Nummer 9 har interviewet tvillingeparret bag “Daytripper”, Fábio Moon og Gabriel Ba.
For et par uger siden udgav G Floy Studio den internationalt anmelderroste og prisbelønnede “Daytripper” på dansk. Bag den latinamerikanske skæbnefortælling står det brasilianske brødrepar Fábio Moon og Gabriel Bá, to af tidens varmeste navne i USA med populære serier som The Umbrella Academy, BPRD og Casanova på det fælles CV. Nummer 9 har interviewet tvillingerne om deres forbilleder, tegneseriefilosofi og helt særlige samarbejdsform …
Hvad inspirerede jer oprindeligt til at lave tegneserier?
Gabriel: – Vi begyndte begge at tegne i en meget ung alder, og det gav os lyst til at læse tegneserier. Vi ville gerne fortælle historier som dem, vi så i film og læste i bøger, men i tegneserieform. Vi elskede at tegne, og da vi indså, hvor slagkraftig kombinationen af ord og billeder kunne være, var det naturligt at begynde at lave tegneserier.
Er I selvlærte eller har I en formel kunstnerisk uddannelse?
Fábio: – Vi har begge studeret kunst på college, og vi har været på tegneserie-relaterede workshops hist og her, men ingen af de steder lærte vi noget om at tegne, rentegne eller andet, der har med tegneseriehåndværket at gøre. Det meste af det, vi kan, har vi tilegnet os ved at tegne en masse, læse en masse og især øve os en masse på at lave tegneserier. Til gengæld tror jeg vores uddannelse har hjulpet os til at reflektere over det, vi laver, og at tage vores fag alvorligt.
Hvilke tegneserier har inspireret jer undervejs?
Gabriel: – Listen er lang og starter med en brasiliansk serieskaber ved navn Laerte, som i firserne blev kendt for sine tegneserier om almindelige mennesker, der lever deres almindelige liv i vores hjemby São Paulo – tilsat absurde, surrealistiske indslag. Hans fortællinger og stil har påvirket os meget. Vi læste mange superhelteserier i 80’erne, og allerstørst indtryk gjorde klassikere som ”The Dark Knight Returns”, ”Batman: Year One” og ”Daredevil: Born Again”, så du fornemmer nok, at vi er begejstrede for Frank Miller. Og så blev vi selvfølgelig blæst bagover af ”Watchmen”, der stadig påvirker den måde, vi strukturerer længere historier på.
Fábio: – Men vi læste faktisk alle mulige slags tegneserier, ikke kun superhelte. Vi var vilde med Moebius’ ting, og så var der den her 80’er-serie, der hed Moonshadow, som vi elskede for dens poetiske tone – dén førte os siden til Neil Gaiman. Senere, i 90’erne, kom der en ny bølge af serieskabere, der påvirkede os: Mike Mignola med Hellboy, Jeff Smith med Bone og Terry Moore med Strangers in Paradise, f.eks.
Gabriel: – Vi falder stadig jævnligt for nye tegneserier, der imponerer og inspirerer os. Som da Eduardo Risso (100 Bullets) ramte os i 2001, eller da vi opdagede Sergio Toppi i 2003. Eller Ensom ulv og hvalp. Der er så mange dygtige serieskabere og serier derude, nye og gamle, som bare venter på at blive opdaget!
Hvordan er det at arbejde sammen som brødre, er der særlige fordele eller ulemper?
Fábio: – Den største fordel er nok, at vi kan være brutalt ærlige over for hinanden, hvis noget ikke virker, og vi ved, at den anden kan gøre det bedre. Vi fungerer som hinandens samvittighed, og vi er begge to klar over, at det færdige resultat er vigtigere end nogen af vores egoer – det gør en verden til forskel.
Gabriel: – Jeg synes ikke, der er nogen deciderede ulemper, men fordi vi arbejder så meget sammen, er vi vant til at betragte tegneserier som meget personlige projekter. Det kan gøre det svært at tage jobs for pengenes eller karrierens skyld.
Hvis I skulle vælge, hvad ville I så udpege som en tegneseries vigtigste komponent – og hvorfor?
Gabriel: – Måden, du fortæller din historie på med ord og billeder. At vælge, hvad der er vigtigt og hvad ikke, hvad der skal være i det enkelte billede for at kommunikere det essentielle og hvad der skal vælges fra, så meningen er klar. Hvor meget er nok, hvad skal udelades, hvor skal der være pauser med plads til eftertænksomhed? Det er det, der gør en tegneserie god, ikke smukke, hyperdetaljerede og ekvilibristisk udførte tegninger. Hovedsagen bør altid være at få fortalt sin historie.
Som jeg læser ”Daytripper”, så handler den om livsglæde, kærlighed og om at overvinde modgang, men også om tab, smerte og om ikke at være i førersædet i sit eget liv. Var det svært at få plads til alle de her elementer i tegneserien?
Fábio: – Det sværeste var nok at præsentere alle figurernes følelser på den helt rigtige måde, hvad end de var gode eller dårlige, så læseren ville finde historien lige interessant, når det gik figurerne godt, og når det gik dem skidt. Vi prøver vel alle at afbalancere nedturene med opturene, så hvis livet er hårdt, husker vi på dengang, det var bedre, eller vi håber, at det snart går den rigtige vej igen. Forhåbentlig har vi med ”Daytripper” skabt en historie, hvor læseren føler med figurerne og ønsker, at det vil gå dem godt.
På sæt og vis er det en ret kompliceret historie, I fortæller med ”Daytripper”. Hvordan solgte I den til udgiveren Vertigo?
Gabriel: – Ja, det var ikke helt nemt, og bagefter kan vi godt se, at de løb noget af en risiko dér. Grundidéen var meget vag og abstrakt, alt afhang af udførslen: Det kunne gå godt eller det kunne gå grueligt galt. Heldigvis kom vi i mål med historien, eller det synes jeg i hvert fald.
Hvordan fordelte I arbejdsopgaverne på ”Daytripper”?
Fábio: – Vi skrev historien sammen. Det vekslede fra afsnit til afsnit, hvem der gjorde manuskripterne helt færdige med regibemærkninger og dialog, men vi har begge haft input på hver eneste side. Vi besluttede, at min streg passede bedst til historien, så jeg tegnede den.
Gabriel: – Jeg lavede så til gengæld omslagene, dels for at få lejlighed til at tegne figurerne, dels fordi jeg var bedre kendt som tegner end Fábio efter mit arbejde på The Umbrella Academy.
Fábio: – Senere så vi vores snit til at lade Gabriel tegne nogle sider også, nemlig når hovedpersonen drømmer. I drømme ser alt lidt fremmedartet ud, og stilskiftet var en god måde at kommunikere det på.
Jeg kan forstå, at I har hentet inspiration fra en del forskellige romanforfattere til ”Daytripper”, fortæl lidt mere om det …
Gabriel: – Vi er generelt inspirerede af en række forfattere, som f.eks. portugisiske José Saramago, hvis historier er en vidunderlig blanding af grå hverdag og fri fantasi, eller Machado de Assis, en brasiliansk forfatter fra forrige århundredeskifte, der strukturerer sine fortællinger på de mest vidunderlige og innovative måder. Det var i øvrigt ham, vi lånte navnet på ”Daytripper”s hovedperson fra – som i ”Brás Cubas’ posthume memoirer”, en af Machado de Assis’ mest berømte romaner.
Føler I selv, at jeres brasilianske rødder spiller en rolle i forhold til at forme jeres tilgang til tegneseriemediet?
Fábio: – Der er helt klart meget Brasilien og São Paulo i vores tegneserier. De bøger og tegneserier, vi læser, de mennesker, vi møder og omgås, det særlige kulturelle miks her – alt det gør os til dem, vi er, og vi lægger altid noget af os selv i vores arbejde.
Hvordan oplevede I den modtagelse og de priser, ”Daytripper” fik? Og hvad har det betydet for jeres karrierer?
Fábio: – Det har været helt overvældende. Vi er utroligt glade for den måde, bogen er faldet ud på, og den modtagelse, den har fået. Folk fra hele verden har set sig selv i historien og identificeret sig med særlige figurer og situationer i den, og det er vidunderligt at se vores historie blive fortalt på så mange sprog og i så mange forskellige kulturer.
Gabriel: – Det er to meget forskellige ting at være tilknyttet en succés udelukkende som tegner – som med Umbrella Academy – og så at arbejde på en bog, hvor man selv er ansvarlig for det hele. Jeg tror, at vi har vundet anseelse som forfattere og storytellere, og det har helt klart åbnet nogle døre i forhold til de næste bøger.
Apropos de næste bøger: hvad kan vi se frem til fra jeres hænder i den nærmeste fremtid?
Fábio: – Vi vil fortsat skiftevis samarbejde med forfattere, som vi beundrer, og lave vores helt egne ting – på dén måde kan vi fortsætte med at udvikle vores tegnehåndværk, ligesom der er mindre pres på rent økonomisk. For øjeblikket arbejder vi på en ny miniserie med Mike Mignola, der hedder BPRD: “Vampire”, der handler om én af de figurer, vi arbejdede med på BPRD: 1947. Vi tegner alting selv og skriver manuskriptet sammen med Mignola.
