En tegneserie om de helt grundlæggende ting: livet og døden. Intet mindre. Det er store filosofiske armbevægelser fra de unge brødre Fabio Moon og Gabriel Ba. Deres fælles værk ‘Daytripper’ har vundet et hav af priser ude i det store udland, og takket være G. Floy Studio har vi nu også fået bogen til Danmark. Men kan bogen bære de store armbevægelser og de vidtløftige tanker?.
‘Daytripper’ er svær at tale om, hvis man ikke bryder sig om at afsløre handling, så vær advaret: der vil dukke nogle spoilere op hist og her i det følgende. ‘Daytripper’ er en fortælling om døden som en del af livet, og hovedpersonen hedder Brás de Olivia Domingo. Brás’ far er berømt forfatter, og selv vokser han op og kommer til at leve af at skrive nekrologer i avisen. Men det er ikke bare fortællingen om Brás, det er fortællingerne om Brás. Hvert kapitel er en fortælling i sig selv og fremstår som én af de mulige fortællinger (eller nekrologer) om Brás’ liv og ikke mindst hans død. I én fortælling dør han som 18-årig, i en anden som voksen mand med kone og børn. I tegningerne såvel som i det generelle udtryk, fremstår ‘Daytripper’ smuk og finpudset. Er man til det skæve og afsporede, er det ikke her man skal lede.
Døden
Opsamlingsformen mærkes og forstyrrer læseoplevelsen en smule – på den anden side handler ’Daytripper’ om døden, så den manglende komfort er måske meget passende. Da jeg læste ‘Daytripper’ første gang var der mange af disse ”dødsfald” der irriterede mig. Det virker underligt kunstigt med et sådan koncept, hvor hovedpersonen hele tiden skal dø, og vi føler, at vi ikke rigtig får lov at høre historien til ende. Men efter at have læst ‘Daytripper’ færdig, havde jeg virkelig lyst til at læse den igen. Og det er altså ret sjældent, jeg har det sådan.
Det er simpelthen lykkedes de to brødre Fabio Moon og Gabriel Ba at give bogen en helhed – som miniserie, men også som bog. For lige så vel som fortællingen bygger på et gentagelseskoncept, formår fortællingen at skride støt fremad i både handling og dramatisk intensitet. Og dét er vel også en af de her store pointer med livet. På den ene side er mennesket dømt til at leve med den ultimative gentagelse – at vi alle skal leve til vi dør. På den anden side er livet også indbegrebet af noget afsluttet. ”Livet er som en bog, min dreng. Og alle bøger har en slutning. Uanset hvor glad man er for den bog…når man til den sidste side…og så slutter den.” siger Brás til sin søn hen mod bogens slutning.
Det er på den måde meget smukt, at ‘Daytripper’ vandt en Eisner Award for ”bedste afsluttede serie”. Således er ‘Daytripper’ netop et skoleeksempel på, at en fortælling må afsluttes for at kunne handle om døden – og derfor også om døden. Superman-figuren handler om livet og døden, men kun om Superman igen og igen – derimod kan den enkelte fortælling om Superman jo sagtens handle om livet og døden (og alt mulig andet for den sags skyld). Man kan bruge gentagelsen som middel, som understregning, men til sidst må man føje det hele sammen til én fortælling. En fortælling med en start og en slutning. Ligesom livet!
Klichéer eller guldkorn?
’Daytripper’ er ingen dårlig titel, men omvendt heller ikke én der prøver på at tilføje noget ekstra til fortællingen. Og sådan har man det faktisk med nogle af de valg og fravalg, der er blevet foretaget. Der popper af og til billeder (sproglige billeder) frem som lyder smukke og som ikke er helt galt afmacheret, men som bare ikke rigtig tilfører noget ekstra. Noget nyt. Som hen mod slutningen hvor Brás drømmer om Iemanja, havets gudinde, som siger en masse vidtløftigt til ham om livet, drømme og det hele. Hun slutter med at sige at ”For at forfølge dine drømme – må du leve dit liv”. Hvor banal-prætentiøs har man lov at være? … Her flød bægeret lige over for mig, og tonen i ‘Daytripper’ balancerer altså ofte på grænsen til det kvalmende prætentiøse. Det ville altså være nærliggende at tale om klichéer som problemet i ‘Daytripper’, men hvordan skulle man kunne ønske sig at skabe en fortælling om livet og døden og om drømmene derimellem uden at stå på skuldrene af stort set hele verdens samlede historiske kulturelle arvegods. Heldigvis synes jeg – ærlig talt – ikke bægeret flød over særlig ofte, og så længe balancen holder, giver det så meget desto mere storhed til fortællingen. For det er sgu en stor og smuk historie der er sat i værk her.
Skønhed
Som så ofte før leverer G. Floy Studio en flot bog med dejligt ekstramateriale – men der er altså bare nogle irriterende mangler. Som når det flere gange pointeres at Brás skriver sine beskeder og breve med en helt særlig og smuk håndskrift, og vi så skal spises af med computertekstning. Jeg ville næsten hellere have haft det oprindelige tekst samt en note med oversættelse ligesom de ofte gør i manga-oversættelser. Men det er nu engang småting, og man kan ikke komme uden om, at det her virkelig er en smuk bog.
Det er meget passende at det er Craig Thompson der har skrevet/tegnet introduktionen. Thompsons smukt kurvede streg giver en fin forsmag på dét der venter én. Knap 250 siders skønhed leveret med lige dele følelse og dygtighed, og det er slet ikke så lidt endda.
Karakter: 4/5
Titel: Daytripper
Forlag: G. Floy Studio
Forfatter/tegner: Fabio Moon og Gabriel Ba
Oversætter: Steffen P. Maarup
Farve og form: Farve hardcover
Sidetal: 256 s.
Pris: 298,-
