så! Nej okay, men det er svært at svare på. Min oplevelse er, at selv om “I skovens dybe stille ro” er enormt selvudleverende, så har jeg været meget bevidst om, hvad der ikke skulle med. Jeg har ikke fortalt alt om den, jeg er, kun et lille fragment. Derudover var det vigtigt for mig ikke at tilsværte eller hævne mig på nogen i bogen. Jeg var nødt til at bearbejde al bitterhed og vrede INDEN jeg skrev og tegnede.
Hvordan valgte du mere generelt, hvad der skulle med? De fleste scener passer helt logisk ind i fortællingen, men nogle gør det knap så meget, f.eks. den komisk-rørende sekvens med den grimme musiklærer, der græder, fordi en dreng sætter en rocksang om erektioner på anlægget …
– Lige præcis den grædende musiklærer stod meget klart i min erindring, jeg havde aldrig set en voksen græde på dén måde. Det var skræmmende, men samtidig føltes det lidt rart, nok fordi jeg troede, at jeg var den eneste i verden, der var ked af det. Jeg gik efter mavefornemmelsen, når jeg valgte til og fra, rigtig meget er klippet væk undervejs.
Undervejs i bogen kommer lille Malin i kløerne på et behandlingssystem, der skildres som inkompetent og uempatisk. Er der et generelt problem med måden, børn som dig mødes på af systemet?
– Jaa! Jeg håber inderligt, at det er bedre nu, men jeg er bange for, at det ikke er det. Man må aldrig nogensinde give et barn skyldfølelse over måden, han eller hun har det på. Jeg troede i mange år, at det var mit hoved, der var noget galt med, at jeg var syg. Dernæst er det vigtigt at forstå, at et skadet barn har utroligt svært ved at føle tillid til et andet menneske. Og at selvom en forælder har gjort forfærdelige ting, vil barnet stadig beskytte ham eller hende. Det kræver masser af tid og tålmodighed at få en skræmt lille pige eller dreng til at fortælle om det, der er svært. Min psykolog sad bare og stirrede på mig og sagde “hmmmmmm”.
Hvilken type tilbagemeldinger har du fået på bogen?
– Responsen har været så fin, den har virkelig varmet! Jeg har fået at vide, at folk føler sig hjulpet af “I skovens dybe stille ro” og at mange selv har turdet berette om deres tunge hemmeligheder. Det føles fantastisk! Selvom folk ikke kan identificere sig med alt det, de læser om i bogen, så kan alle genkende mørket. Så jeg får at vide, at min bog giver håb, og det var præcis det, jeg ville opnå!
Hvad arbejder du på nu?
– Hver måned tegner jeg 30 striber af min serie Biller. Til september kommer en humorseriesamling med bl.a. Biller, tekster og “fulkonst”. Det var enormt befriende bare at have det sjovt og tegne en masse crazy ting efter at have lavet sådan en stor, mørk – omend humoristisk – bog. Ellers holder jeg en masse foredrag om min opvækst, især for folk, der arbejder med børn og unge på forskellige måder. Så de ikke bare sidder dér og stirrer på børnene og siger “hmmmmm”!
