Fabio Moon og Gabriel Bás skæbnefortælling om en ambitiøs nekrologforfatter udkommer på Art-Bubble. Læs ti sider af den her.
Efter et lidt stille forår står US comics-specialisterne i G Floy Studio klar med to nye udgivelser på næste uges Art-Bubble festival i Horsens: Garth Ennis’ War Stories 2 og tvillingebrødrene Fabio Moon og Gabriel Bás “Daytripper”. To udgivelser, det er værd at se frem til, hvis ellers man skal tro depecherne udenlands fra; men faktisk behøver vi kun kigge til vores egen Mads Bluhm for en karakteristik af den vanskeligt resumérbare “Daytripper”:
Kort fortalt følger man vidunderbarnet Brás de Olivia Domingos liv. Han er søn af af en berømt forfatter og tjener selv til dagen og vejen ved at nedfælde andres nekrologer, mens han nærer drømme om selv at blive “rigtig” forfatter. Historien begynder for alvor, da Brás må sande, at døden er et grundvilkår i livet …
… det er de helt store spørgsmål, vi har med at gøre: Hvad er livet? Hvad er døden? Og hvad er meningen med alt det, som ligger i mellem de to yderpunkter?
Ganske kryptisk, men Mads Bluhms begejstring er til gengæld ikke til at misforstå. Moon og Bá vil nogle kende for anmelderfavoritterne Casanova og The Umbrella Academy, men vil man læse dem på dansk, er det lige her – og på Art-Bubble om halvanden uge: