Kunstmaleren Millets “Angelus” bliver en frustreret sælgers skæbne i tegneserien af samme navn. Nummer 9 bringer en prøvesmag.
15. maj udgiver Cobolt “Angelus”, historien om sælgeren Clovis Chaumel, der bliver besat af – et kunstmaleri. Det er Jean-Francois Millets maleri med titlen “Angelus” (1855-57), der vækker fortrængte minder fra vores hovedpersons fortid. Hans nysgerrighed vokser yderligere, da han finder ud af, at også surrealisten Salvador Dali var besat af maleriet med de bedende bønder.
Forfatteren bag den stemningsfulde voksentegneserie er prisbelønnede Frank Giroud, og den stilsikre billedside leveres af spanske José Homs, der i øvrigt netop er blevet shanghaiet til at lave den franske tegneserieudgave af Stieg Larssons “Millennium-trilogi”.
Nedenfor kan du læse syv sider fra tegneserien, hvor sælger Chaumel stiller nærgående spørgsmål om “Angelus” til den lokale skoles yppige billedkunstlærerinde: