Nummer 9 krydser klinger med Frank Giroud, forfatteren bag forårets velmodtagne tegneserieepos “Angelus”.
“Angelus” er fortællingen om en gråmeleret medicinsælger ved navn Clovis Chaumel, der ud af det blå oplever at blive voldsomt fascineret af kunstmaler Jean-Francois Millets “Angelus” (1857-59). Mysteriet vokser sig kun større, da Chaumel opdager, at også surrealisten Salvador Dali var nærmest besat af det gådefulde maleri.
Chaumel efterforsker kunsthistoriens gåder og undergår samtidig en forunderlig forandring. Dødbideren med den skrappe kone og de uforskammede unger bliver en sand boheme, der flakker ubarberet omkring og maler på vægge, mens han ligger i med sønnens billedkunstlærer. En forandring til det bedre, synes budskabet at være, og som den borgerlige knudemand, Nummer 9-redaktør Erik Barkman er, føler han sig kaldet til at spørge “Angelus”-forfatter Frank Giroud: Kan det nu også passe?
Det kan det, forsikrer Giroud, der også har velformulerede ting at sige om alt det, kunst gør og kan. Men først lidt forhistorie …
Hvordan opdagede du historien om Salvador Dali og maleriet Angelus?
– Efter at have skrevet manuskripter til andre historier i værkserien Secrets (Hemmeligheder, som ”Angelus” indgår i på fransk, red.), havde jeg lyst til at udforske et sammenstød mellem fantasi og virkelighed; mellem en virkelig hemmelighed og en frit opfundet historie. Det falder mig ikke vanskeligt at opdigte en historie, men hvad virkeligheden angår, havde jeg brug for at finde en helt usædvanlig hemmelighed.
– Jeg havde brug for en hemmelighed, der var ukendt for de fleste – for at bevare spændingen længst muligt – men som samtidig omhandlede en verdenskendt person, så historien kunne fremkalde størst mulig opmærksomhed. Det var ikke en let opgave, og det varede to eller tre år, før jeg ved et tilfælde faldt over Salvador Dalis maleri L’Angélus achitectonique de Millet. Jeg fandt Dalis fremgangsmåde og maleriet interessant, fordi det forekom mig, at jeg tidligere havde set samme motiv på andre af den catalanske malers værker. Selv om det besynderlige er en integreret del af Dalis personlighed, ledte jeg efter forbindelsen mellem Millet og ham. Men jeg er bedre end Clovis Chaumel (hovedpersonen i ”Angelus”, red.) til at benytte internettet, så min efterforskning tog meget kortere tid end hans!
– Hvad inspirerede dig til at bruge denne episode fra kunsthistorien som udgangspunkt til at beskrive Clovis Chaumels sene “modning” som voksen mand?
– Omkring femten år før “Angelus” tilblivelse opdagede jeg flere bøger, der ud fra en psykoanalytisk vinkel studerede børneeventyr i forhold til menneskers livsbaner. Denne opdagelse vendte på samme tid op og ned på mit personlige liv og mit arbejde som forfatter. Siden da har de fleste af mine fortællinger, om det så har været kriminalhistorier, kærlighedshistorier, politiske thrillere eller familiemysterier, indirekte handlet om et menneskes mutation. Jeg fortæller nogle gange om vedkommendes indvielse (som den normalt forstås hos såkaldt ”primitive” kulturer, det vil sige overgangen til voksenlivet), nogle gange om at lægge en angst bag sig, andre gange om at finde sit rette kald eller om at frigøre sig fra indre dæmoner og lænker, man binder sig selv med. I alle tilfælde må fortællingens hovedperson ikke være den samme i slutningen, som vedkommende var i begyndelsen. I tilfældet med Clovis er det mødet med maleriet Angelus, der udløser hans transformation, og det er efterforskningen af Dalis hemmelighed, der er midlet til hans ubevidste opnåelse af målet.
José Homs’ grafiske udtryk er en interessant blanding af realisme og karikatur. Hvordan har han efter din mening bidraget til fortællingen?
– Det var væsentligt, at læseren med det samme skulle fatte sympati for Clovis på trods af hans svagheder og fejl. At tegningerne hælder mod semi-realisme får i mine øjne personen til at fremstå mere charmerende, end hvis han var gengivet i en stil, der var alt for tæt på virkeligheden. Desuden rummer Josés tegnestil stor originalitet, den ligner ikke nogen andens, og på et marked som det franske, hvor publikum præsenteres for mere end hundrede nye tegneserieværker om måneden, er det en fordel, man ikke kan se bort fra!
Hvordan foregik dit samarbejde med Homs om bogen?
– Jeg benyttede min sædvanlige metode, hvor jeg ret udførligt beskriver hvert enkelt billede, hvad det skal vise, synsvinklen, størrelsen på det, tidsforløb, afstandsforhold, stemning, ansigtsudtryk osv. José rettede sig efter manuskriptet, men han nød en frihed, som få tegnere, jeg har har samarbejdet med, har haft – måske et par stykker i alt.
Tilbage til fortællingens tema: “Angelus” er vel frem for alt historien om en mand, hvis opfattelse af sine omgivelser og sit liv ændrer sig fuldstændig, efter at han opdager kunstens kraft. Hvad giver efter din opfattelse kunsten sådan en virkning?
– Kunsten er noget meget mystisk … og frem for alt er den ikke universel. Lad os se bort fra den rene og skære reproduktion af virkeligheden: ophavsmandens evner ufortalt er det blot håndværk og ikke kunst. Den sande kunstner overfører en intim følelse, en karakterbrist eller en indre passion gennem sin pensel, sit partitur, sin skrivestil eller sit instrument. Og hans værk skaber finbindelse mellem ham selv og den, der lider af samme karakterbrist, som gennemlever en lignende passion, eller som oplever identiske følelser i de samme situationer. På en måde fungerer værket som en slags fremkaldervæske for betragteren – eller læseren eller lytteren. Lige pludselig rettes lyset mod noget dybt inde i hende eller ham, som i første omgang føles forvirrende, og som vedkommende ikke rigtig kan identificere sig med. Identifikationen opstår altså ikke med det samme. Som i Clovis’ tilfælde, hvor hans kontakt med et kunstværk udløser en fysisk reaktion, som formår at få ham til at bryde sammen i gråd. Nogle vil ikke lade sig anfægte af det, men andre – som Clovis – vil forsøge at finde årsagen til en sådan reaktion. Og for at gøre det, må de ransage sig selv og nødvendigvis udvikle sig.
Hvorfor fremstilles Clovis som et bedre menneske til sidst i historien, hvor han er arbejdsløs, ubarberet og sin kone utro, end i starten, hvor han arbejder hårdt som lægemiddelsælger for at forsørge sin familie?
– Først og fremmest bliver Clovis frigjort. Han er ikke længere et rystende vrag i samvær med sin hustru og sine børn, han accepterer sine valg. Desuden har han opdaget livet: den kærlighed, der findes i farver, leg, vin, kunst, kvinder. Og til slut er han heller ikke arbejdsløs: han er blevet dekoratør. Det er naturligvis ikke en fast stilling, men dét er i sig selv også en sejr over hans angst for morgendagen, som tidligere fik ham til at acceptere et job, han ikke brød sig om. Og desuden … selv om han er ubarberet, er han i det mindste i mine øjne meget mere attraktiv end i begyndelsen!
– Jeg vil gerne tilføje, at jeg på intet tidspunkt eksplicit hævder, at det ene er bedre end det andet. Det er dig, dig stiller det sådan op – og det har formentlig også sine grunde.
Kunne du skrive den samme slags historie om en rodløs kunstner, som bliver et bedre menneske af at få et fast arbejde og faste rammer?
– At bytte opfindsomhed for stabilitet? Kreativt galskab for faste rammer? Jeg indrømmer, at det ikke er min forestilling om noget ”bedre”!
Så det er bedre – eller mere interessant – at være en kunstnerboheme end et borgerdyr?
– Jeg er fortæller, ikke moralist. Hver og en må finde sine interesser i livet, hvor de er. Personligt sætter jeg frihed meget højt, og jeg bekymrer mig derfor nok ikke så meget om konventioner. Jeg omgås til gengæld gerne mennesker på en ”passende” måde, hvis de har hjertet på rette sted.
Hvordan er ”Angelus” blevet modtaget i Frankrig?
– Den har fået en vældig flot modtagelse, både i pressen og hos læserne. Mange boghandlere har givet den mærkatet ”yndlingsbog” og fortsætter med at anbefale den to år efter udgivelsen.
Hvad arbejder du på for tiden?
– For forlaget Dupuis er jeg i gang med to andre titler i Secrets-værkserien: Den ene, “Cavale”, foregår i Frankrig i vore dage; den anden, “¡Adelante!”, udspiller sig i Spanien i 1808, mens Napoleon havde besat landet.
– I forlængelse af Boris Cyrulniks studier af ”resiliens” (om menneskers evne til at overleve voldsomme traumer, red.), arbejder jeg samtidig på et dobbeltbind for forlaget Glénat, der handler en armeniers livsbane, fra han undslipper folkemordet i 1915 og indtil hans vanskelige rehabilitering i New York. Helten, Missak, er en person fra min albumserie La Décalogue (”De ti bud”, tibindsserie om en ny dekalog, tegnet af ti forskellige tegnere 2001-2003, red.).
– Endelig skriver jeg for forlaget Delcourt på en serie, der er helt anderledes end alt, hvad jeg hidtil har lavet, for det er en fantasyhistorie henlagt til middelalderen med titlen “Galkkidek” …
