Det vrimler med antologier på det danske tegneseriemarked lige nu. Nummer 9 udforsker tendensen, i dag med hjælp fra “inKurabel”s Dan R. Knudsen.
Da gratisbladet Free Comics lukkede for to år siden, så det sløjt ud med antologiserier på det danske tegneseriemarked. Internettet var blevet stedet, hvor det danske og internationale vækstlag viste sig frem for alle, der gad kigge. Alligevel – nærmest i trods – er nye antologiserier piblet frem på det seneste: Comic Party, inKurabel, Octopulp, Fantasmagori og flere til, alle med hver deres blandingsforhold af mainstream tegneserieunderholdning og ihærdig vækstlagspleje.
Nummer 9 har sendt mikrofonen rundt til en række af de nye antologiers (med)redaktører, i dag Dan R. Knudsen fra arbejdsfællesskabet Blækfabrikken, der i foråret sendte Inkurabel #1 på gaden. Udgivelsen samler uddrag og korte serier, fortrinsvis fra rutinerede serieskabere, og forordet bedyrer, at “flere bind er under forberedelse”. Også selvom det vist ikke bliver lige med det første …
Hvorfor udgive en antologi som inKurabel i stedet for enkelte tegneserietitler?
– 
Det var såmænd et meget jordnært spørgsmål om manglende ressourcer. Vi (Knudsen og resten af arbejdsfællesskabet Blækfabrikken, red.) ville gerne have noget på gaden til tegneseriemessen i Horsens (Art Bubble, red.), men havde ikke mulighed for at færdiggøre noget i albumklassen, og vi ville ikke gå i pixibogsformat som fx. 676-serien. Det kan have sine fordele – men vi ville gerne ud med en sag der også på udstyrssiden var i top. Men hvad gør man så? Man prøver at stykke noget interessant sammen af det, der rent faktisk kan lade sig gøre. Vi kendte flere, der har projekter med meget lang tidshorisont undervejs, og syntes selv, at det kunne være sjovt at se, hvad det er vi går og venter på. Samtidigt kunne det måske også være meget rart for tegnerne at få mulighed for at vise flaget.
– Vi hørte jo selv til dem der havde et par ting undervejs – og vidste at Rehr og Comoll også var i gang. Derudover var der et par tegnere, vi selv godt kan lide, og som vi syntes bliver eksponeret alt for lidt. Og så var jeg faldet over en amerikaner, jeg bare forelskede mig i – som det er med den slags. Man synes bare, at markedet bør have det at se. Og det er jo klart dét, der er antologiens styrke. Man kan komme omkring en masse spændende ting som udgiver – og den enkelte tegneserieskaber kan komme på gaden med noget, der kræver mindre end et helt album.
– Vi havde også en forventning om, at der ville komme en del såkaldte almindelige mennesker – der måske kunne bruge et bredt overblik over nye ting, der var gang i. Horsensmessen var jo meget tilbageskuende og vi vil gerne pege fremefter…desværre viste det sig at publikum stort set kun bestod af retro-folk, så der skød vi ved siden af målgruppen.
Hvad er succeskriterierne for jeres antologi?
– At den løber rundt. Det gør #1 ikke endnu – men der var jo heller ikke meget begejstring for ideen i tegneserieanmelderkredse. Hele tanken med at showcase “undervejsprojekter” var simpelthen ikke populær. Jeg ved ikke, om man kan skyde skylden på internettet – men omkvædet var, at man følte sig snydt, når det kun var uddrag. Det syntes jeg ellers nok, vi gjorde opmærksom på. Folk regner åbenbart med at den slags skal være gratis, men så kommer det i hvert fald ikke på tryk. Det vi ville opnå, var jo netop at komme ud til nogen, der ikke sad og surfede efter tingene – men som når de fik inKurabel i hånden sagde: “Det var pokkers – jeg troede tegneserien var død – men det her ser da fedt ud…”
Hvordan arbejdede I konkret med at stykke antologien sammen?
– Vi brainstormede et stykke tid på deltagerne, selv om vi havde de fleste på plads stort set med det samme. Vi ville gerne have haft Stine fra StineStregen med. Hun havde også sagt ja – oven i købet som et co-projekt med Cav Bøgelund. Desværre måtte hun trække sig på grund af arbejdspres. (Der har vi igen det med de knappe ressourcer). Det var rigtigt ærgerligt – dét havde jeg ellers set frem til.
– Rent praktisk var det et spørgsmål om at få siderne til at gå op i forhold til opslag, så der blev et fornuftigt flow. Men OK – vi startede mandag med at begynde at få overblik over hvad der var kommet ind og afleverede til tryk torsdag, så det var ikke noget vi sad længe og fedtede med. Det var tiden ikke rigtigt til. Desværre eller heldigvis – så får man da noget fra hånden.
Efter et par år med meget få danske antologieserier (hvis vi lige ser bort fra samlinger af stribeserier), vrimler det pludselig med dem – hvad kan det skyldes, tror du?
– Formentlig at der er en masse ambitioner derude. Der er en masse folk, der vil tegneserien, og som har gang i mange ting. Jeg tror konsekvent ikke på alt det piveri over, at de unge ikke gider tegneserier – gu’ gør de det. Herhjemme er mediet bare præget af sure gamle mænd, der vil mindes de gode gamle dage. Det sælger ingen billetter. Derfor oplever vi, at der er mange, der tager skeen i egen hånd og gør noget ved det. Her er det godt, at det er blevet så nemt og billigt at lave tryksager – alle kan være med, det kræver næsten ingen faglig ekspertise mere.
– Til gengæld er det stadig et vanvittigt langsomt medie – det tager notorisk enorme mængder af tid at lave et album. Derfor kan det være godt at gå sammen om at få noget over disken, så man kan komme ud og blive eksponeret uden at skulle bruge to år på at sidde og skrive og tegne først. Og det er vel i høj grad det, det handler om. Efterhånden som nettet er blevet en naturlig del af hverdagen er der mere prestige i at komme på papir. Enhver idiot kan publicere på skærmen. Det er lige en klasse eller to over at komme på tryk.
Det er ved at være mange år siden, titler som “Fart og tempo” nød succes i kioskerne, og siden har formen haft begrænset kommerciel succes. Hvordan så og ser du på mulighederne for at nå et bredt publikum med jeres antologi?
– Det bliver desværre noget med, at den skal håndbæres ud til den enkelte læser. Vi skal lave en tegne(serie)workshop i efterårsferien i et stort citycenter. Der får vi mulighed for at pushe de glade budskaber til rigtigt, rigtigt mange forbipasserende. Pokkers til arbejde – men det slipper man ikke for. Den slags, hvor man er i kontakt med køberne, dér har man en mulighed for at råbe dem op. Naturligvis ville det være skønt at kunne gå i kioskdistribution. Men det er markedet SLET ikke til pt.
Nummer 9 fortsætter rundspørgen de kommende dage, i morgen med Ondskabens Flyvende Vatikan, serieskabersammenslutningen bag Fantasmagori.
Del på
