“… er der mere liv i solen end i Corto Maltese?”
Måske et retorisk spørgsmål, men et af flere lignende, som salig Moebius stiller i sit korte efterskrift til det værk, der ser ud til at blive efterskriftet til hans jordiske liv og gerning – ‘Arzak overseeren’. Faraos Cigarer, som står for den forbilledligt smukke coffee table udgivelse på dansk, påstår i hvert fald, at det er hans sidste.
Moebius døde som bekendt d. 10 marts i år, i en alder af 73. Spørgsmålene, der har hobet sig op i den geniale franskmands hjernekiste i forbindelse med genoptagelsen af arbejdet med figuren Arzach/Harzach/Arzak/whatever, som så dagens lys i form af en række korte ordløse episoder i hedengangne Metal Hurlant i de tidlige halvfjerdsere, kaster umiddelbart ikke meget lys over, hvad endnu en syret sag fra mesterens hånd har at bidrage med. Men så forklarer det måske lidt om, hvorfor det er som frit fabulerende kunstner og ikke som sylespids filosof vi husker ham.
Man kan ikke sige Moebius værk var hippieæraens udtrykte billede, men en slags tømmermænd fra tiden der fulgte, og som strakte sig langt op i firserne. Undergrundstegneserien i USA opstod i orkanens øje i en sky af sex, drugs og rock’n roll, mens franskmændene under ledelse af den ærkeeuropæiske mønstertegner Giraud med sit alias Moebius, stærkt påvirket af amerikanerne Crumb og Corbens uldne streg, videreførte de sene tresseres flippede sensibilitet, men i en langt mere forfinet og ekvilibristisk version. De første spæde skridts stream of sub/un/consciousness med Arzach og Den hermetiske garage, veg gradvist pladsen for firsernes mere kosmiske new age-inspirerede retning, og det kunne se ud som om Moebius for bestandig var taget på en nyreligiøs himmelfart.
Lykkeligvis kom han stærkt tilbage i halvfemserne med f.eks. Det kronede hjerte, der med sin uortodokse, hvis ikke ligefrem respektløse, beskrivelse af alt flippet og spirituelt, fik luftet gevaldigt ud i de røgelses tildampede gemakker. Og det er i denne stemning af næsten overstadig uhøjtidelighed, men med et ben solidt plantet i de tidlige halvfjerdseres vilde eksperimenter, at Arzak entrer scenen påny.
Som sagt uhøjtideligt og uortodokst, men langtfra så grænseløst flippet og uhåndgribeligt som Den hermetiske garage eller for den sags skyld de tidlige Arzach episoder. Denne gang bliver der forsøgt med hvad man kan kalde en handling, nærmest en historie. Arzak er i denne inkarnation oveseer, en slags flyvende politi på ørkenplaneten Tassili, med den opgave at finde det unormale. Efter omstændighederne ikke en uoverkommelig opgave. På et splitsekund er han hvirvlet ind i en intrige med gustne gravrøvere, som handler illegalt med Werg-kranier, både fremskaffet fra ældgamle gravpladser og mere friske af slagsen.
Wergerne er for øvrigt Tassilis tidligere herskere, som nu hutler sig igennem som rumpirater, alt imens deres kollektive erindringer lever videre, forenet under navnet Ark den eneste, indkapslet i drømmekrystallen dybt i planetens indre. Så er det med krystallerne også overstået for denne gang.
Hvem har interesse i at handle med Werg-kranier,og hvorfor har den nyligt tiltrådte centralisator i Redmond ikke vist sig de sidste tre måneder? Arzak søger svaret i overførselstårnet, men dets beskyttelsessystem sender ham i kredsløb til de mystiske toner af Wergernes hellige sørgemelodi, alt imens den lille prins Domyo er på vej mod Tassili i en rumkapsel (hans mor, Dame Charmaine, fik ikke taget sin sms pille inden nedstigningen i hyperrumshullet på flugten fra rumpiraterne og blev følgelig til – spoiler – grøn spaghetti). Endelig kommer Arzak ned på jorden, en kutteklædt skikkelse overrækker ham hans kappe og sværd ved tårnets indgang med ordene “… og følg mig. Min frue ønsker at tale med dig!”
Svaret på alt det gådefulde blafrer i vinden, og vi ved, at vi aldrig bliver klogere nu da Moebius ikke er mere. Det blev vi heller ikke mens han endnu var her, skal det retfærdigvis siges. Forsøget på at vride en historie ud af den fåmælte øglerytter er ikke fransk/belgisk mesterklasse, og som en tilbagevenden til Moebius’ syrede urtid mangler den nok den tids rablende frihed.
Men som kunstner tager han vejret fra en – og gør det også her – som ingen anden kan. Det er som om tegningerne vokser ud af ham, i en sådan grad at den tåbelige undskyldning for en historie og behovet for at beskæftige sig med den slags blegner og forsvinder helt. Om computerfarverne er hans egne melder historien ikke noget om, men sjældent har man set noget så organisk komme ud af en maskine. Det er som om de er vokset frem i en have.
Mange af hans mere udknaldede excesser er blevet reddet på målstregen af Moebius’ veloplagte pen alene, og Arzak er ingen undtagelse. Det er så spændstigt og levende gjort, som om det er den første gang og ikke den sidste. For den vitalitet og friskhed må man undskylde ham de mange svinkeærinder og krystaller, og bare suge den livskraft til sig som manden så gavmildt har efterladt. Skønt altings ophør kan virke uretfærdigt, er der dog en slags poetisk retfærdighed i, at det var som sit sprudlende alias Moebius han forlod denne verden.
Karakter: 4/5
Værkets titel: Arzak overseeren
Tegner/forfatter: Moebius
Forlag: Faraos Cigarer
Oversætter: Ole Steen Hansen
Udstyr: Hardcover, farve, 80 sider
Vejledende pris: 198,00
ISBN: 9788791976865
Dansk udgivelsesår: 2012
Del på
