Nye tegneserier, klassiske tegneserier, bøger om tegneserier: Nummer 9-skribenterne har været vidt omkring de seneste uger.
Rikke Platz Cortsen, skribent:
Jeg har så fået gumlet mig igennem bogen Supergods af superhelteforfatter Grant Morrison. Jeg har altid været glad for Morrisons værker, så jeg glædede mig til at læse hans take på superheltenes historie. For nyligt var Morrison en tur igennem tegneseriemediernes vridemaskine på grund af et par krasse kommentarer om f.eks. koryfæerne Chris Ware og Alan Moore. Og der er mere af samme skuffe i hans kronologiske gennemgang af superheltegenren tilsat personlige anekdoter.
I begyndelsen er det underholdende læsning, mest fordi Morrison lægger et hårdtpumpet, saftigt sprog for dagen og øser af sine personlige holdninger til diverse kendte og obskure superhelte. Han uddeler verbale håndmadder i stakkevis, især til 90’ernes introverte amerikanske ungdom, navngivne redaktører, Image comics og Alan Moore, der igen får lidt hån med på vejen. Branchesladder, magiske oplevelser, veloplagte analyser af superheltene og biografiske indspark myldrer frem på siderne, der rummer et indædt forsvar for superheltens relevans.
Desværre er Grant Morrison ikke kun en superhelt, som kan se i 5 dimensioner og heale cancerramte katte. Han er også indehaver af et gigantisk ego, der bliver den egentlige skurk i Morrisons bog, for det bliver ekstremt trættende hele tiden at skulle høre på, hvor meget Morrison har væltet sin smækre krop og geniale begavelse i champagne og MDMA, mens han revolutionerede superheltegenren næsten egenhændigt. De mest indkarnerede fans vil elske denne ufortyndede dosis supergudegylp, men der er nok også mange, der vil kløjs i Morrisons små-filosofiske miskmask, især fordi bogens ubestridte hovedperson har det med at fladmase Supermans, Batmans og alle de andre heltes betydning for den verden, vi lever i.
Kristian Bang Larsen, skribent:
Jeg er gået i barndom og har åbnet skatskisten med Eiichiro Odas One Piece-mangaer. De er sprudlende som en brostenrystet flaske Magnum-champagne og lige så åndssvage, som man bliver af at drikke den.
Det er en maratonlang sørøverskrøne, der følger gummimennesket Monkey D. Ruffy og hans venners jagt på den legendariske skat “One Piece” – og deres kampe mod alskens over-the-top skurke med maskingeværer i håret, bussemandsbomber og Wacko Jacko-moves. En veloplagt postmoderne klippe-klistre legestue, hvor ingen idé er for vild eller åndssvag til at blive fyret max af, og hvor en god slåskamp gerne fylder et par hundrede sider.
At det hele alligevel hænger sammen, skyldes selvfølgelig, at der er en kerne og en morale i One Piece: Man svigter ikke sine venner. Med rigelig opfindsomhed varierer Eiichiro Oda hele tiden fortællingen om, hvordan Ruffy og hans venner trodser deres egen egoisme, kujoneri og grådighed og redder hinandens røv, når det brænder på. Det er sgu en grundfortælling, som alle som alle raske drenge og piger kan forstå.
Matthias Wivel, redaktionsmedlem:
Cliff Sterretts Polly and Her Pals i IDWs nylige opsamling introducerer stribens første årti med et udvalg og giver sig derefter i kast med guldet fra årene 1925–27. Man kan således følge, hvorledes det gradvist går op for Sterrett, hvad det er, han har mellem hænderne.
”Den kære familie,” som den hed på dansk, dengang morfar var dreng, var med til at grundlægge stribeseriens måske mest slidstærke genre, familiekomedien, men i sine velmagtsdage transcenderede den sin præmis og blev et krøllet katalog over borgerskabets diskrete charme. Den angivelige hovedperson, Polly, er en slank svungen debutante med pandebølger og glat ryg, til hvis florlette tilværelse hendes lavstammede forældre amatøragtigt må se til. Den egentlige hovedperson er således farmand, der dag ud og dag ind må trækkes med en absurd hverdag.
Sterrett, der lå i venskabelig konkurrence med tidens mest visionære serietegner, George ”Krazy Kat” Herriman, forlener lige som sin kollega denne hverdag med surreelt omskiftelige rammer. Hvor Herrimans streg er skrattet poetisk, er Sterretts manieristisk legesyg på en måde, der transmogriferer hans banale emnefelt udi det lifligt vanvittige. Med direkte inspiration i modernismens opløsning af positivismens genstandsfelt, gjorde han Polly and Her Pals til et berusende, ofte overset kapitel i selv sammes frigørelse fra det bestående. Sterrett forstod cartoonens kraft og komponerede derved verbal-grafisk musik, der forførende kalder på såvel fantasien som latteren.
Mads Bluhm, skribent:
Jeg har kastet mig over 3 af Vertigos nyere og spændende udgivelser. Jay Cantors og James Rombergers Aaron and Ahmed – A Love Story er en provokerende og tankevækkende graphic novel, der meget ambitiøst forsøger at afdække, hvilke følelsesmæssige, psykologiske og sågar videnskabelige mekanismer, der fører til, at almindelige mennesker kan omdannes til nådesløse selvmordsbombere. Titelpersonen Aaron er en psykolog, der mister sin forlovede i terrorangrebet 11. september. Det nager ham så meget, at han skifter job og bliver forhørsleder på den berygtede Guantánamo-base. Her støder han på historiens anden titelfigur, Ahmed, som er fange på basen. Ahmed hævder at have svar på Aarons altoverskyggende spørgsmål: “Findes der et videnskabeligt svar på, hvordan man omvender et almindeligt menneske til en selvmordsbomber?” Men kan Aaron stole på Ahmed? Og er svarene prisen værd? Som titlen understreger, er det en kærlighedshistorie, men bare ikke som man havde regnet med, og det er i sig selv forfriskende.
Værkets ambition om at rumme alt afstedkommer dog nogle – for – fortænkte handlingskonstruktioner, som saboterer muligheden for en flydende historiefortælling, og Cantors personskildringer er for distancerede og gør det svært at hengive sig til fortællingen . Især Aaron, der som hovedperson nok er vel rigeligt usympatisk skildret, træffer valg som det aldrig bliver ordentlig begrundede overfor læseren. “Aaron and Ahmed” er både provokerende, tvetydig og tankevækkende, fordi det er muligt at læse den og have vidt forskellige opfattelser af, hvad det egentlig er, Cantor vil sige med den. Værket har i det lille hjem allerede kastet en højlydt diskussion af sig. Så på trods af, at jeg ikke er enig med ret mange af de konklusioner, som værket drager, så fik de mig alligevel til at tænke og argumentere, og den endelige dom er, at den trods ujævnheden bestemt er læseværdig.
Lidt i samme boldgade befinder Sarah Gliddens selvbiografiske graphic novel How to Understand Israel in 60 Days or Less sig. Som titlen antyder, sætter den unge amerikanske jøde, Sarah, sig for at komme til bunds i konflikten mellem israelerne og palæstinenserne. Hun drager sammen med sin veninde på en såkaldt “Birthright Israel Tour”, der giver unge jøder over hele verden mulighed for gratis at besøge Israel og udforske deres jødiske kulturarv og identitet. Med sig har hun en omfattende research og en række fordomme, som dog bliver vendt på hovedet flere gange i løbet af fortællingen. Emnet er selvsagt sprængfarligt, men Glidden formår at levere en nuanceret og indsigtsfuld beretning om en ung piges undersøgelse af Israels problematiske fortid og nutid. Sarah og læseren må slutteligt sande, at der ingen nemme svar er i Israel-Palæstina konflikten, men begge forlader fortællingen forvirrede på et højere plan. Tegningerne og farvelægningen er meget naiv og nærmest minimalistisk. De fremkaldte hos mig mindelser om Rutu Modans “Åbne sår”, hvor Modan dog overgår Glidden som visuel historiefortæller.
Så kunne jeg heller ikke klare mere besk realisme og hengav mig derfor fluks til de brasilianske tvillingebrødre Fábio Moon og Gabriel Bás’ mystiske og magiske Daytripper. Serien har netop hevet en Eisner-pris hjem for bedste afsluttede serie, og den lever efter min ydmyge mening op til hypen. “Daytripper” er en tegneserie, som kan spoiles, så det vil være synd at løfte sløret for meget af fortællingens handling. Kort fortalt følger man vidunderbarnet Brás de Olivia Domingos liv. Han er søn af af en berømt forfatter og tjener selv til dagen og vejen ved at nedfælde andres nekrologer, mens han nærer drømme om selv at blive “rigtig” forfatter. Historien begynder for alvor, da Brás må sande at døden er et grundvilkår i livet. Dette udgangspunkt ER kryptisk, og det fortjener fortællingen, men skåret helt ind til benet så handler “Daytripper” om dage i livet og hvad de i sidste ende betyder. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at det er de helt store spørgsmål, vi har med at gøre: Hvad er livet? Hvad er døden? Og hvad er meningen med alt det, som ligge i mellem de to yderpunkter? Lige fra Craig Thompsons tegnede forord er det en medrivende og mystificerende læseoplevelse af den virkelig gode slags, som kalder på senere genlæsninger.
