Tre personangreb + dødsdom over tegneseriemediet i Rolling Stone-interview
Grant Morrison – DC Comics’ excentriske skotte – er altid mand for friske replikker og tankevækkende hofteskud, men i et nyt interview (kort inden DCs storstilede relancering, hvor Morrison bliver forfatter på forlagets signaturtitel ‘Action Comics’) med det store amerikanske musik m.m.-magasin Rolling Stone, går han lige en anelse videre; her disker han op med ikke mindre end tre personangreb på tre ret forskellige notabiliteter i tegneseriekulturen, og forudsiger samtidig superheltegenrens død i tegneseriemediet. De tre personangreb nedenfor, dødsdommen her.
Grant Morrison vs. Chris Ware:
– Jeg kan beundre en Chris Ware for hans kunstfærdige stil, som jeg synes er vidunderlig, men jeg synes hans attitude stinker. Det er sådan overpriviligeret attitude, og helt ærligt, prøv at lev her, prøv at bo blandt fattige indianere og klap så i. At se og læse Wares nihilistiske menneskesyn gør mig virkelig vred, det hjælper ikke menneskeheden på nogen måde, og det kommer fra et menneske med penge og succes, som så alligevel taler på den måde, og vælger at lægge vægt på de ting, frem for alle de andre. Det kan ikke forsvares. Jeg har aldrig brudt mig om den slags. Jeg kommer så også med en skotsk arbejderklassebaggrund, og så bliver det ikke bedre af at støde ind i de der amerikanske college kids, som prøver at fortælle mig at Jorden er flad. Det er ikke nyttigt, det bringer os ikke videre. Okay, så Jorden er flad, hvad så? Hvad vil du gøre ved det, college kid? Jeg kan ikke klare de der Comics Journal-drenge, de er bare sådan nogle defensive pattebørn.
Grant Morrison om Mark Millar:
– Da han blev forfatter på ‘The Authority’, begyndte hans stjerne at stige, og på det tidspunkt følte han at han stod i min skygge og måtte ud, og den måde han kom ud på var et ret ucoolt brud med mig. Han benægtede at jeg havde hjulpet ham, selvom masser af ting i hans arbejde – lige fra plotting til dialog – tydeligt kom fra mig, helt frem til ‘The Ultimates’. Hvis jeg skulle støde på ham her i Glasgow (hvor de begge bor, red.), håber jeg, at jeg går med 100 miles i timen.
Grant Morrison om Alan Moore:
– Jeg sad og læste en eller anden Marvelman-historie af Alan Moore den anden dag, spørg mig ikke hvorfor, der lå bare et hæfte og flød, og så samlede jeg det op, og jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Der var hele to voldtægter i historien, og pludselig begyndte jeg at spekulere på hvor mange gange nogen er blevet voldtaget i en Alan Moore-historie. Og jeg kunne ikke finde en eneste, hvor der ikke var en voldtægt, undtagen ‘Tom Strong’, som så vidt jeg ved er en pastiche. Vi ved at Alan Moore ikke er kvindehader, men for helvede, manden er BESAT af voldtægt. Jeg har arbejdet tredive år i tegneserieindustrien uden at skildre en eneste.